Købsmoms
Statutory Text (2 Articles)
Købsmoms
fradrag for byggeudgifter
ejendom også benyttet privat
Reference
Momslov § 39
A klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt momsfradrag for byggeomkostninger i forbindelse med nybygning af badeværelse, bryggers samt garage/værksted.
Det var oplyst, at klageren drev landbrug med tilhørende sukkerroekontrakt. Ligeledes blev der drevet hestestutteri fra ejendommen, herunder udlejning af hestebokse. Herudover beskæftigede klageren sig med solistoptræden til private fester med ca. 200 arrangementer årligt.
De omhandlede bygninger var opført i tilknytning til nybygget stuehus. Stuehuset og garage/værksted var bygget i samme stil med samme materialevalg, dog således at der på det meste af garagen/værkstedet var eternittag. På stuehuset var der tegltag. Der var direkte adgang fra boligen til værkstedet. I stuehuset var der et lille toilet uden bad. Bag køkkenet lå bryggerset, hvorfra der var adgang til garagen og badeværelset. Garagen var en dobbeltgarage med 2 udkørsler bort fra gårdspladsen. Der var placeret flisfyr samt vandvarmer derinde.
Regionen havde besigtiget ejendommen i september 1997 og havde bl.a. beskrevet bygningerne således
"Stuehus
Der er et lille toilet ved hovedindgangen, det er uden bad. Bag køkkenet er et bryggers, der er fra dette bryggers ikke direkte adgang ud til, men adgang til garagen. Fra dette bryggers er der adgang til toilet/bad.
Garage/værksted
Det er en dobbeltgarage, med udkørsel bort fra gårdspladsen. Der er fra dette værksted adgang til bryggerset. Der skal være placeret et biobrændselsfyr. Porthøjden er ikke så stor, så de store maskiner kan ikke komme ind, kun de små.
Gl værksted
Der er en bygning i forlængelse af den nye garage/værksted, det er stadig de gamle mure, porte og det gamle tag. Her er et uopvarmet værksted hvor der er to høje porte så de store maskiner kan komme ind.
Gl. lade
Der er en lade bag de andre bygninger, lavet af stålplader på siderne og eternittag. Der er ikke varme i laden. Den kan bruges til den store traktor samt andre store maskiner.
Stald
I den forreste del af stalden er der 6 hestebokse til udlejning og eget brug. Der er en håndvask og særskilt vandvarmer i rummet. Den ene boks er afskærmet og der er både bad og toilet til evt. brugere af boksene. I den bagerste del er der 6 hestebokse, i de 3 er der højt til loftet og kan klare store heste. I øjeblikket anvendes de 5 hestebokse til opbevaring af halm."
Klageren havde indhentet en erklæring fra en planteavlskonsulent, der i skrivelse af 7. januar 1998 havde oplyst følgende
"....
Jeg har den 6. januar 1998 besigtiget ovennævnte ejendom og fundet følgende
1. Staldbygning
Bygningen er ene indrettet til heste ved indretning med bokse, som alle er solidt og gedigent indrettet og kan benyttes af heste.
Der er p.t. opstillet et fritstående vandkloset uden afskærmning i den ene boks samt indrettet en meget primitiv, midlertidig og uafskærmet brusekabine bestående af bruser og alm. tynd plasticdug. Begge dele har været benyttet i forb. m. boligens ombygning, bruges ikke mere og fjernes.
I den anden boks er anbragt lidt rideudstyr, et par gamle kasser m.v. og prædikatet "opholdsstue" er ganske uantageligt.
2. Bad/toiletforhold
Ejendommens eneste baderum er herefter beliggende bag bryggers med eneste adgang fra dette. Bade- og toiletforhold her er derefter fælles privat/erhverv.
3. Garage/værksted
I dette rum befandt sig udover flisfyr bl.a. en slåmaskine til traktor, marksprøjte, gødningsspreder, højtryksrenser, græsslåmaskine, svejseværk m.v.
Det oplystes, at dette rum efter rydeliggørelse og yderligere indretning derudover agtes benyttes til værksted, kemikalierum og garage for den lille traktor (MF 135) og firmabil. Sidstnævnte indeholder musikinstrumenter, som ikke tåler for store svingninger i temperatur og luftfugtighed og derfor skal stå inde. Loftrum er påbegyndt indretning til lagerrum for diverse maskindele m.m. ved udlægning af kraftigt bjælkelag.
Hverken plads eller adgangsforhold stiller sig hindrende herfor - den mindre traktor kan køre ind gennem portene.
Flisfyr er anbragt hensigtsmæssigt som eventuel varmekilde ved korntørring.
For at komme ind i bryggers udefra er det nødvendigt at gå gennem værksted/garage/maskinrum. Uanset at dette rum ikke har karakter af bagindgang men som gennemgang til bagindgang = bryggers må det anbefales at bekoste opsætning af yderligere skillevæg mellem beboelse og værksted/garage/maskinrum, da den resterende dels erhvervsmæssige karakter derefter er uangribeligt.
Jeg vedlægger en faktura for min ulejlighed og er gerne til yderligere rådighed."
