Beklædningsudgifter

Beklædningsudgifter

vognmand

fradrag

Reference

SL § 6, litra a

LV 1997 A.F.1.19

A klagede for indkomståret 1994 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for udgifter til uniform, 2.361 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var selvstændig vognmand. Ved virksomhedsstarten den 1. august 1994 indgik han en samarbejdsaftale med B A/S. Klageren havde herefter for det påklagede år fratrukket udgifter til uniform og vinterjakke med 2.361 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke anset udgiften til anskaffelse af uniform for fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet udgiften ikke ansås for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Udgiften til uniformen ansås for at opveje en besparelse i almindelig beklædning og dermed for en privat udgift.

For Landsskatteretten havde klagerens advokat henvist til en virksomhedsbeskrivelse, hvorefter B A/S var et selskab, der i kraft af aftaler med et betydeligt antal vognmænd betjente kunder med alle former for transport- og distributionsløsninger. I den forbindelse rådede man over køretøjer i 9 kategorier, lige fra mindre kurer-vogne til køretøjer, som lastede op til 12 tons eller mere. Der var tale om en landsdækkende virksomhed.

Klageren indgik som en blandt mange selvstændige vognmænd, der således var underordnet det regelsæt, der var et nødvendigt led i B A/S' generelle kvalitetskoncept. I den sammenhæng var der udarbejdet en kvalitetshåndbog så sent som den 2. april 1997, hvoraf følgende tekst fremgik

"Den 1. april 1991 blev navnet ændret til B A/S, da der til stadighed var sket forveksling med et andet firma. Samtidig indførtes der den nuværende profil på såvel køretøjer som på uniformering. Dette havde medført en god genkendelseseffekt".

Efter advokatens opfattelse fremgik det heraf, at netop den særlige uniformering - og dermed de omkostninger, der var forbundet hermed - var væsentlige konkurrenceparametre. I branchen var der således en meget stærk konkurrence fra andre selskaber. Foruden på prisen blev der derfor også konkurreret på kvaliteten. I forbindelse med en licitation havde det også været en af prækvalifikationsbetingelserne, at transportselskabet bar profiltøj. Dette var således en betingelse for blot at kunne byde.

Det fremgik endelig af virksomhedspolitikken, at B A/S' virksomhed var godkendt og levede op til kravene i DS/EN ISO 9002.

Det var i øvrigt klagerens opfattelse, at den påklagede afgørelse var ukorrekt, idet udgiften til uniform af klager ansås for værende afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Såvel klageren som andre vognmænd, der var tilknyttet B A/S, måtte nødvendigvis af konkurrencehensyn være klædt i en præsentabel uniform, der ved sin kvalitet og særlige kendemærker var egnet til at differentiere B A/S og dets serviceydelser fra andre konkurrenter. Dette blev i høj grad opnået blandt andet i kraft af bestemmelsen i samarbejdsaftalens § 7, der havde følgende ordlyd

"Påklædning.

Vognmænd forpligter sig til at iklæde sig B's uniform i henhold til vognmandshåndbogen's anvisninger.

Vognmændene skal købe uniformer fra den af B anviste leverandør af dette.

Vognmændene skal sørge for, at uniformen renholdes, således at denne altid fremtræder i præsentabel stand.

Vognmænd må ikke efter samarbejdets ophør anvende uniformer med B-logo, hvorfor vognmændene er forpligtet til at afmontere B-logoer fra alle uniformer og indlevere disse sammen med B ID-kort".

Ifølge en kontrakt af 16. juni 1994 var klageren også forpligtet til at bære tøjet, og til i øvrigt at være ren og velsoigneret. Efter advokatens opfattelse var klageren således kontraktligt forpligtet til at indkøbe uniform af særligt udseende og af høj klasse. Fradragsretten måtte derfor følge af princippet om "den bundne anvendelse".

Uniformsudgiften kunne i den forbindelse ikke anses at opveje en besparelse i almindelig beklædning. Klagerens uniform var i øvrigt specialfremstillet og væsentligt dyrere end sådant tøj, som chauffører normalt anvendte. Dette fremgik også af skrivelse af 24. november 1997 fra beklædningsfirmaet. Klageren og de andre vognmænd måtte heller ikke anvende uniformen til privat brug. Denne havde således heller ikke værdi som privat beklædning. Heraf fremgik, at indkøb af uniform ikke indebar en reduktion i anvendelsen af privat tøj uden for arbejdstiden.

