Vægtafgiftsperiode
Statutory Text (2 Articles)
Vægtafgiftsperiode
registrering
dokumentation for salg
Reference
Vægtafgiftslovens § 10, stk. 1
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Central-Registreret for Motorkøretøjer havde anset ham for pligtig til at betale vægtafgift på 531 kr. ekskl. rente og gebyr i afgiftsperioden fra den 1. februar 1998 til den 21. april 1998.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren havde været registreret som ejer af en personbil af mærket Porche.
Følgende fremgik af fremlagt dokument dateret den 27. december 1997
"JEG A SÆLGER HERMED ET STK. PORCHE 924 SOM PRØVEKØRT OG BESET TIL:" (udeladt)
A"
FRI OG UBEHÆFTET
Klageren havde i brev af 7. april 1998 til Københavns Politi oplyst, at han ikke var bekendt med køberens navn og adresse.
Køretøjet blev afmeldt i Central-Registeret for Motorkøretøjer den 22. april 1998 på grundlag af forsikringsophør den 30. januar 1998 og klagerens erklæring af 20. april 1998 om bortkomne nummerplader, uden forinden at være ejerskiftet.
Central-Registeret for Motorkøretøjer havde som begrundelse for den påklagede afgørelse bl.a. anført, at vægtafgiften for perioden fra den 1. februar 1998 til den 21. april 1998 påhvilede klageren som registreret ejer (bruger) af køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse den 1. februar 1998, jf. vægtafgiftslovens § 10, stk. 1, og at køretøjets salg ikke fritog klageren for afgiftspligten. Den nye ejer af et registreret køretøj havde i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 20, stk. 1, pligt til at anmelde ejerskiftet inden 3 uger, medmindre køretøjet var afmeldt forinden. Såfremt det var dokumenteret, at køretøjet senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse, var overgået til anden ejer (bruger), uden at dette var anmeldt til registreringsmyndigheden, påhvilede afgiften dog alene den nye ejer (bruger), jf. vægtafgiftslovens § 10, stk. 4. Som dokumentation blev krævet dateret og af køber underskrevet købekontrakt, slutseddel eller lignende, mens dags dato kvittering ikke var tilstrækkelig. Den fremlagte slutseddel kunne ikke anerkendes som tilstrækkelig dokumentation, da det ikke på grundlag heraf var muligt at identificere køberen af køretøjet, hvorfor klagerens ansøgning af 13. maj 1998 om fritagelse for betaling af vægtafgift for køretøjet vedrørende afgiftsperioden 1.2.1998 - 21.4.1998 ikke var imødekommet.
Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at han blev fritaget for at betale vægtafgift for det omhandlede køretøj fra den 28. december 1997 eller senest 3 uger herefter.
Til støtte for påstanden havde klageren bl.a. gjort gældende, at han den 28. december 1997 solgte den omhandlede bil, og at han kort tid efter forsøgte at afmelde bilen på motorkontoret, som oplyste ham om, at det var den nye ejers pligt at omregistrere bilen inden for tre uger. Da dette åbenbart ikke skete, blev han af politiet opkrævet vægtafgift på køretøjet. Han gjorde derfor politiet opmærksom på salget og vedlagde kopi af salgsbrev underskrevet af den nye ejer. Den nye ejer fik imidlertid først omregistreret køretøjet den 21. april 1998, og klageren blev herefter opkrævet skyldig vægtafgift for den mellemliggende periode med den begrundelse, at den nye ejers underskrift på salgsbrevet var ulæselig. Klageren havde endvidere anført, at han intet ulovligt havde begået, at han ikke kunne stå til regnskab for læseligheden af andres underskrift, og at den nye ejer vel ikke ville benægte ægtheden af salgsbrevet, da bilen ellers stadig måtte tilhøre klageren.
Landsskatterettens bemærkninger
Det fremgik af vægtafgiftslovens § 10, stk. 1, 1. pkt., at afgiften påhvilede den, i hvis navn køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse var registreret.
Var køretøjet ved afgiftsperiodens begyndelse overgået til anden ejer, uden at dette var anmeldt til registreringsmyndigheden, påhvilede afgiften tillige den nye ejer, jf. lovens § 10, stk. 2.
I henhold til lovens § 10, stk. 4, påhvilede afgiften alene den nye ejer, selv om ejerskiftet ikke var anmeldt til registreringsmyndigheden, såfremt det dokumenteredes, at køretøjet senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse var overgået til anden ejer.
Retten fandt, at det fremlagte dokument dateret den 27. december 1997 ikke kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for, at køretøjet senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse var overgået til anden ejer. Der var herved henset til, at køberen ikke i dokumentet var identificeret i fornødent omfang.
Herefter, og da den nye ejer ikke havde anmeldt ejerskiftet til Central-Registeret for Motorkøretøjer, fandt retten, at afgiften ikke alene påhvilede den nye ejer i henhold til vægtafgiftslovens § 10, stk. 4.
Da klageren var registreret som ejer af det omhandlede køretøj ved afgiftsperiodens begyndelse den 1. februar 1998 og indtil den 22. april 1998, hvor køretøjet blev afmeldt i Central-Registeret for Motorkøretøjer, jf. vægtafgiftslovens § 6, stk. 3, fandt retten herefter, at det var med rette, at klageren var anset for pligtig til at betale afgift for det omhandlede køretøj i afgiftsperioden fra den 1. februar 1998 til den 21. april 1998, jf. vægtafgiftslovens § 10, stk. 1.
Den påklagede afgørelse blev stadfæstet. Det af klageren anførte kunne ikke føre til et andet resultat.
Et fremlagt dokument, hvori køberen ikke var identificeret, ansås ikke for tilstrækkelig dokumentation for, at en personbil var overdraget, og sælgeren skulle derfor betale vægtafgiften, indtil bilen blev afmeldt.