Børnebidrag, krydsende

Børnebidrag, krydsende

normalbidrag + 100 pct.

fradrag

Reference

LL § 10, stk. 1.

A klagede for indkomstårene 1994-1996 inkl. over, at skatteankenævnet havde forhøjet hendes indkomst med hhv. 8.436 kr., 8.472 kr. og 8.676 kr., idet fradrag for børnebidrag alene var godkendt med normalbidrag.

Det var oplyst, at klageren i forbindelse med separation i 1990 ved statsamtet i henhold til parternes aftale var fastsat til at skulle betale det til enhver tid gældende normalbidrag + 100% til underhold af det barn, som havde opholdt sig hos tidligere ægtefælle med virkning fra den 1. juli 1990. Klagerens tidligere ægtefælle var tilsvarende blevet anset bidragspligtig til at betale normalbidraget + 100% til underhold af det barn, der havde opholdt sig hos klageren.

Klagerens lønindtægter havde i de påklagede indkomstår været hhv. 198.966 kr., 226.782 kr. og 203.198 kr.

Klageren havde ved indkomstopgørelserne fra 1990 til 1996 selvangivet fradrag for det betalte børnebidrag. Betalingen var sket ved modregning.

Klagerens tidligere ægtefælles indkomster i de omhandlede indkomstår var over for Landsskatteretten oplyst til at være 343.042 kr., 336.685 kr. og 303.125 kr.

Skattemyndighederne i X havde for indkomståret 1991 lignet klagerens ansættelse for så vidt angik børnebidrag og havde, efter indsendt dokumentation bestående af statsamtets bidragsaftale samt bekræftelse fra tidligere ægtefælle på at have modtaget børnebidrag, godkendt dette. Skattemyndighederne i Y havde for indkomståret 1993 anmodet om dokumentation for betalt børnebidrag og havde efterfølgende godkendt dette.

Skatteankenævnet havde ved de påklagede ansættelser alene godkendt fradrag for børnebidrag svarende til normalbidraget. Nævnet havde ved afgørelsen henset til, at det ikke kunne anses for bevist, at statsamtet havde krævet, at klageren skulle betale et tillæg til normalbidraget på 100% på grundlag af et skøn over samtlige omstændigheder i sagen. Aftalen om betalingen af tillægget vurderedes derfor til at være sket frivilligt fra klagerens side. Nævnet havde videre under henvisning til Østre Landsrets dom af 12. januar 1982 anført, at der ikke var fradragsret for gensidige børnebidrag, som stod i misforhold til parternes økonomiske vilkår. Ved vurderingen af, om det betalte bidrag stod i misforhold til bidragyderens økonomiske kår, blev ifølge Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 21. december 1995 til statsamterne taget udgangspunkt i bidragyderens bruttoindtægt, og det fremgik af beløbsgrænserne i cirkulæret, at klageren alene ville blive pålagt at betale normalbidrag uden tillæg, idet hendes bruttoindtægt ikke i de omhandlede indkomstår havde oversteget beløbsgrænsen på ca. 260.000 kr.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de selvangivne fradrag for børnebidrag blev godkendt. Han havde til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at statsamtet ved resolution af 31. juli 1990 havde godkendt størrelsen af de gensidigt ydede bidrag. Bidragene var således ikke alene aftalt mellem parterne men tillige godkendt af statsamtet, hvorefter klageren var berettiget til at foretage fradrag for de faktisk ydede bidrag.

