Legislator Case Law & Legislation
W19986054725 DK

Kursus, læger

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1998 60547 Valid

Kursus, læger

afholdt i Grækenland

fradrag for udgifter

Reference

SL § 6, stk. 1, litra a

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for udgift til kursus afholdt på græsk ø, 9.500 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren var praktiserende læge og drev lægevirksomhed sammen med læge B fra lokaler beliggende i X.

Praksisen blev drevet som et interessentskab, og interessenterne havde i perioden 5. - 12. september 1995 deltaget i kurset "Tab og Traumer" på en græsk ø. Kurset var arrangeret af Den Almindelige Danske Lægeforening, og var et kursus i sorghjælp og kriseintervention. Kursets formål var bl.a. at bibringe deltagerne forståelse for, hvad tab og traumer gjorde ved mennesker psykologisk.

Om kurset fremgik følgende af kursusprogrammet

Tirsdag den 5. september 1995

kl. 17.00 - 20.00

Introduktion til kurset

Præsentation

Baggrund for deltagerne

Onsdag den 6. september 1995

kl. 09.00 - 13.00

Gruppeinddeling

Deltagernes egne oplevelser af tab og traumer. Samtale og gruppeterapi

kl. 17.00 - 20.00

- fortsat

Torsdag den 7. september 1995

kl. 09.00 - 13.00

- fortsat

kl. 17.00 - 20.00

Teorier for krisers indvirken på mennesker. Terapeutiske modeller

Fredag den 8. september 1995

kl. 09.00 - 13.00

Deltagernes egne oplevelser af tab og traumer. Samtale og gruppeterapi

kl. 13.00 - 16.00

Praktisk opgave

kl. 16.00 - 19.00

Præsentation af opgave

Mandag den 11. september 1995

kl. 09.00 - 13.00

Normal sorgproces. Patologisk sorg. Diagnosticering af posttraumatiske forstyrrelser. Terapeutisk intervention

kl. 17.00 - 20.00

- fortsat

Tirsdag den 12. september 1995

kl. 09.00 - 13.00

Opsamling og afslutning

I regnskabet for interessentskabet var der under posten "klinikomkostninger" fratrukket 19.112 kr. vedrørende udgifter til kursus. Heraf udgjorde interessenternes udgifter til det omhandlede kursus 19.000 kr., således at udgiften for den enkelte interessent udgjorde 9.500 kr..

Skatteankenævnet havde, under henvisning til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, nægtet klageren fradrag for kursusudgiften på 9.500 kr.

Ankenævnet havde anført, at når et kursus var henlagt til et fremmed land - typisk almindelige turiststeder - medførte dette fradragsrettens bortfald, medmindre rejsemålet (kursusstedet) som sådant kunne siges at være fagligt begrundet.

Ankenævnet havde videre anført, at man var af den opfattelse, at kursusstedet ikke var fagligt begrundet, og dette skabte en formodning for, at kursets afholdelse på den græske ø havde været forbundet med betydeligt turistmæssigt islæt, således at kursusudgiften ikke kunne anses som en fradragsberettiget driftsomkostning.

Ankenævnet havde endvidere anført, at klageren ikke havde afkræftet denne formodning, henset til den tid, der var medgået til undervisning, set i forhold til varigheden af opholdet i Grækenland.

For så vidt angik klagerens henvisning til Vestre Landsrets Dom af 3. maj 1995 (TfS 1995.363) vedrørende en revisors deltagelse i et skattekursus på Kreta, hvor han fik medhold, havde ankenævnet bemærket, at Skatteministeriet havde anket dommen til Højesteret.

Ankenævnet havde endvidere anført, at man, uanset klagerens henvisning til, at en kollega havde fået fradraget godkendt, var af den opfattelse, at klagerens fradrag ikke kunne godkendes, idet man bl.a. havde henvist til Højesterets dom af 19. oktober 1994 (TfS 1994.738).

Klageren havde over for Landsskatteretten påstået fradrag for selve kursusudgiften, der udgjorde 6.000 kr.