Advokaten havde videre anført, at retspraksis på området forekom ham noget vekslende gennem tiden. Ifølge ligningsvejledningen var der kun adgang til fradrag, hvis der var tale om dyrere tøj end sædvanligt tøj. Ved en udtalelse af 2. september 1994, TfS 1994.642 havde Told- og Skattestyrelsen imidlertid ikke stillet krav om, at tøjet var dyrere end sædvanligt, men blot om at der var en konkret erhvervsmæssig begrundelse for afholdelsen af udgiften til specialbeklædning. I TfS 1995.746 Ø vedrørende en korsanger, der deltog i koncerter, blev der lagt vægt på, at denne var kontraktligt forpligtet til at bære kjole og hvidt. Der blev videre henvist til, at der var tale om en anskaffelse, som folk ikke foretog i almindelighed. Der syntes således efter advokatens opfattelse at være sket en vis lempelse i bedømmelsen ifølge praksis. I klagerens tilfælde efterlyste advokaten i øvrigt, hvem der ville købe sådanne uniformer. De havde ingen privat værdi. Holdbarheden varierede meget efter brugen, men det var slidstærkt tøj, der i princippet kunne holde i 2 - 4 år. Et eksemplar af uniformen havde været forevist retten.

Endelig havde advokaten henvist til, at lighedsbetragtninger også kunne tale for at indrømme klageren fradraget. Den statslige konkurrence fra Postvæsenet gjorde sig efter advokatens opfattelse således stadigt mere gældende. Advokaten havde i den forbindelse henvist til en fremlagt Årsberetning fra Post Danmark. Efter advokatens opfattelse kunne der ikke være tvivl om, at Post Danmark blev indrømmet fradrag for sine udgifter til uniform. Når Post Danmark havde adgang til fradrag, måtte klageren ud fra lighedsprincipper have samme adgang til fradrag, hvis der skal kunne eksistere en fair konkurrence. Det måtte også anses for vilkårligt, hvis en vognmand, der drev sin virksomhed i anpartsselskabsform kunne få fradraget, men ikke klageren.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet, at skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet. I den forbindelse var henvist til, at praksis i relation til beklædning gik ud på at der var tale om private udgifter, også selvom der var tale om noget specielt arbejdstøj. I øvrigt var det kun merudgifterne til anskaffelsen, der var fradragsberettigede. Styrelsen havde ikke anset det konkret anskaffede tøj for dyrere end sædvanligt tøj, og det havde efter det oplyste en lang holdbarhed, og der blev i øvrigt anskaffet mange uniformer af ens type. Med de fremlagte fakturaer var det derfor ikke godtgjort, at der havde været en merudgift ved anskaffelsen af tøjet. Efter Styrelsens opfattelse var der ikke sket en tilsidesættelse af et lighedsprincip i relation til Post Danmark eller andre vognmænd, der drev deres virksomhed i selskabsform, idet bemærkedes, at der i nærværende sag var tale om en af klageren personligt dreven virksomhed.

Landsskatteretten bemærkede, at Ligningsrådet ved cirk. 1988-57 ophævede anvisningerne vedrørende standardfradrag for uniform/arbejdsdragt m. v., fordi der ikke kunne antages at være merudgifter i forhold til almindeligt arbejdstøj. Herefter måtte det i det enkelte tilfælde godtgøres, at der konkret var afholdt udgifter til arbejdstøj, der kunne berettige til fradrag for merudgifter hertil. I det foreliggende tilfælde var der anskaffet arbejdstøj af et specielt design, men af en beskaffenhed nogenlunde svarende til anden form for almindelig arbejdsbeklædning. Det kunne derfor ikke antages, at klageren havde afholdt udgifter, der oversteg udgifterne til almindelig beklædning. Det kunne ikke tillægges særlig betydning, at klageren havde været kontraktligt forpligtet til at købe uniformen, idet han ellers skulle have købt anden nogenlunde tilsvarende beklædning. Det blev derfor tiltrådt, at den omhandlede udgift ikke kunne fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, og den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

En vognmand, der som led i arbejdsvilkårene for at samarbejde med et vognmandsselskab skulle anskaffe uniform, ansås ikke for berettiget til at fratrække udgiften hertil, idet der ikke kunne antages at være tale om en merudgift i forbindelse med arbejdet.