Virksomhedsskatteordningen

Virksomhedsskatteordningen

anmodning om genoptagelse af skatteansættelse, da blandet benyttet bil ønskedes udtaget af ordningen efter indgivelse af selvangivelse.

Reference

SL § 4, stk. 1

VSL § 2, stk. 6 og §§ 5 og 10, stk. 1

LV 1997 E.G.1.4.

A klagede for indkomstårene 1995 og 1996 over, at skatteankenævnet havde afslået at pålægge den kommunale skattemyndighed at genoptage hans skatteansættelser for indkomstårene 1995 og 1996 med henblik på at udtage en bil af virksomhedsordningen pr. den 1. januar 1995.

Det var oplyst, at klageren, der drev en selvstændig virksomhed, for indkomstårene 1995 og 1996 havde anvendt virksomhedsskattelovens regler, at han havde medtaget en varevogn i virksomhedsordningen, at de stedlige skattemyndigheder havde ansat en værdi af fri bil, idet bilen blev anset for privat anvendt, og at klagerens revisor ved brev af 8. juni 1998 havde anmodet om efterfølgende at udtage bilen af virksomhedsordningen, således at der ikke skete beskatning af værdien af fri bil.

Skatteankenævnet havde til støtte for ikke at pålægge skattemyndigheden at genoptage indkomstansættelserne anført, at der ikke kunne ske genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, da særbestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 6, forhindrede dette. Den ønskede disposition skulle efter denne bestemmelse være bogført med virkning fra starten af året, og dette gjorde, at fristen for dette var tidspunktet for aflevering af selvangivelsen. Nævnet havde fremhævet, at virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, kun havde betydning for om virksomhedsskatteloven ønskedes anvendt eller ikke, og at skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, ikke kunne anvendes til at ændre dispositioner under virksomhedsskatteloven, jf. cirkulære nr. 156 af 25. november 1997 til virksomhedsskatteloven, punkterne 2.3.3.4., 3.2.2 og 7.4.

Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at skattemyndigheden skulle pålægges at genoptage ansættelserne for 1995 og 1996, således, at bilen blev tilladt udtaget af virksomhedsordningen den 1. januar 1995. Til støtte herfor havde han anført, at de formelle betingelser for, at skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, kunne finde anvendelse, måtte være til stede, idet klagerens forudsætninger for at have bilen i virksomhedsordningen var bristet. Den omstændighed, at klageren ikke kunne løfte bevisbyrde for, at bilen ikke i et mindre omfang var anvendt privat, måtte anses for en ny oplysning, der ville have påvirket klagerens beslutning om at medtage bilen i virksomhedsordningen.

Revisoren havde endvidere anført, at det af klageren selvangivne således beroede på en forkert retsanvendelse, hvorfor han måtte have ret til at få ændret skatteansættelsen, jf. Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning 1997, afsnit A.K.4.3.1, hvoraf det fremgik, at i de tilfælde hvor den retsanvendelse, der var lagt til grund for skatteansættelsen på selvangivelsestidspunktet var forkert, gjaldt reglerne om genoptagelse i skattestyrelseslovens § 4 også. Revisoren havde endvidere henvist til cirkulære nr. 156 af 25. november 1997 til virksomhedsskatteloven, punkt 3.2.2, hvoraf det fremgik, at bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 4 om genoptagelse af en skatteansættelse kunne finde anvendelse, når den skattepligtige forelagde nye oplysninger, men at virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, ikke kunne omgøres under henvisning til skattestyrelseslovens § 4. Dette var eneste undtagelse, idet cirkulæret slog fast, at bestemmelserne i skattestyrelsesloven kunne anvendes sideløbende med virksomhedsskattelovens bestemmelser.

Revisoren havde endelig anført, at virksomhedsskattelovens bestemmelser var komplicerede, hvorfor der ville opstå fortolkningsproblemer, og at skattestyrelseslovens § 4 derfor også gav adgang til omgørelse indenfor virksomhedsskattelovens regler. Reglerne som skatteankenævnet henviste til i virksomhedsskattelovens § 2, stk. 6, omfattede alene den situation, at skatteyderen fortrød, at han valgte den ene eller den anden løsning. I nærværende sag medførte en ligningsmæssig korrektion, at grundlaget for valg af ordningen som skatteyderen regnede med på selvangivelsestidspunktet, ikke længere var til stede, hvorfor det måtte være rimeligt, at klageren fik mulighed for at ændre sit valg.

Landsskatteretten udtalte

Reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 om klage til Landsskatteretten gjaldt også for genoptagelsessager, jf. lovens § 4, stk. 5. Efter Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 3, sammenholdt med § 3, stk. 5, kunne retten således pålægge den myndighed, der sidst havde truffet realitetsafgørelse i sagen, at genoptage denne.

Ifølge cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven, pkt. 5.1, fremgik blandt andet

"I visse tilfælde er der i særlove overladt den enkelte skattepligtige valgmuligheder i forbindelse med selvangivelsen, f.eks. om til- eller fravalg af virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1 ... Sådanne valgmuligheder er udtømmende reguleret i de pågældende love, og skattestyrelsesloven giver ikke ret til at fravige denne regulering, f.eks. en ret til at ændre et sådant valg i op til 3 år efter indkomstårets udløb."

Ifølge cirkulære nr. 156 af 25. november 1997 til virksomhedsskatteloven, punkt 3.2.2, fremgik blandt andet

"Ved siden af denne valgmulighed efter § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 22 a, stk. 1, 3 pkt., i virksomhedsskatteloven gælder de almindelige regler i § 4 i skattestyrelsesloven om ret til at få genoptaget en skatteansættelse i op til 3 år - eller mere, hvis forholdene i særlig grad taler derfor. Denne almindelige genoptagelsesadgang efter skattestyrelsesloven omfatter imidlertid ikke de særlige valgmuligheder med hensyn til valg af ordningen efter virksomhedsskatteloven."

Klageren havde først den 8. juni 1998 anmodet om tilladelse til at udtage bilen af virksomhedsordningen primo 1995. Den ønskede disposition skulle efter virksomhedsskattelovens § 2, stk. 6, være bogført med virkning fra starten af året, og hævningen skulle i henhold til virksomhedsskattelovens §§ 5 og 10, stk. 1, ske senest på tidspunktet for aflevering af selvangivelsen. Retten fandt ikke grundlag for at pålægge skattemyndigheden at genoptage indkomstansættelserne, idet klageren ikke efterfølgende kunne udtage bilen af virksomhedsordningen, allerede fordi der alene kunne ske overførsel inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen for det omhandlede indkomstår.

Retten kunne således tiltræde myndighedernes synspunkter for så vidt angik rækkevidden af bestemmelserne i virksomhedsskatteloven, og skattestyrelseslovens § 4, stk. 1. Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Der kunne ikke ske genoptagelse af skatteansættelserne for 1995 og 1996 med henblik på efterfølgende at udtage en bil af virksomhedsordningen pr. 1. januar 1995.