Klageren havde den 15. august 1997 til regionen fremsendt en negativ momsangivelse for 1. halvår 1997 lydende på 61.447 kr. Der var taget fradrag for 40 pct, af momsen af de samlede byggeudgifter i forbindelse med opførelse af stuehus med tilhørende garage.
Regionen havde nægtet fradrag for byggeudgifter og havde ansat momsangivelse for 1. halvår 1997 til -1.895 kr.
Klagerens revisor havde i skrivelse af 6. november 1997 til regionen fremsendt efterangivelse af momsbeløbet af bad/bryggers, idet klageren var indforstået med at bad/bryggers blev udtaget fra beregningen. Denne efterangivelse var trukket tilbage i forbindelse med klagen til styrelsen og Landsskatteretten.
Der var fremlagt 6 fotos af værkstedets indretning og indhold samt dettes placering i forhold til øvrige bygninger.
Regionen havde nægtet fradragsret for byggeudgifterne. Regionen havde lagt vægt på, at badeværelset var det eneste egentlige badeværelse i boligen, samt at bryggerset udgjorde en del af den samlede beboelse. Regionen havde videre fundet, at den eneste direkte bagudgang fra selve beboelsen foregik via garagen. Garagen var sammenbygget i vinkelform med beboelsen og ansås som en normal garage, der trods størrelsen udgjorde en garage til familiens to biler. Herudover fungerede den også som bagudgang og fyrrum.
Styrelsen havde ved den påklagede afgørelse fundet, at såvel karakteren af tilbygningen som tilbygningens placering i forhold til den almindelige beboelse gjorde, at både badeværelse, bryggers og garage måtte betragtes som en integreret del af den eksisterende bolig, hvorefter der ikke kunne godkendes fradrag for købsmomsen, jf. momslovens § 39, stk. 2. At garagen var indrettet med kraftstik fandtes ifølge styrelsen ikke at udelukke aktiviteter, der ikke vedrørte den registreringspligtige virksomhed. Styrelsen havde som eksempel på praksis nævnt momsnævnets afgørelse nr. 650/79 om en keramikers byggeudgifter i forbindelse med opførelse og indretning af et fyrrum, et pulterrum og et trapperum.
Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der skulle godkendes momsfradrag af byggeudgifterne til værksted/maskinhus med 100% samt momsfradrag for 50% af byggeudgifter vedr. bryggers og badeværelse.
Han havde til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at værkstedet udelukkende blev benyttet erhvervsmæssigt. Det var videre anført, at til regionens besigtigelse kunne tilføjes, at der var monteret flere kraftstik til brug for svejseapparatur, vinkelsliber og kompressor. Revisoren havde videre henvist til besigtigelsen foretaget af en planteavlskonsulent, hvor der under punkt 3 var omtalt flere erhvervsmæssige effekter.
Det var endelig anført, at badeværelse og bryggers tillige var anvendt af lejere af hestebokse.
Landsskatteretten udtalte
I henhold til momslovens kapitel 9 om fradrag bemærkedes med udgangspunkt i princippet i § 37, at alene købsmoms, der vedrørte momspligtig virksomhed kunne fradrages.
I henhold til momslovens § 39 gjaldt en specialregel om opgørelse af fradragsret for moms vedrørende opførelse, ombygnings-, reparations- og vedligeholdelsesarbejder på bygninger, der både anvendtes til formål, der var fradragsberettigede efter momslovens § 37 og til andre formål.
Som følge af bestemmelsen i momslovens § 39, stk 2, nr. 1, var fradragsret udelukket vedrørende lokaler, der anvendtes som bolig til virksomhedens indehaver eller personale, uanset om lokalerne tillige anvendtes i den pågældendes erhverv. Momsloven stillede således krav om, at lokalet skulle være anvendt udelukkende som driftslokale.
Landsskatteretten fandt, at bryggerset og badeværelset tillige var anvendt som bolig for virksomhedens indehaver, hvilket heller ikke ansås for anfægtet af klageren, hvorfor der ikke var fradragsret for købsmomsen vedrørende disse lokaler, jf. momslovens § 39, stk. 2.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt endvidere efter en konkret vurdering, herunder af de fremlagte fotos, at garagen/værkstedet tillige måtte anses egnet til at indgå som en integreret del af klageren og dennes ægtefælles private bolig, hvorfor der heller ikke kunne indrømmes fradragsret for købsmomsen vedrørende dette lokale, jf. momslovens § 39, stk. 2. Der var herved bl.a. henset til garagens placering i forhold til den resterende bolig, herunder at der alene var bagudgang fra boligen via garagen, at der ikke var anden garage til familiens privatbil, at lokalet efter udstyr og indretning ikke fremtrådte som et lokale, der udelukkende skulle anvendes erhvervsmæssigt, idet det bemærkedes, at lokalet som det fremstod i fremsendte fotos foruden at blive anvendt til maskinrum mv. tillige kunne anvendes til opbevaring af private indbogenstande.
Et retsmedlem fandt, at der kunne godkendes fradrag for 50% af byggemoms for garage/værksted, idet denne bygning også anvendtes erhvervsmæssigt.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede afgørelse blev stadfæstet.
Der kunne ikke godkendes momsfradrag for byggeomkostninger i forbindelse med nybygning af badeværelse, bryggers samt garage/værksted, idet disse også måtte anses for privat benyttede lokaler.