Registreringspligtig/ikke registreringspligtig
Statutory Text (2 Articles)
Registreringspligtig/ikke registreringspligtig
virksomhed
patentmægler
Reference
Momslov § 3, stk. 1
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at hans aktiviteter som bl.a. patentmægler af told- og skatteregionen ikke var anset som registreringspligtig virksomhed, da der ikke forelå en selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1.
Det fremgik af sagen, at klageren var pensionist, og at han havde erklærede aktiviteter inden for formidling af bl.a. afsætning af olie og sukkervarer, patentmæglervirksomhed og rederivirksomhed.
Klageren havde oplyst, at han fra sin bopæl drev Rederiet B, firmaet C S.A. (agricultural agencies), firmaet D og firmaet E.
Om sin baggrund havde klageren oplyst, at han allerede som ung mand fik erhvervsmæssige erfaringer bl.a. ved som salgschef at varetage formidling af salg af knowhow til USA, latinamerikanske lande mv, ligesom han havde erfaringer fra ansættelse i en større rederivirksomhed i Spanien.
Klageren havde i øvrigt i sagen henvist til korrespondance med en række virksomheder, samt en avisartikel fra 1996. I artiklen fremgik en beskrivelse af klagerens aktivitet som patentmægler. Det var herved oplyst, at klageren havde nedsat sig som patentmægler med det hovedformål at finde stort set ubenyttede patentrettigheder i Danmark, som kunne sælges eller licensafsættes til udenlandske virksomheder.
Told- og Skatteregionen havde tidligere afmeldt klageren fra momsregistrering med den begrundelse, at der ikke blev udøvet selvstændig økonomisk virksomhed. Denne afgørelse blev påklaget til Told- og Skattestyrelsen, som ved afgørelse af 17. april 1997, j. nr. 99/97-302-00525, stadfæstede regionens afgørelse. Styrelsen udtalte herved
"I brev af 16. marts 1997 har De klaget over en afgørelse truffet af Told- og Skatteregionen, hvorefter regionen har nægtet Dem tilbagebetaling af negativ moms, da De efter regionens opfattelse ikke udøver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
Told- og Skattestyrelsen fastholder regionens afgørelse.
Da De, på trods af gentagne opfordringer, ikke har dokumenteret, at der er tale om en selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1, finder Told- og Skattestyrelsen ikke, at der er belæg for at karakterisere Deres virksomhedsdrift som selvstændig økonomisk virksomhed og dermed tillade tilbagebetaling af den negative moms. Told- og Skatteregionen har modtaget en kopi af styrelsens afgørelse.
Styrelsens afgørelse er endelig, jf. momslovens § 78, stk. 2. Hvis De ønsker at gå videre med sagen kan den indbringes for domstolene senest 3 måneder fra dags dato, jf. momslovens § 80, stk. 4 og 5."
Klageren havde på trods heraf til regionen fremsendt en momsopgørelse af 9. april 1998 vedrørende januar-kvartal 1998
C S.A.
Opgørelse for perioden 01.01.98 - 31.03.98
Negativ moms
21.183,00 kr.
Positiv moms
3.906,25 kr.
Negativt momstilsvar
17.177,00 kr.
Ved afgørelse af 28. april 1998 havde told- og skatteregionen på ny fundet
"Deres brev af 9. april 1998 med tilhørende bilag er blevet gennemgået og giver anledning til følgende bemærkninger
1. En del af materialet har allerede flere gange tidligere været fremsendt både hertil og til Told- og Skattestyrelsen, og er indgået i de tidligere trufne afgørelser vedr registrering.
2. Materiale vedrørende ...... er korrespondance uden substans i relation til en dokumentation for, at De driver en virkelig virksomhed af erhvervsmæssig karakter.
3. Oplysningerne om tab på 9,5 mio kr. vedr. tabt oliehandel og formidling af 400.000 t sukker fra Cuba til Arabien forekommer på det foreliggende grundlag som uden relation til virkeligheden.
Konklusionen er stadig, at der ikke er grundlag for at De kan blive momsregistreret, idet en forudsætning for registrering er, at der drives selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1.
De har fremsendt en momsopgørelse for januar kvartal 1998, hvorefter De har et negativt momstilsvar på 17.177 kr. Da De ikke er momsregistreret, skal De ikke indsende momsopgørelser.
De har i momsopgørelsen anført en udgående afgift på 3.906 kr. Hvis De har udskrevet faktura med moms til nogen, er dette en strafsanktioneret overtrædelse af momslovens § 81, når De ikke er momsregistreret.
Er momsfaktura udstedt, skal forholdet berigtiges ved enten at tilbageføre momsen over for køber eller ved at indbetale beløbet til Told- og Skatteregionen, jf. momslovens § 52, stk. 3 og 4."
På klagerens opfordring havde Told- og Skattestyrelsen ved brev af 19. november 1998 fremsendt samtlige bilag fra journaler indeholdende klagerens tidligere korrespondance med Told- og Skattestyrelsen.
Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den udøvede virksomhed skulle anses afgiftspligtig, jf. momslovens § 3.
Til støtte herfor var det bl.a. anført, at der blev udøvet forretningsmæssige aktiviteter, ligesom der afholdtes store telefonudgifter, samt udgifter til annoncering i en morgenavis og konsulenthonorarer. Klageren havde særligt henvist til avisartikel om hans virke "Ubrugte patenter er en dansk guldgrube", hvilken blev bragt i et par aviser i 1996. Herudover havde klageren henvist til sin tidligere korrespondance med myndigheder og udenlandske forretningsforbindelser. Han havde oplyst, at der ikke havde været kontinuitet i forretningerne i virksomheden, hvilket dels skyldtes hospitalsindlæggelse, og endvidere afbrydelse af klagerens kommunikationslinier, herunder telefonforbindelse. Det var herved gjort gældende, at det ikke havde været muligt at afslutte påbegyndte forretninger.
Landsskatteretten udtalte
Det fremgik af momslovens kapitel 2, at afgiftspligtige personer var juridiske eller fysiske personer, der drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1.
Uanset såvel regelmæssig virksomhedsdrift som mere lejlighedsvise transaktioner faldt ind under lovbestemmelsen, var det en betingelse, at der forelå økonomisk virksomhed, og det bemærkedes i den forbindelse, at Told- og Skattestyrelsen tidligere ved afgørelse af 17. april 1997 havde fundet, at klagerens aktiviteter ikke kunne anses som selvstændig økonomisk virksomhed.
I tilfælde som det foreliggende, hvor klageren fortsat havde udarbejdet momsopgørelser og påberåbte sig tilbagebetaling af negativ moms, bemærkede retten, at det efter almindelige bevisbyrderegler påhvilede den, der anmodede om fradrag, ikke blot at godtgøre hensigten med påberåbte aktiviteter, men tillige at dokumentere, at betingelsen om økonomisk virksomhed var opfyldt.
Retten fandt, at de af klageren påberåbte hensigter ikke var bestyrket af nogen objektive momenter vedrørende virksomhedens intensitet og omfang. Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.
En pensionist, der havde haft aktiviteter inden for bl.a. patentmæglervirksomhed og afsætning af olie- og sukkervarer, kunne ikke anses at drive selvstændig registreringspligtig virksomhed. Han havde derfor ikke krav på tilbagebetaling af negativ moms.