Konsulentvirksomhed
Statutory Text (2 Articles)
Konsulentvirksomhed
personlig- eller selskabsindkomst
Reference
SL § 4
A klagede for indkomstårene 1994, 1995 og 1996 over, at told- og skatteregionen havde fundet, at konsulenthonorarer skulle beskattes som personlig indkomst.
Det fremgik af sagens oplysninger at klageren, som var uddannet speciallæge i psykiatri og som havde en doktorgrad samt en PhD-grad, var ansat som læge ved et amtshospital. Som bierhverv drev han konsulentvirksomhed, der blandt andet omfattede forskning, foredrag samt undervisning af læger samt personale på medicinalvirksomheder. Undervisningen bestod efter det oplyste bl.a. i klassifikation af sygdomme. Kursusdeltagerne skulle bl.a. ved hjælp af nogle skemaer og en pointskala være i stand til at klassificere vedkommendes sygdom. Nogle gange anvendtes der statister i undervisningen, andre gange rigtige patienter.
Indtægterne hidrørende fra denne konsulentvirksomhed var selvangivet og beskattet i det af klageren ejede anpartsselskab, og selskabet, der havde regnskabsår 1. oktober til 30. september, havde selvangivet konsulenthonorarerne således
1. januar 1994 til 30. september 1994
226.310 kr.
1. oktober 1994 til 30. september 1995
574.686 kr.
1. oktober 1995 til 30. september 1996
373.344 kr.
1. oktober 1996 til 31. december 1996
113.116 kr.
For skatteåret 1993/94 havde klagerens revisor anmodet de stedlige skattemyndigheder om at overføre 205.000 kr. til beskatning fra selskabet til klageren personligt, idet aftalerne som lå til grund for indtægten var indgået med klageren personligt. I de efterfølgende år, var aftalerne efter det oplyste i vid udstrækning indgået med selskabet, og nu blev alle aftaler indgået med selskabet.
Udgifterne, som var afholdt i forbindelse med erhvervelsen af konsulenthonoraret, var hovedsageligt biludgifter, telefon- og telefaxudgifter. Selskabet havde desuden ansat en instruktionslaborant - på daværende tidspunkt i en halvtidsstilling, hun fungerede bl.a. som sekretær og deltager i instruktionen af andre personer i forbindelse med udførelsen af forskellige opgaver i relation til forskningsopgaverne. Konkrete rejse- og opholdsudgifter blev normalt afholdt af kunden.
Desuden ejede klager en række landbrugsejendomme. Disse ejendomme var bortforpagtet til det af ham 100 pct. ejede anpartsselskab. Selve driften af landbrugsvirksomheden blev udført af klager i sin egenskab af direktør i selskabet.
Den løn som var trukket ud af selskabet til klageren vedrørte derfor dels arbejde i landbrugsvirksomheden og dels arbejde i konsulentvirksomheden.
Told- og Skatteregionen havde forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomstårene 1994-1996, idet regionen ikke havde anerkendt, at de oppebårne konsulenthonorarer blev lagt ind til beskatning i selskabet, konsulenthonorarerne skulle i stedet for beskattes som personlig indkomst hos klageren. Som begrundelse herfor havde regionen anført, at indtægterne alene ansås for oppebåret i kraft af klagerens personlige kvalifikationer og egenskaber. Det var ikke bestridt, at der havde været afholdt omkostninger i forbindelse med erhvervelsen af de omhandlede indtægter, men regionen havde ikke anerkendt, at udgifterne kunne fratrækkes/modregnes i klagerens skattepligtige indkomst, da udgifterne faktisk var afholdt af selskabet. Et fradrag hos klageren, skulle således modsvares af en skattepligtig indtægt ud fra en udlodningsbetragtning. Alternativt ville fradrag kunne godkendes såfremt klageren foretog en indbetaling til selskabet (omgørelse).
Regionen havde endvidere bemærket, at selskabets skattepligtige indkomst i de senere år havde været 0 som følge af fremført underskud fra tidligere år. Pr. 30. september 1996 var der et fremførselsberettiget, ikke-udnyttet underskud på 253.502 kr. Regionen havde fundet, at årsagen til at indtægterne oprindeligt var selvangivet og beskattet i selskabet, også havde været begrundet i skattemæssige overvejelser.
Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten principal påstand om, at klagerens personlige indkomst ikke blev forhøjes med 361.110 kr. for indkomståret 1994, med 511.386 kr. for indkomståret 1995 og 294.960 kr. for indkomståret 1996. Han nedlagde subsidiær påstand om, at såfremt Told- og Skatteregionen fik medhold i deres ligning om overflytning af bruttoindkomsten til klageren, da anmodedes der om, at omkostninger i forbindelse med aktiviteterne tillige kunne overflyttes til klageren.