Advokaten havde subsidiært under henvisning til ØLD af 12. januar 1982 anført, at praksis på baggrund af denne afgørelse baserede sig på et konkret skøn, idet "fradragene normalt fastsættes til de beløb, de bidragsfastsættende myndigheder ville have fastsat", jf. LV 1997. A.F.4.1., samt at de i cirkulæreskrivelse af 21. december 1995 fra Civilretsdirektoratet til statsamterne meddelte retningslinier ved fastsættelse af børnebidrag alene var udgangspunkter og dermed alene var vejledende. Endvidere anføres det i TfS 1987.166 som svar på spørgsmål fra Folketingets skatte- og afgiftsudvalg, at bestemmelsen i Ligningsvejledningen om muligheden for at nedsætte fradraget til normalbidraget alene havde til hensigt at begrænse fradragsretten i åbenbare misforholdssituationer. Endvidere anførtes det, at fradragsretten kun burde begrænses i ekstraordinære tilfælde, samt at der var tale om en konkret individuel vurdering af bl.a. bidragyderens indtægtsforhold. Denne konkrete vurdering fandtes ikke at være foretaget i nærværende sag. Det var hertil anført, at klagerens ydede bidrag i forhold til bruttoindkomsten i de påklagede indkomstår 1994 - 1996 havde været henholdsvis 7,8%, 7,47% og 8,5%. Set i forhold til husstandens bruttoindtægter havde bidraget i de omhandlede indkomstår alene udgjort 3% heraf. Klageren havde i 1994 indgået ægteskab, og den nye ægtefælles årlige bruttoindtægter havde været 1994: 309.354 kr., 1995: 319.998 kr., 1996: 321.863 kr.

Mere subsidiært var det gjort gældende, at såvel skattemyndighederne i X som i Y havde lignet fradrag for børnebidrag i årene 1991 og 1993, og at skattemyndighederne på baggrund af indsendt dokumentation for betalt bidrag havde godkendt fradragene. Det blev gjort gældende, at klageren havde haft en retsbeskyttet forventning om, at hele det ydede bidrag kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen.

Landsskatteretten bemærkede, at bidrag, der blev udredet i anledning af separation eller skilsmisse, ifølge ligningslovens § 10, stk. 1, kunne fratrækkes i den skattepligtige indkomst, hvad enten bidraget var fastsat af en offentlig myndighed eller ved aftale mellem parterne, forudsat at aftalen mellem parterne var tilstrækkelig klar med hensyn til bidragets størrelse og løbetid. Det bemærkedes videre, at når der i henhold til bidragsresolution eller aftale mellem parterne forelå en forpligtelse for begge parter til at svare underholdsbidrag til det hos den anden værende barn, kunne et sådant bidrag fradrages, selv om udredelsen helt eller delvis skete ved modregning i det beløb, den anden skulle betale.

Retten fandt, at parternes aftale var tilstrækkelig klar med hensyn til størrelse og løbetid, ligesom det fandtes dokumenteret, at bidragene var betalt ved modregning.

Under henvisning til Østre Landsrets dom af 12. januar 1982, UfR 1982.492Ø, bemærkede retten imidlertid, at fradrag i tilfælde ved gensidigt aftalt bidragspligt kunne begrænses, såfremt det aftalte bidrag havde stået i misforhold til parternes økonomiske kår.

Landsskatteretten lagde i nærværende tilfælde til grund, at klagerens tidligere ægtefælle ved en bidragsresolution efter Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 21. december 1995 ville være pålagt at betale normalbidraget + 100% til det hos klageren værende barn, medens klageren alene ville være pålagt at betale normalbidraget til det hos ægtefællen værende barn.

Under disse omstændigheder, hvor en tilsidesættelse af parternes aftale reelt ville indebære, at klageren gav afkald på at modtage det i så tilfælde fremkomne forskelsbeløb, var der ikke grundlag for i skattemæssig henseende at tilsidesætte denne aftale som værende uden reelt indhold og hermed at lægge til grund, at størrelsen af de aftalte bidrag i den konkrete sag stod i misforhold til parternes økonomiske kår. Herefter fik klageren medhold i den nedlagte påstand.

De påklagede ansættelser blev nedsat i overensstemmelse hermed.

En aftale om krydsende børnebidrag blev anerkendt, uanset at kun den ene af ægtefællerne efter Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse ville have været pålagt at betale de aftalte børnebidrag.