Emballage
Statutory Text (2 Articles)
Emballage
flasker/dunke
engros/detail
Reference
Detailsalgspakningslovens § 1, st. 2.
Klagen til Landsskatteretten skyldtes, at A A/S var anset afgiftspligtige efter detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2, af beholdere med kemikalier, der var under 20 liter.
Det var oplyst, at selskabet importerede kemikalier i flasker/dunke, der anvendtes til fotofremkaldelse. Emballagernes størrelse varierede fra 100 ml til 5 l. Selskabet solgte varerne til grossister. I henhold til selskabets skøn var der kun ca. 1 % af videresalget af flasker/dunke, der gik til detailsalg.
Det var oplyst, at selskabets totale omsætning af produkter, hvoraf der skulle svares emballageafgift i 1998 indtil 31. august 1998 havde udgjort 3.460.000,00 kr. ekskl. moms. Heraf havde omsætningen af produkter, der både kunne anvendes til detail og engros udgjort 120.000,00 kr. ekskl. moms. Selskabet havde skønnet, at ca 75% af sidstnævnte produkter var solgt til detailsalg, idet det var bemærket, at det var særdeles vanskeligt at skønne over, hvor meget der reelt var solgt til detailsalg.
Der var fra selskabet oplyst, at de produkter, der kunne anvendes i detail såvel som engros, var produkter, der primært var rettet mod foto-amatøren, der selv fremkaldte hjemme i køkkenet. Dog anvendte visse portræt- og reklamefotografer også produkterne for opnåelse af "specielle" effekter, eller hvis de ikke normalt havde egen film/papirfremkaldelse og hurtigt skulle have fremkaldt en film/et stykke papir. Anvendelsen af kemien skete primært i små skåle eller mindre fremkaldetanke/maskiner beregnet for amatører. For så vidt angik de produkter, der udelukkende var til engros salg, var det oplyst, at produkterne dels alene kunne anvendes i store printer- og filmprocesser, der prismæssigt lå langt over, hvad fotoamatører købte (fra 175.000 kr. op til ca. 1.200.000 kr.), dels var produkterne ikke fra producenternes side produceret og emballeret til detailbrug. Produkterne blev kun solgt til fotohandlere med eget minilab og til professionelle fotografer/institutioner med eget laboratorium.
Selskabet havde udskrevet en liste over samtlige deres produkter og havde angivet de produkter, der både anvendes til detail og til engros.
Told- og skatteregionen havde ved den påklagede ansættelse anset selskabet for afgiftspligtig efter detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2, af flasker/dunke under 20 liter, uanset hvilken kundegruppe de blev solgt til. Regionen havde ved afgørelsen henset til det nylig udsendte nyhedsbrev om lovændringen (Jnr. 99/98-355-3 - februar 1998), hvori det var anført, at "Alle flasker og dunke med et rumindhold op under 20 liter anses her for afgiftspligtige detailsalgsbeholdere. Flasker og dunke på 20 liter eller derover er derimod afgiftsfrie engrosbeholdere." Regionen havde anført, at det samme fremgik af vejledningen VAV 32 side 7. Endelig var der henvist til referat fra et orienteringsmøde hos en brancheforeningen, hvor det samme var anført. Af dette referat fremgik videre, at en tilsvarende opdeling efter rumindhold i det vareområde, der indtil nu havde været afgiftspligtigt. Regionen havde herefter anført, at en opdeling imellem anvendelse til engros og detail var uaktuel.
Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at A A/S alene var forpligtet til at svare emballageafgift af de flasker og dunke, der blev videresolgt til detailsalg, jf. detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2.
Advokaten havde til støtte herfor anført, at A A/S som registreret varemodtager skulle svare emballageafgift af de dunke og flasker, der var beregnet til detailsalg, jf. afgiftslovens § 1, stk. 2. Selskabet skulle således tage stilling til afgiftsberegningen ved varemodtagelsen. Den 26. marts 1998 rettede selskabet forespørgsel til Told- og skatteregionen angående den korrekte afgrænsning mellem flasker/dunke, der anvendtes til detailsalg og til engros.
Advokaten havde til støtte for påstanden videre gjort gældende, at det af ordlyden i detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2, fremgik, at varen skulle være beregnet til detailsalg. Det var endelig anført, at Told- og Skattestyrelsen ikke administrativt var berettiget til at ændre på lovens klare ordlyd.
Landsskatteretten udtalte
Bekendtgørelse af lov om afgift af visse detailsalgspakninger og poser af papir eller plast mv. § 1, stk. 2, havde følgende ordlyd
"Der svares endvidere afgift af flasker og dunke til andre varer end de i stk. 1. nævnte, som er beregnet til detailsalg, og som har et rumindhold på under 20 l".
Retten fandt, at der ved vurderingen af afgiftspligten skulle henses til, hvorvidt flasken eller dunken var beregnet til detailsalg, idet en ren volumenmæssig afgrænsning ikke fandtes at være i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd.
For så vidt angik de produkter på produktlisterne, som selskabet havde oplyst både blev solgt til detail og til engros, fandt Landsskatteretten henset til, at selskabet ikke på nogen måde havde dokumenteret, at en del heraf blev solgt engros, og i givet fald hvor stor en del, at der skulle svares emballageafgift af samtlige disse oplistede produkter, idet de ansås at være beregnet til detailsalg, jf. detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2.
For så vidt angik de resterende produkter på de af selskabet fremsendte produktlister, der ifølge selskabet udelukkende solgtes engros, fandt retten under hensyn til det oplyste om produkternes karakter, at det var godtgjort, at disse produkter ikke havde været beregnet til detailsalg, hvorefter der ikke skulle svares emballageafgift heraf, jf. detailsalgspakningslovens § 1, stk. 2.
Et selskab skulle betale emballageafgift af beholdere med kemikalier under 20 l vedrørende den del af salget af produkter, der både kunne anvendes til detail og engros, men ikke af den del, der udelukkende solgtes engros.