Repræsentationsudgifter, fradrag for
Statutory Text (2 Articles)
Repræsentationsudgifter, fradrag for
borgmester
forventningsprincip
Reference
SL § 6 a
LL § 9
LV 1997 A.F.1.14
A klagede for indkomstårene 1993-1995 inkl. over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt fradrag for repræsentationsudgifter m.v. med 6.000 kr. for hvert af årene.
Det fremgik af sagen, at klageren blev valgt til borgmester i X Kommune i 1978. Klageren havde i de påklagede indkomstår foretaget et skønsmæssigt fradrag for repræsentationsudgifter m.v. i forbindelse med erhvervelse af indtægt som borgmester.
Klageren havde vedrørende fradraget oplyst, at han i en lang årrække havde fået godkendt et skønsmæssigt fradrag for repræsentationsudgifter m.v. afholdt i forbindelse med erhvervelsen af indtægten fra hvervet som borgmester. Fradraget blev oprindeligt aftalt og godkendt af ligningskommissionen. Fradraget blev aftalt til 4.500 kr. pr. år. Beløbet blev efter aftale med de stedlige skattemyndigheder forhøjet til 6.000 kr. pr. år i 1985.
Told- og skatteregionen havde under henvisning til skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, ændret indkomstansættelserne med den begrundelse, at der ikke var hjemmel til at foretage fradrag. Regionen havde henvist til, at hvervet som borgmester ikke kunne anses som et lønmodtagerjob, og at klageren derfor ikke var omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 om lønmodtageres ret til fradrag for udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde.
Regionen havde anført, at klageren ikke i kraft af sin stilling som borgmester havde adgang til fradrag for repræsentationsudgifter. Sådanne udgifter blev dækket af kommunen og kunne derfor ikke anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, litra a.
Regionen havde endvidere fundet, at klageren ikke kunne støtte ret på forventningsprincippet med henvisning til, at et ukorrekt svar fra en kommunal ligningsmyndighed ikke havde nogen bindende virkning, når en overordnet statslig skattemyndighed som led i sin revisionsbeføjelse ændrede ansættelsen, ligesom tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der hvilede på et delvist forkert grundlag, ikke kunne skabe en retsbeskyttet forventning hos en skatteyder.
Det var endvidere en betingelse for at støtte ret på forventningsprincippet, at skattemyndighedernes tilkendegivelse havde været egnet til at øve indflydelse på de faktiske dispositioner. Regionen fandt, at dette ikke var tilfældet i denne sag, da en borgmester ikke havde haft mulighed for at fradrage omkostninger til repræsentation i forbindelse med sit hverv.
Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at de af de stedlige myndigheder godkendte fradrag blev lagt til grund ved indkomstansættelserne ud fra et forventningsprincip. Han havde til støtte herfor henvist til, at han havde indgået aftale med skattemyndighederne om fradraget, og at dette var blevet godkendt af ligningsmyndighederne.
Klageren havde endvidere anført, at han havde afholdt en række udgifter som borgmester, der ikke var blevet refunderet af kommunen. Disse udgifter måtte anses for fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6. Han havde ikke gemt dokumentation for de afholdte udgifter. Han havde endelig anført, at han hele tiden havde været tryg ved aftalen, han havde indgået med kommunen.
Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten indstillet de påklagede forhøjelser opretholdt med følgende begrundelse
"...at styrelsen ikke finder, at der er hjemmel til at indrømme en borgmester fradrag for afholdte udgifter i forbindelse med hvervet, hverken efter ligningslovens § 9 - da en borgmester ikke kan anses for lønmodtager - eller i øvrigt efter statsskattelovens § 6 a om fradrag for driftsomkostninger, da det ikke er nødvendigt for en borgmesters opretholdelse af indtjeningen, at der på egen regning afholdes udgifter til repræsentation. I den forbindelse bemærkes, at Folketinget ved lov nr. 534 af 13. december 1985 begrænsede adgangen til fradrag for repræsentationsudgifter til 25 %. Den påståede fornyede aftale med forvaltningen i 1985 om et årligt fradrag på kr. 6.000 indebar således en forudsætning om, at klageren afholdt udgifter til repræsentation på kr. 24.000 om året.
