Tilskud i forbindelse med samarbejdsaftale

Tilskud i forbindelse med samarbejdsaftale

beskatningstidspunkt

Reference

SL § 4

A klagede for indkomståret 1995 over, at tilskud fra B A/S, 47.500 kr., var anset for skattepligtigt.

Det var oplyst, at klageren med overtagelsesdag den 4. december 1995 sammen med C havde købt den af D ApS drevne købmandsforretning. Forretningen videreførtes af klageren og C med navnet E I/S, hvor de hver ejede 50 pct. af interessentskabet. Interessentskabets omsætning var for perioden fra den 4. december 1995 til den 31. december 1995 opgjort til 663.240 kr., og resultatet til 79.453 kr., som fordeltes med halvdelen til hver interessent. Klageren havde herefter selvangivet sit resultat af selvstændig virksomhed til ÷ 127.479 kr.

I forbindelse med start af købmandsvirksomheden var der indgået et samarbejde med B A/S, herunder tilslutning til en købmandskæde. B A/S havde ved indgåelse af samarbejdet tilbudt at yde et tilskud på 95.000 kr. eksklusiv moms til E I/S.

Ved brev af 13. december 1995 fra B A/S til E I/S var det således fastsat, at tilskuddet etableredes dels ved, at beløbet deponeredes på en konto i B A/S, som forrentedes med den i B A/S til enhver tid gældende rentesats, p.t. 14 pct. p.a., dels ved at der etableredes en ekstraordinær varekredit på 95.000 kr., som først skulle indfries fuldt ud den 1. december 1998. Det deponerede beløb blev frigivet/udbetalt den 1. december 1998 med tillæg af den på dette tidspunkt gældende moms.

Det var videre fastsat, at varekreditten etableredes ved, at der enten overførtes 95.000 kr. fra den løbende varekonto til en separatkonto eller ved, at beløbet stod som en bevilliget restance på varekontoen, og kreditten forrentedes med den i B A/S til enhver tid gældende rentesats, p.t. 14 pct. p.a. Det var forudsætning for ydelse af ekstraordinær varekredit, at der forelå en gyldig samarbejds- og købsaftale med B A/S, der skulle gælde i minimum 3 år, og at der på grundlag heraf foregik normal samhandel med B A/S, herunder at B A/S var hovedleverandør med fortrinsstilling af forretningens køb af varer, som fandtes i B A/S's sortiment.

Såfremt samhandlen mellem E I/S og B A/S, uanset hvilken grund ophørte, herunder at E I/S standsede betalinger og eller kom under konkursbehandling, eller anden offentlig skiftebehandling, bortfaldt retten til tilskuddet, der da tilfaldt B A/S, som kunne anvende dette til afskrivning på den del af sit tilgodehavende, som B A/S måtte ønske.

Klagerens repræsentant havde over for de stedlige skattemyndigheder endvidere fremlagt en skrivelse af 13. maj 1997 fra B A/S, hvorefter B A/S præciserede, at det var en forudsætning for tilskuddet, at der foregik samhandel mellem B A/S og E I/S frem til den 1. december 1998, og at endelig ret til tilskuddet således først var opnået denne dato, hvorefter beløbet ville blive afregnet via udstedelse af kreditnota. Det håndhævedes herved, at tilskud var fortabt ved ophør af samhandel inden aftaleperiodens udløb. Endvidere udtaltes det, at tilskuddet ikke kunne anvendes til afskrivning på B A/S' tilgodehavende.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at det af B A/S ydede tilskud måtte anses for endeligt erhvervet i indkomståret 1995, hvorfor klageren skulle beskattes heraf med 50 pct. af 95.000 kr. eller 47.500 kr. i indkomståret 1995. Som begrundelse herfor havde myndighederne anført, at efter indholdet af aftalen af 13. december 1995 mellem B A/S og E I/S, fremgik det, at det ikke var hensigten, at købmanden skulle kunne miste retten til tilskuddet, selvom samhandlen blev afbrudt inden udløbet af 3 års perioden. I alle tilfælde havde købmanden krav på, at tilskuddet blev godskrevet varekreditten, og købmanden havde endvidere sikkerhed for tilskuddet gennem den ekstraordinære varekredit. Det var derfor myndighedernes opfattelse at betingelserne for ydelsen af tilskuddet måtte anses for resolutive, og således ikke udskød beskatningstidspunktet til den 1. december 1998. Myndighederne havde herved henvist til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a samt ligningsvejledningen 1995, afsnit E.A.3.1. Endvidere var henvist til Landsskatterettens kendelse af 25. juli 1997, offentliggjort i TfS 1997.652 samt Landsskatterettens afgørelse af 12. maj 1986, TfS 1986.391.

