Ejendomsavance
Statutory Text (2 Articles)
Ejendomsavance
genanbringelsesreglen
tidspunkt for indgivelse af selvangivelse
Reference
EBL § 6 A, stk. 1, litra c (dagældende)
LV 1997 E.J.2.5
A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde opgjort avance ved jordombytning til 25.606 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren ejede en landbrugsejendom, og at han i forbindelse med en jordfordelingsoverenskomst pr. 1. december 1995 frasolgte 9,9 ha til en værdi af 212.000 kr. og modtog 9,45 ha til en værdi af 50.000 kr.
Klageren, der havde regnskabsår fra 1. juli til 30. juni, havde ikke selvangivet avance vedrørende jordombytningen. Selvangivelsen for indkomståret 1996 blev indgivet den 5. maj 1997, og skattemyndigheden rykkede den 24. juli 1997 for en avanceopgørelse. Klageren indsendte denne den 31. juli 1997 og anmodede samtidig om, at avancen blev genanbragt i den tilkøbte jord, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A.
Skatteankenævnet havde afslået klagerens anmodning om genanbringelse af avancen i den tilkøbte jord, idet det som begrundelse var anført, at klageren ikke senest ved indsendelse af selvangivelsen for indkomståret 1996 havde begæret reglen om genanbringelse anvendt. Bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, litra c, var derfor ikke overholdt, og da der ikke i loven eller cirkulæret hertil fandtes bestemmelser, der gav mulighed for dispensation, havde skatteankenævnet stadfæstet avancebeskatningen i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 1.
Klagerens repræsentant havde nedlagt påstand om, at genanbringelsesreglen skulle finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansættelsen blev ændret efter indgivelse af selvangivelse for erhvervelsesåret.
Repræsentanten var enig i, at der ikke i ejendomsavancebeskatningsloven eller i cirkulæret hertil var fastsat regler om, at fristen for anmodning om genanbringelse kunne forlænges. Det fremgik dog heller ikke positivt, at der ikke var mulighed for dispensation.
Endvidere havde repræsentanten anført, at bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, litra c, ikke tog højde for de situationer, hvor der ikke var selvangivet nogen ejendomsavance og derfor ikke blev anmodet om genanbringelse i forbindelse med indsendelse af rettidig selvangivelse. Som overordnet betragtning havde man i § 6 A lagt vægt på, at erhvervelser, hvori man kunne genanbringe avance, skulle finde sted inden for bestemte indkomstår i forhold til den afståelse, som havde medført avancen. § 6 A, stk. 1, litra c, angav alene de formelle betingelser, således at man ikke i al fremtid kunne begære en ejendomsavance genanbragt med deraf følgende genoptagelse af tidligere indkomstår. I de tilfælde, hvor det først i forbindelse med den ligningsmæssige behandling af en ejendomsafståelse konstateredes, at der var opnået en skattepligtig avance, burde det efter repræsentantens mening være muligt at genanbringe avancen på ejendomme, der var erhvervet indenfor tidsfristen i § 6 A.
Repræsentanten havde henvist til de tidligere regler vedrørende branderstatning i lov om særlig indkomstskat m.v. § 2 B, hvorefter fortjeneste indvundet ved modtagelse af en erstatnings- eller forsikringssum ikke blev medregnet ved indkomstopgørelsen, hvis den skattepligtige genopførte bygningen for erstatningssummen og indsendte begæring om skattefritagelse. Uanset den formelle betingelse om anmodning om skattefritagelse ikke var opfyldt, blev der i flere tilfælde meddelt fritagelse for særlig indkomstbeskatning, jf. Statsskattedirektoratets afgørelser SD H.20.850 af 13. februar 1981 og SD 370-495-18 af 26. februar 1982.
Endelig blev det fra klagerens side anført, at der ikke på selvangivelsen var anført nogen procedure for, hvorledes genanbringelse skulle selvangives. Der var således ikke konkret anvist formkrav for, hvad der skulle være opfyldt, for at man overholdt loven og cirkulærets bestemmelser.
Sammenfattende gjorde repræsentanten gældende, at det i tilfælde som klagerens, hvor avancen ikke var selvangivet ved rettidig indsendelse af selvangivelsen, måtte anses for tilstrækkeligt, at der blev anmodet om genanbringelse samtidig med, at avancen rent faktisk blev selvangivet.
Landsskatteretten udtalte
I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, litra c, var det en betingelse for at anvende reglerne om genanbringelse af fortjenester ved afståelse af fast ejendom, jf. § 6 A - § 6 C, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen af en ejendom fandt sted, begærede reglen anvendt ved indsendelsen af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen fandt sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærede reglen anvendt senest ved indsendelsen af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Der var ikke hjemmel til at dispensere fra bestemmelsen.
Ved lov nr. 434 af 26. juni 1998 blev der som 2. pkt i § 6 A, stk. 1, litra c, indsat
"Hvis skattemyndighederne ændrer en ansættelse vedrørende afståelse af en fast ejendom, kan ejeren begære reglen anvendt, dog senest 3 måneder efter, at meddelelsen om ansættelsesændringen er modtaget."
Af bemærkningerne til lovforslaget til lovændringen (L 103-2 Folketingsåret 1997/1998) fremgik
"Den manglende dispensationsadgang er blevet kritiseret. Der er bl.a. gjort opmærksom på, at tidsfristen for genanskaffelser og/eller muligheder for at begære genanbringelsesreglen anvendt også burde omfatte de tilfælde, hvor der sker ligningsmæssige ændringer i forhold til det selvangivne.
Disse problemer kan illustreres ved et konkret eksempel.
En landmand har solgt noget landbrugsjord. Ved landmandens indkomstopgørelse er der ingen avance ved salg af landbrugsjorden. Efterfølgende finder ligningsmyndighederne imidlertid, at der er opstået en skattepligtig fortjeneste ved salg af jorden. Landmanden anmoder, efter at han har modtaget denne afgørelse, om tilladelse til at anvende ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, da han samme år som jorden var solgt har tilkøbt jord og foretaget forbedringer. Dette må afvises, idet anmodningen skulle være indgivet senest ved indgivelsen af selvangivelsen for det indkomstår, hvori han solgte jorden.
Dette er ikke hensigtsmæssigt. En skatteyder bør kunne påberåbe sig de nævnte regler, når der efterfølgende opstår en ejendomsavance, fordi skattemyndighederne har ændret ansættelsen.
Det foreslås derfor, at skatteyderen får en frist på 3 måneder til at begære de nævnte regler anvendt, når skattemyndighederne efterfølgende har ændret ansættelsen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor skatteyderen modtager meddelelsen om ansættelsesændringen fra skattemyndighederne."
Det fremgik af ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 434 af 26. juni 1998, at den ovenfor nævnte tilføjelse til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, litra c, havde virkning fra og med indkomståret 1999.
Landsskatteretten fandt ikke grundlag for mod den dagældende formulering af § 6 A, stk. 1, litra c, og ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven at tillægge lovændringen virkning for indkomstår forud for 1999. Klageren var derfor ikke berettiget til at modregne avancen ved afståelse af jord i anskaffelsessummen for tilkøb af jord, og den påklagede ansættelse blev stadfæstet, idet bemærkedes, at rigtigheden af avanceopgørelsen ikke var bestridt af klageren.
En skatteyder var ikke berettiget til at anvende reglerne om genanbringelse af fortjeneste ved salg af fast ejendom, idet anmodning herom ikke var fremsat inden udløbet af fristen i den dagældende lovbestemmelse.