Det er en betingelse for at opnå fradrag for repræsentationsudgifter, at udgiften fremtræder som en nødvendig driftsudgift for den pågældende jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 punkt 14.3.3. Det kan for lønmodtagere f. eks. være tilfældet, såfremt den pågældende er lønnet med provision af den omsætning, som repræsentationen er afholdt med henblik på.
En borgmester har isoleret set ikke den fornødne selvstændige indkomstmæssige interesse i at afholde repræsentationsudgifter for kommunen, da dette som ovenfor anført ikke er nødvendigt for at opretholde indtjeningen. Sådanne udgifter må kommunen selv afholde f. eks. efter reglerne om udlæg efter regning, jf. intentionerne bag skattereformen 1987 om at tilskynde arbejdsgiveren til at afholde de udgifter, der er forbundet med arbejdet.
En borgmester kan dog have en økonomisk interesse i at blive genvalgt. Udgifter, som politikere afholder med henblik på valg eller genvalg, er indkomstopgørelsen uvedkommende jf. TfS 1995-320.
For så vidt angår spørgsmålet, om klageren efter praksis om forventningsprincippet kan støtte ret på den påståede aftale med skatteforvaltningen bemærkes, at denne aftale ikke ses at være nærmere underbygget eller dokumenteret, jf. herved dommene TfS 1997, 364 og 365 ØL, hvor der ikke kunne støttes ret på skattemyndighedernes udsagn, allerede fordi de skattepligtige ikke kunne løfte bevisbyrden for, at et udsagn var afgivet.
Såfremt det kan lægges til grund, at en aftale har være indgået, er det styrelsens opfattelse, at der til trods herfor ikke kan støttes ret på aftalen, selv om klageren har disponeret i tillid hertil. Til støtte herfor kan henvises til, at der efter retspraksis alene har kunnet støttes ret på "forkerte" udsagn fra de kommunale ligningsmyndigheder, hvis udsagnet drejer sig om et faktisk fordelingsskøn eller lignende, jf. Retssikkerhedsudvalgets redegørelse 1996, s. 106-107, og de der citerede afgørelser.
I den foreliggende sag er der tale om et hjemmelmæssigt spørgsmål, således at retspraksis ikke giver belæg for, at klageren kan støtte ret på aftalen. Hertil kommer, at aftalen endvidere må antages at føre til et resultat, der kan karakteriseres som direkte eller åbenbart ulovmedholdeligt, hvilket yderligere understøtter, at der ikke kan støttes ret på aftalen, jf. ovennævnte redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget s. 87 og s. 110-111.
..."
Landsskatteretten fandt i lighed med Told- og Skattestyrelsen, at der hverken i ligningslovens § 9 eller statsskattelovens § 6, litra a, var hjemmel til, at en borgmester kunne fradrage udgifter til repræsentation i forbindelse med hvervet som borgmester.
Uanset at fradragene var godkendt i en årrække, fandt retten i lighed med styrelsen, at klageren ikke kunne støtte ret på forventningsprincippet. Selv om det måtte lægges til grund, at der havde foreligget en aftale med den kommunale skattemyndighed om fradraget, kunne dette som følge af revisionsbeføjelsen ikke være bindende for de overordnede skattemyndigheder i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke var tale om en skønsmæssig fordeling af et i princippet hjemlet fradrag, men derimod om, hvorvidt der overhovedet var hjemmel til at fradrage udgifter af den omhandlede karakter.
Landsskatteretten fandt herefter, at de påklagede forhøjelser skulle stadfæstes.
En borgmester var ikke berettiget til fradrag for repræsentationsudgifter. Godkendelse af fradraget for tidligere år efter aftale med skatteforvaltningen medførte ikke fradragsret ud fra et forventningsprincip.