Myndigheder havde i den forbindelse videre anført, at det fremlagte brev af 13. maj 1997 fra B A/S ikke kunne lægges til grund, idet det måtte anses for udarbejdet på klagerens repræsentants foranledning, og idet man ikke med skattemæssig virkning efterfølgende kunne ændre en indgået aftale, hvorved det bemærkedes, at E I/S ikke havde skrevet under på den fremlagte fortolkning af aftalen.

Klagerens repræsentant havde påstået, at tilskuddet ikke ansås for skattepligtig i indkomståret 1995, hvorfor klagerens indkomst skulle nedsættes med 47.500 kr. Til støtte herfor havde repræsentanten anført, at betingelserne i aftalen mellem B A/S og E I/S om tilskud måtte anses for suspensive, således at beskatningstidspunktet først indtrådte på det tidspunkt, hvor betingelserne var opfyldt, hvilket var den 1. december 1998. Repræsentanten havde videre henvist til A/S skattekartoteket p. 255 samt Landsskatterettens kendelse, optrykt i Lsr 1954.170, Lsr 1957.102, Lsr 1960.115 og Lsr 1974.13, hvoraf det i følge repræsentanten fremgik, hvornår retserhvervelsen var indtrådt.

Repræsentanten havde videre anført, at aftale om ydelse af tilskud og ydelse af ekstraordinær varekredit måtte anses for to selvstændige aftaler, og ikke som anført af de stedlige skattemyndigheder en aftale. Det var repræsentantens opfattelse, at der således var aftalt, at der blev ydet et tilskud på 95.000 kr., som først udbetaltes, når der var sket samhandel med B A/S i 3 år. Såfremt samhandel mellem E I/S og B A/S ophørte uanset af hvilken grund, bortfaldt retten til tilskuddet, og forholdet måtte anses for en sikringsakt i forhold til tredjemand. Der erhvervedes således først endelig ret til tilskuddet ved udløbet af 3 års perioden, hvilket endvidere bekræftedes af brev af 13. maj 1997 fra B A/S.

Derudover var der en selvstændig aftale med B A/S om en ekstraordinær varekredit, hvor B A/S havde et sædvanligt kreditorkrav mod interessentskabet, som indfriedes fuldt ud den 1. december 1998, og hvor B A/S til sikring af tilgodehavendet havde regnskabsindseende i debitors forhold samt sikkerhed i form af sekundær håndpant i de sikkerheder, der var deponeret i og håndpantsat i pengeinstitutter.

Landsskatteretten udtalte, at efter praksis blev en indtægt medregnet til den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4, når der var erhvervet en endelig og ubetinget ret til ydelsen. Ved betingede aftaler var udgangspunktet, at betingelserne ansås for resolutive, således at aftalen skatteretlig blev tillagt virkning fra aftalens indgåelse. Retten bemærkede herefter, at der mellem B A/S og E I/S var indgået to aftaler, dels om etablering af varekredit og dels om ydelse af et tilskud på 95.000, hvor aftalerne var indbyrdes afhængige og havde til formål at etablere en samhandel mellem parterne, og i overensstemmelse hermed var der etableret en samhandel med virkning allerede fra aftalens indgåelse. Ved aftalens indgåelse, herunder ved etablering af varekreditten måtte klageren således reelt anses for at have erhvervet endelig ret til tilskuddet, hvorved det bemærkedes, at tilskuddet endvidere blev forrentet fra aftalens indgåelse og med samme rentesats som den ekstraordinære varekredit. Retten fandt herefter ikke, at de i aftalen anførte betingelser udskød beskatningstidspunktet. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Et tilskud på 95.000 kr., der var ydet i 1995 af en leverandør i forbindelse med etablering af en varekredit til indehaverne af en nyerhvervet købmandsforretning, ansås for skattepligtig ved tildelingen. Et forbehold om at retten til tilskuddet ville bortfalde, hvis samhandlen ophørte inden 1.12. 1998, kunne ikke udskyde beskatningstidspunktet.