Til støtte for den principale påstand havde repræsentanten bl.a. anført, at indkomsterhvervelsen var selskabsindkomst efter selskabsskatteloven (SEL). Det var principielt forkert, når Told- og Skatteregionen fremlagde det synspunkt, at den pågældende indkomst ikke kunne oppebæres i anpartsselskabet, men kun af klageren med henvisning til statsskatteloven § 4. Det var ubestrideligt, at indkomsttyper fra speciallægevirksomhed, forskning og fra undervisning alle hver for sig - eller samlet, kunne oppebæres som vederlag i et selskab og beskattes efter SEL's regler. At anvende SL § 4 medførte, at al indkomst oppebåret i dette land var personlig indkomst, hvilket selvsagt ikke de facto var tilfældet.
Selskabets indtægtserhvervelse bestod i at sælge varer og ydelser, som kunderne efterspurgte uagtet dette var landbrugsprodukter eller andre ydelser. Selskabet drev således virksomhed med overskud for øje og ingen andre formål. De varer og ydelser som blev afsat, var skabt på samme fundament som enhver anden virksomheds fundament, hvilket var kapacitet, kompetence, likviditet og soliditet. På denne måde adskilte selskabets virksomhed sig ikke fra andre virksomheders indkomsterhvervelse.
Repræsentanten havde desuden gjort gældende, at omkostningerne ved indkomsterhvervelsen var betydelig og indebar en reel risiko og kunne ikke adskilles fra indtægter. Omkostningerne i relation til forskning og undervisning havde repræsentanten opgjort således
Kroner
1994
1994/95
1996/97
1996/97
Omsætning
226.310
574.686
373.344
274.199
Lønninger
0
107.350
270.823
601.545
Øvrige
udgifter
74.437
210.693
105.307
116.372
Dæknings-
bidrag
151.873
256.643
-2.786
-65.545
Repræsentanten havde videre anført, at det forhold at Told- og Skatteregionen nægtede fradrag for omkostninger måtte siges at være i strid med skatteretspraksis og ikke mindst statsskattelovens § 6, litra a.
Den anvendte praksis var desuden godkendt af den stedlige kommune, kommunen havde således hvert år forespurgt til honoraromsætningen, og denne havde været afstemt i samarbejde med kommunen. I øvrigt gennemførte klageren og dennes selskab i samarbejde med de stedlige kommuner en strømlining af aktiviteterne der var mellem klager, dennes selskab og klagerens søn for årene 1988-1992.
Med henvisning til TfS 1998.485 H, hvor Højesteret fastslog at der ikke var hjemmel til at nægte en kunstner, der var selvstændig erhvervsdrivende, adgang til at henføre honorarindtægter til et af ham ejet aktie- eller anpartsselskab samt med henvisning til Ole Bjørns kommentar til dommen i SR-Skat nr. 5, 1998, havde repræsentanten bemærket, at Ole Bjørn i artiklen erklærede sig enig med Højesteret i, at den praksis der havde været anvendt i en række tilfælde, og som var anvendt analog på klager, ikke havde været holdbar. Den minimale usikkerhed som Told- og Skatteregionen havde anlagt i nærværende sag, for at bedømme om de af selskabet oppebårne indtægter skulle overføres til klageren og som havde været helt uden hold i gældende skatteret samt de realiteter der havde ligget bag selskabets indkomsterhvervelse, bortfaldt helt med Højesterets dom i Haugland-sagen og ikke mindst set i lyset af Ole Bjørns indlæg i SR-Skat nr. 5, 1998.
Afslutningsvis havde repræsentanten anført, at Told- og Skatteregionen havde baseret sin afgørelse på uhjemlet fradragsnægtelse og tilsidesættelse af den praksis, som var godkendt af kommunen.
Landsskatteretten udtalte, at indkomst, som var opgjort efter statsskatteloven § 4, skulle henføres til beskatning hos den, hos hvem indkomsten var oppebåret. Indkomst, der fremtrådte som selskabsindkomst og som var indtægtsført i selskabet, måtte som udgangspunkt også i skatteretlig henseende anerkendes som selskabets indkomst. Retten fandt, at det på grundlag af det oplyste måtte lægges til grund, at det var selskabet, som havde indgået kontrakterne med medicinalvirksomhederne. Bl.a. under hensyn til karakteren af undervisnings- og forskningsaktiviteten og den omstændighed, at der for selskabet var en vis økonomisk risiko forbundet hermed, samt henset til TfS 1998.485 H, fandt Landsskatteretten, at det ikke var klageren men derimod selskabet, der var rette indkomstmodtager af de omhandlede konsulentindtægter oppebåret af selskabet i den omhandlede periode. Den påklagede ansættelse blev nedsat til det selvangivne.
En hospitalsansat læge, der drev konsulentvirksomhed som bierhverv, bl.a. omfattende forskning, foredragsvirksomhed og undervisning, kunne henføre indtægterne herfra til et af klageren ejet anpartsselskab.