Klageren havde henvist til Højesterets dom af 19. oktober 1994 vedrørende en el-installatørs deltagelse i et kursus om stærkstrøms-reglementet på Mallorca. Klageren havde i den forbindelse anført, at han tolkede dommen således, at den pågældende kursusdeltager blev beskattet af frirejsen til kursusstedet, men ikke af selve kursusudgiften. Klageren havde således fremhævet, at Højesteret fandt, at kurset havde været fagligt velbegrundet, at kurset var tilrettelagt ud fra saglige hensyn samt at kursisten havde deltaget fuldt ud i kurset. Klageren havde hertil anført, at tilsvarende gjaldt for hans deltagelse i det omhandlede kursus. Kurset var således tilrettelagt af Den Almindelige Danske Lægeforenings kursusudvalg og derfor fagligt velbegrundet samt tilrettelagt ud fra saglige hensyn, ligesom han fuldt ud havde deltaget i samtlige afholdte undervisningstimer.

Klageren havde endvidere fremhævet, at kurset omfattede 5 kursusdage med undervisning fra kl. 09 - 13 og igen fra kl. 16 - 19, dvs. 7 arbejdstimer hver dag, svarende til en arbejdsuge på 35 timer, med en fridag indskudt. Det var yderligere fremhævet, at der var tale om arbejdsbetingelser, som svarede til kurser, der blev afholdt i Danmark i Lægeforeningens regi.

Klageren havde endvidere anført, at Den Almindelige Danske Lægeforening, som arrangør, egenrådigt afgjorde, hvor kurserne skulle afholdes, uden skelen til evt. turistmæssigt islæt. Klageren havde i den forbindelse fremhævet, at et kursus afholdt i Skagen kunne have et lige så stort turistmæssigt islæt.

Klageren havde videre anført, at deltagelsen i kurset var betinget af, at man ikke tog ægtefælle med - ej heller som selvbetalende deltager i rejsen.

Klageren havde yderligere anført, at kurset var henlagt til midt i september måned uden for den egentlige turistsæson, og at hovedmotivet med at afvikle arrangementet i udlandet utvivlsomt havde været billiggørelse af kursusudgifterne i forhold til lignende arrangementer i Danmark.

Klageren havde endvidere anført, at han kendte til tilfælde, hvor kollegaer havde fået fradrag for udgifter til det omhandlede kursus eller fradrag for udgifter til lignende kurser.

Klageren havde desuden anført, at han ankede over, at hans anke ikke havde haft udsættende virkning - idet han var vidende om, at en lignende principiel sag var tabt af skattemyndighederne i landsretten, men var anket videre til Højesteret af myndighederne.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at det omhandlede kursus måtte anses for fagligt begrundet i forhold til den lægepraksis, som klageren og hans medinteressent drev, men at det valgte kursussted derimod savnede en faglig begrundelse. Det var derfor disse retsmedlemmers opfattelse, at kursusstedet skabte en formodning for, at der med kursets afholdelse var forbundet et sådant turistmæssigt islæt, at kursusudgiften ikke var en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Under hensyn til oplysningerne om den tid, der var medgået til undervisning, set i forhold til varigheden af opholdet på den græske ø, fandt disse retsmedlemmer ikke, at klageren havde afkræftet den nævnte formodning.

Disse retsmedlemmer voterede derfor for at stadfæste den påklagede ansættelse.

Et retsmedlem fandt, at der burde indrømmes fradrag i overensstemmelse med klagerens påstand. Retsmedlemmet havde herved henset til, at kurset måtte anses for fagligt acceptabelt, da det var arrangeret af Den Almindelige Danske Lægeforening, ligesom der var henset til, at ægtefæller ikke måtte deltage. Retsmedlemmet var endvidere af den opfattelse, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at kurset var afholdt uden for Danmark, når kursusstedet lå inden for EU.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Landsskatteretten bemærkede endelig, at retten ikke havde kompetence til at tage stilling til, hvorvidt de kommunale skattemyndigheders afvisning af berostillelse, afventende afgørelse af en verserende domstolssag, havde været berettiget.

Endelig adm. afgørelse 1998 60547 Valid

Klageren, som var praktiserende læge, havde deltaget i et kursus arrangeret af den Almindelige Danske Lægeforening. Kurset blev afholdt på en græsk ø. Kursusudgiften fandtes ikke fradragsberettiget, jf. TfS 1994.738 H.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →