Kulbrinteskat

Kulbrinteskat

seismiske undersøgelser

begrænset skattepligt

Reference

KULBR § 3, jf. § 1.

LV 1997 D.A.2.10

A A/S's klage til Landsskatteretten for skatteåret 1993/94 skyldtes, at Ligningsrådet ikke havde anset de af selskabet selvangivne faste omkostninger, som var påløbet i ledighedsperioder, for fradragsberettigede i selskabets skattepligtige indkomst i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, jf. § 1.

Det fremgik af sagen, at selskabet indgik i B- gruppen, som var et datterselskab, der havde specialiseret sig inden for seismisk efterforskning til søs. Selskabet indgik i 1992 kontrakt med C A/S vedrørende indsamling af seismiske data på 3 felter i den danske del af Nordsøen. Aktiviteterne blev udført i perioden mellem den 12. marts 1992 og den 11. februar 1993.

Den seismiske efterforskning blev udført ombord på et skib, der var lejet på en langtids timecharter aftale med en uafhængig skibsreder, og specialudstyret af selskabet med henblik på udførelsen af de seismiske havundersøgelser. Endvidere indgik selskabet en kontrakt med C A/S om bearbejdning og analyse af data indhentet fra den seismiske efterforskning i de ovennævnte felter. Bearbejdningen og analyseringen af arbejdet blev udført i England.

Ligningsrådet havde anset selskabet for skattepligtigt til Danmark i medfør af kulbrinteskattelovens § 3, jf. § 1, af den opnåede fortjeneste. Den skattepligtige indkomst var i henhold til selskabsskattelovens § 7, stk. 1 og 2, jf. § 5, stk. 3, opgjort under ét for hele skattepligtsperioden. Beskatningsretten var tillagt Danmark i henhold til artikel 28 A, stk. 2, jf. artikel 7, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien.

Ved den påklagede ansættelse var den skattepligtige indkomst forhøjet med 4.147.811 kr., som var selvangivet som omkostninger, der var påløbet i ledige perioder uden for den danske skattepligtsperiode. Forhøjelsen var begrundet med, at der i henhold til kulbrinteskattelovens § 3, stk. 2, alene kunne fradrages omkostninger, der direkte kunne henføres til den pågældende aktivitet, som begrundede skattepligt til Danmark. Ved ansættelsen havde Ligningsrådet dog godkendt selskabets indkomstopgørelse vedrørende kontraktsperioden med C A/S, uanset at denne dækkede skibets samlede udgifter i 12 måneder fra marts 1992 til marts 1993 mod kontraktsperiodens varighed på kun 11 måneder. Der var således taget hensyn til påløbne omkostninger til at udstyre og genoprette skibets materiel i en periode på 14 dage før og 14 dage efter kontraktsperioden.

Selskabets revisor havde nedlagt påstand om, at der godkendtes et fradrag på 3.767.751 kr. for udgifter påløbet i ledighedsperioder. Endvidere havde revisoren nedlagt påstand om godkendelse af yderligere afskrivninger på 1.024.964 kr. som følge af værditab på seismisk udstyr og fradrag for forøgelse af de totale omkostninger ved anvendelse af en valutakurs på 10,546 opgjort til 1.851.431 kr.

Det var oplyst, at selskabet i 1981 indgik en time-charteraftale vedrørende omhandlede skib. På grund af mangel på kontrakter, refitting, dry docking, transit og stand-by perioder etc. kunne der opstå perioder, hvor skibet ikke var i brug til udførelse af en kontrakt. Udgifter påløbet som et resultat af ledighedstid kunne derfor betragtes som generelle administrative udgifter, som ifølge kommentaren til OECD-modeloverenskomsten påløb med henblik på selskabets faste driftssted.

Når selskabet indgik en korttidskontrakt som C-kontrakten, måtte det sikre sig, at kontraktbeløbet dækkede såvel de udgifter, der vedrørte den direkte udførelse af kontrakten som selskabets indirekte udgifter, inklusive udgifter vedrørende skibets og udstyrets ledighedstid. Selskabet havde selvangivet fradrag for ledighedstid vedrørende skibet med 4.147.811 kr., opgjort på grundlag af skibets logbog 6 måneder før og 6 måneder efter den danske skattepligtsperiode. Skibets totale ledighedstid i denne periode beløb sig til 19,38 pct. af den samlede tid. Fradrag for ledighedstid var derfor beregnet til 19,38 pct. af de samlede faste omkostninger påløbet under C-kontrakten. Baggrunden for denne beregningsmetode var ifølge revisoren, at et gennemsnit på 19,38 pct. ledighedstid i en periode, der kun delvis havde været dækket af kontrakter, efter selskabets opfattelse gav en fair og rimelig beregning af generelle omkostninger, som skyldtes ledighedstid, og som burde kunne anerkendes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Revisoren havde understreget, at der udelukkende var tale om driftsudgifter, som uden diskussion ville være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, såfremt der var tale om et fuldt skattepligtigt selskab. Selskabet havde således som udgangspunkt fradragsret for udgifterne i hjemlandet, men berøvedes værdien heraf, når de ikke kunne fragå i en positiv indkomst. Beskatningen af fortjenesten i Danmark blev derved for høj, ligesom de forskellige opgørelsesprincipper i hjemland og kildeland medførte, at der ikke blev opnået fuld lempelse i hjemlandet for dobbeltbeskatningen.

Ifølge revisoren medførte Told- og Skatteregionens opfattelse et forkert resultat, når det drejede sig om denne særlige type virksomhed, som havde sin indtjening i afgrænsede perioder i løbet af året, men hvor udgifterne påløb hele året. De udgifter, der påløb i ledighedsperioderne, var nødvendige for indtjeningen i samme udstrækning som de udgifter, der påløb i selve kontraktsperioden. Revisoren havde i den forbindelse bemærket, at ledighedsperioderne dækkede over to typer af ledighed, nemlig for det første perioder, som kunne betegnes "funktionel ledighed", som var en nødvendig del af udførelsen af de enkelte kontrakter, såsom vedligeholdelse (dokning), hvor der foretoges eftersyn, vedligeholdelse og reparationer, transit, refitting med henblik på en bestemt kontrakt, stand-by (udefra kommende omstændigheder), etc.

Disse perioder var en nødvendig forudsætning for, at der fortsat kunne indgås kontrakter. Skibet var eksempelvis i tørdok umiddelbart efter C-kontraktens udløb, og de derved påløbne udgifter kunne helt naturligt henføres til denne kontrakt. Derudover opstod der ledighedsdage, hvor man ventede på at få en kontrakt, og som derfor ikke kunne henføres til en bestemt kontrakt.

Revisoren havde i den forbindelse givet udtryk for, at de 5.449.281 kr., som Told- og Skatteregionen havde godkendt ud over skattepligtsperioden, meget vel kunne dække de udgifter, der havde funktionel sammenhæng med den danske kontrakt. Tvisten vedrørte derfor konkret de udgifter, der var påløbet i ledighedsperioder, som ikke kunne henføres direkte til den danske skattepligtsperiode.

Revisoren havde gjort gældende, at indkomstopgørelsen skulle baseres på de retningslinier, der gjaldt for indkomstopgørelsen for et fast driftssted, jf. OECD-modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, idet virksomheden i henhold til artikel 28 A, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien, skulle anses for drevet gennem et i Danmark beliggende fast driftssted. Fradragsretten omfattede derfor såvel direkte som indirekte driftsudgifter, der var afholdt med henblik på det faste driftssted, uanset hvor de var påløbet. Der var efter revisorens opfattelse hjemmel til at fradrage udgifter påløbet i egentlige ledighedsperioder, hvilket bl.a. fremgik af pkt. 16 i OECD-kommentarerne til artikel 7 i modeloverenskomsten. Her fremgik det, at der ikke gjaldt en fast fordelingsmetode for faste udgifter.

Til støtte for den nedlagte påstand havde revisoren endvidere henvist til Norges Høyesteretts dom af 9. marts 1995 (Regalia-dommen). Ved dommen blev der godkendt fradrag for en del af de omkostninger, der var påløbet i en stand-by periode. Fradraget blev fastsat skønsmæssigt efter forholdet mellem varigheden af kontraktsperioderne i de pågældende lande.

Selskabets opgørelse efter princippet i Regalia-dommen var baseret på størrelsen af de direkte omkostninger i ledighedsperioder i indkomstårene 1992 og 1993 beregnet under ét, hvilket beløb var opgjort til 16.765.699 kr. Fordelt på de forskellige kontrakter i perioden kunne 9.217.032 kr. henføres til den fortjeneste, der var opnået ved C-kontrakten. Under hensyntagen til at der ved ansættelsen var godkendt fradrag vedrørende skibet for en 12-måneders periode, var fradraget reduceret med 1/12 af de samlede omkostninger, der var godkendt ved ansættelsen, eller 5.449.281 kr., således at det påståede fradrag herefter udgjorde 9.217.032 kr. ÷ 5.449.281 kr. eller 3.767.751 kr.

Med hensyn til påstanden om yderligere fradrag for afskrivninger på seismisk udstyr var det oplyst, at selskabet ved ansættelsen havde fået godkendt afskrivninger svarende til de regnskabsmæssige afskrivninger i den omhandlede periode. Disse var foretaget efter et lineært princip ud fra de enkelte driftsmidlers levetid. Metoden blev anvendt efter aftale med selskabets revisor ud fra den betragtning, at det ville være meget vanskeligt at fastslå driftsmidlernes handelsværdi ved henholdsvis skattepligtens indtræden og ophør.

Påstanden om yderligere fradrag for afskrivning var fremsat som følge af, at selskabet ophørte med seismiske marineundersøgelser i juli 1994, i hvilken forbindelse det seismiske udstyr blev afhændet. Det var revisorens opfattelse, at det ved afhændelsen konstaterede tab burde fordeles ligeligt over 4 år, hvilket betød, at afskrivningerne i den danske indkomstopgørelse skulle forøges med 1.024.964 kr. Det var til støtte herfor gjort gældende, at de ved indkomstopgørelsen foretagne afskrivninger ikke havde været udtryk for det reelle værditab i skattepligtsperioden.

Endelig havde revisoren nedlagt påstand om, at udgifterne skulle forhøjes som følge af, at den anvendte valutakurs skulle reguleres, så den stemte overens med den gennemsnitlige kurs på indbetalingerne fra C A/S.

Revisoren havde i den forbindelse oplyst, at værdien af det engelske pund faldt fra ca. 11 kr. i marts 1992 til ca. 9 kr. i februar 1993. Indbetalingerne fra C A/S havde udgjort 80.396.569 kr. Bogføringen i selskabet var sket til kursen på betalingsdagen, som gennemsnitligt havde været 10,546. Ved omregning af udgifterne til danske kroner var der anvendt en gennemsnitlig kurs på 10,256.

Revisoren havde gjort gældende, at den gennemsnitlige kurs for indbetalinger ligeledes skulle anvendes på udgifterne, der herved forøgedes med 1.851.431 kr. I modsat fald ville kursfaldet på pundet have medført, at udgifternes værdi i kroner var faldet i forhold til indtægternes værdi i kroner. Indtægterne indgik dermed i indkomstopgørelsen med en forholdsmæssig højere vægt end udgifterne, hvorved beskatningen blev tilsvarende for høj. Da udgifterne afholdt i pund var direkte knyttet til erhvervelsen af indkomsten i kroner, jf. statsskattelovens § 6 a, burde udgifterne medregnes til den højere kurs for at opnå balance mellem periodens indtægter og udgifter.

Told- og Skattestyrelsen havde den 8. december 1997 overfor Landsskatteretten udtalt følgende

" Fradrag for omkostninger i ledighedsperioder er overordnet et spørgsmål om allokering af de samlede udgifter mellem henholdsvis bopælslandet og det eller de faste driftssteder, hvor der har været aktivitet.

I bopælslandet vil den globale indkomst blive opgjort, men der vil blive beregnet lempelse for indkomst hidrørende fra udlandet. Indkomsten fra udlandet vil blive opgjort netto, dvs. med fradrag af de udgifter, der er anset for medgået hertil.

Såfremt kildelandet indrømmer fradrag for udgifter, som bopælslandet samtidig anser for vedrørende indkomst i bopælslandet, vil dette resultere i dobbelt fradrag for de pågældende udgifter. Det samme er tilfældet, hvis mere end ét kildeland indrømmer fradrag for de samme udgifter. Hvis hverken bopælslandet eller kildelandet anser udgifterne for at vedrøre indkomst derfra, kan dobbeltbeskatning opstå.

Det er derfor væsentligt, at de involverede kilde- og bopælslande har samme opfattelse af, hvilke allokeringsprincipper, der skal anvendes. Dette forudsætter naturligvis overblik over både de totale udgifter og hvor mange kildelande der er tale om.

Periodevis aktivitet gennem flere år.

De to norske domme vedrørende Uncle John og Regalia er fortolkningsbidrag til allokeringsprincipper. Yderligere norsk fortolkningsbidrag vil blive dom i BJ Service Company (UK) Ltd., som forventes i marts 1998. Fælles for de 3 sager er, at der har været periodevis aktivitet på norsk sokkel gennem flere år. I alle sagerne drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt indirekte omkostninger på dage uden aktivitet i Norge indenfor det enkelte kalenderår skal kunne fradrages i den begrænsede skattepligtige indkomst.

Enkeltstående kontrakter.

I Danmark er offentliggjort Ligningsrådets afgørelse, TfS 1995.646. Til forskel fra de norske sager drejede de her nævnte danske sager sig om kontrakter i en kort periode (ca. 2 måneder) i et enkelt år.

Tilknytningen til Danmark som kildeland er således væsentligt løsere end i ovennævnte norske sager, idet der kun er tale om en enkelt kortvarig skattepligtsperiode her.

I A Ltd. er der tale om en enkeltstående skattepligtsperiode. Kontrakten omfatter 11 måneder. Selskabet er således skattepligtigt efter kulbrinteskatteloven for den pågældende periode, hvorefter skattepligten til Danmark ophører. Der indgås ikke flere kontrakter vedrørende Danmark.

I opgørelsen af indkomsten til Danmark kan naturligvis fradrages alle udgifter vedrørende kilder her. Der ses således ikke alene på tidsmæssig sammenhæng. Dageantal er dog formentlig i mange tilfælde den mest fornuftige fordelingsnøgle, når det drejer sig om indirekte omkostninger. Men udgifter, der godtgøres at vedrøre en given kontrakt, vil kunne fradrages ved indkomstopgørelsen uanset tidsmæssig sammenhæng.

Efter såvel kulbrinteskattelovens § 3 som selskabsskattelovens § 9 kan der alene fratrækkes udgifter, der vedrører indtægter, omfattet af den begrænsede skattepligt. Hvor skattepligten til Danmark alene er en kort enkeltstående periode bør udgifterne også kunne relateres til denne periode, bortset fra konkret afholdte udgifter i forbindelse med den eller de indtægtsgivende kontrakter.

Storbritanniens praksis.

Fortolkningsbidrag vedrørende ledighedsperioder foreligger fra Storbritannien, Inland Revenue, Oil Taxation Office (OTO), der offentliggør Guidance Notes. Noten omhandler situationer, hvor skattepligten til Storbritannien består i en periode, hvor et fartøj eller en rig er ledig, fordi der samtidig er andre fartøjer eller rigge i aktivitet på britisk sokkel. I disse situationer tillader OTO fradrag for en rimelig andel af omkostninger i ledighedsperioden.

Den omtalte guidance note dækker ikke, hvor kun et enkelt skib eller en enkelt rig er i arbejde, dvs. når der er tale om skattepligt i isolerede perioder. I disse tilfælde vil der ikke blive tilladt fradrag for ledighedsomkostninger, fordi beskatningsretten alene omfatter perioden med offshore aktiviteten.

Dette er beskrevet i en kommentar til guidance noten, dateret 17. september 1997, og udleveret på et seminar i Edinburgh, hvor emnet blev drøftet. Det er heri anført, at "it should be emphasised that the guidance note is aimed at vessel (or rig) operators who have more than one such mobile asset because this is the most common situation seen in the UK. It therefore does not specifically cover single vessel (or rig) owners. Instead we prefer to deal with these cases on a case by case basis because our treatment depends on the precise facts of the case. Where it is established that the vessel (or rig) operates intermittently on the UKCS so that the periods of activity relate to isolated periods we would not allow any idle time costs whatsoever since we would contend that our taxing rights would be restricted to the periods of offshore activities. However where it is established that the vessel (or rig) operates regularly, year in year out, on the UKCS we would allow idle time costs in accordance with the principles set out in the guidance note".

Det fremgår i øvrigt af guidance noten, at fradrag for ledighed skal reduceres med eventuelle betalinger for "waiting in harbour", "stand by", "down time", "mobilisation" eller "demobilisation". Det fremgår videre, at hvor antal dage anvendes ved allokering, anvendes som nævner det antal dage, som bogføringen dækker. OTO anerkender ikke, at nævneren kan være et andet tal, f.eks. det antal dage, riggen har været i arbejde.

Konkret vurdering.

A Ltd's skattepligt til Danmark er begrænset til perioden 11.marts 1992 til 11. februar 1993. Der er indrømmet fradrag for alle direkte og indirekte omkostninger vedrørende den pågældende periode. Som led i en forhandling med selskabet blev der yderligere indrømmet fradrag for en måneds omkostninger, således at omkostninger marts 1992 - marts 1993 (12 måneder) er fratrukket. Der er ikke konkret godtgjort yderligere omkostninger vedrørende den danske aktivitet. Efter Styrelsens opfattelse kan der herefter ikke fradrages ledighedsomkostninger for tiden før og efter indtræden og ophør af skattepligt til Danmark.

Styrelsens opfattelse er således i overensstemmelse med OTO's praksis. Det må antages, at Storbritannien anerkender fradrag for ledighedsomkostningerne, som en logisk konsekvens af, at de ikke ville blive anset for at høre til indkomst fra kildelandet.

Grundlag for beregninger af omkostninger i ledighedsperioder.

Efter Styrelsens opfattelse vil der således ikke blive tale om nogen beregning af ledighedsomkostninger vedrørende den danske indkomst.

Til Landsskatterettens kontors bemærkninger om godkendelse af selskabets opgørelse i henhold til den subsidiære påstand vil Styrelsen dog komme med nedenstående kommentarer.

Klagers beregninger viser allokeringen af udgifter i perioder uden aktivitet. C-kontrakten varer i 337 dage. Ledighedsomkostningerne fordeles af klager i forhold til antal dage uden kontrakt. I brev af 2. december 1994 er anført, at "apart from the contract with C the company has only had one other similar contract with NN in the Norwegian Sector from April 1992 to October 1992 ". Såfremt overhead omkostninger er samtlige overhead omkostninger, bliver der henført for meget til den danske kontrakt, idet en del heraf burde henføres til Norge, hvor der har været aktivitet i en del af perioden for den danske aktivitet.

Det af klager anvendte fordelingsprincip er ikke i overensstemmelse med Regalia. I Regalia sagen foretages beregningen indenfor det enkelte kalenderår. En opdeling på 1992 og 1993 giver alt andet lige følgende resultat

1992

Antal dage under kontrakt 328, heraf

Mærsk 295. Udgifter i perioden 5.383.446 kr.

Danmark 295/328 af 5.383.446 =

4.841.819 kr.

1993

Antal dage under kontrakt 285, heraf

Mærsk 42. Udgifter i perioden11.382.252 kr.

Danmark 42/285 af ll.382.252 =

1.677.385 kr.

1992 + 1993

6.519.204 kr.

"Regalia-metoden" fører altså til, at der henføres 2.697.828 kr. mindre til Danmark end vist i klagerens beregninger.

Anvendelse af den britiske metode ville yderligere reducere beløbet, idet nævneren ville være 365

1992 295/365 af 5.383.446

4.351.004 kr.

1993 42/ 365 af ll.382.252

1.309.739 kr.

1992 + 1993

5.660.743 kr.

Som led i forhandling er godkendt

5.449.281 kr.

Sammenfattende kan om beregningsmetoden konkluderes,

at omkostninger, der af klager er henført til den danske kontrakt, muligvis burde fordeles mellem den danske kontrakt og den norske kontrakt, som udføres i en del af perioden.

at efter "Regalia-princippet" ses der på hvert kalenderår for sig. Den danske kontrakt har relativt stor vægt i 1992 og relativt lille vægt i 1993. Ledighedsomkostningerne i 1993 er mere end dobbelt så høje som i 1992. Ved sammenlægningen af de 2 år i bilag 1e kommer de høje ledighedsomkostninger i 1993 til at indgå med for stor vægt på den danske kontrakt.

at "Regalia-princippet" ikke accepteres i Storbritannien, hvor selskabet er fuldt skattepligtigt. Efter Storbritanniens praksis skulle der ikke fratrækkes ledighedsomkostninger i den danske kontrakt, men i situationer, hvor fradrag for ledighedsomkostninger ville blive accepteret, ville brøkens nævner være 365.

at selskabet allerede er indrømmet fradrag for en måneds omkostninger udover kontraktens varighed, 5.449.281 kr., eller et tal, der ligger i nærheden af en beregning af ledighedsomkostninger. Det er derfor Styrelsens opfattelse, at eventuel indrømmelse af fradrag for ledighedsomkostninger allerede er dækket af dette beløb. "

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten indstillet ansættelsen stadfæstet under henvisning til dommen af 19. maj 1998 fra Norges Høyesterett. Dommen angik skatteansættelser for det britiske selskab B.J. Services Company (UK) Ltd., der udførte enkeltstående kontrakter på norsk kontinentalsokkel, og tvisten vedrørte opgørelsen af fradrag i den norske indkomst for selskabets faste udgifter, herunder leje af langtidschartret skib, finansierings- og administrationsudgifter samt visse salgsomkostninger. Skattemyndighederne havde godkendt fradrag for variable omkostninger, som var direkte knyttet til kontrakter på norsk område, samt for en forholdsmæssig andel af variable omkostninger, som generelt var påløbet i tilknytning til udførelsen af kontrakter, men som ikke kunne tilskrives en bestemt kontrakt. Selskabet havde derudover selvangivet fradrag for faste udgifter efter forholdet mellem aktivitetsdage i Norge og det samlede antal aktivitetsdage i regnskabsåret. Norges Høyesterett fandt, at det afgørende for fradragsretten var, om udgifterne var påløbet i forbindelse med virksomheden i Norge, jf. den norsk-britiske dobbeltbeskatningsaftale artikel 7, nr. 3. Ved vurderingen heraf var det samtlige dommeres opfattelse, at fradraget skulle opgøres som en andel af indkomstårets samlede faste udgifter. Ved beregningen af den fradragsberettigede andel skulle antallet af dage, der var medgået til udførelsen af kontrakter på norsk område sættes i forhold til hele indkomståret og ikke som påstået i forhold til skibets samlede antal aktivitetsdage. Der var ikke under Norges Høyesteretts behandling af sagen fremsat indsigelser mod skattemyndighedernes opgørelse af kontraktsdage i Norge, men det blev tilkendegivet, at beredskabsperioder, som var nødvendige for udførelsen af kontrakter på norsk område, måtte regnes som en del af virksomheden der, og at udgifterne derfor var fradragsberettigede.

Told- og Skattestyrelsen havde anført, at det fordelingsprincip, der var fastlagt med den norske højesteretsdom vedrørende B.J. Services Company (UK) Ltd., var i overensstemmelse med gældende principper for opgørelse af begrænset skattepligtig indkomst. Dette princip indebar en isoleret opgørelse af indkomsten i skattepligtsperioden med fradrag af de udgifter, der var påløbet i virksomheden på det faste driftssted. Herefter skulle der i kildelandet alene gives fradrag for faste udgifter i skattepligtsperioden beregnet i forhold til kalenderåret. Til skattepligtsperioden kunne henregnes dage, der var nødvendige for udførelsen af kontrakten i kildelandet. Derimod kunne der ikke inddrages venteperioder, som ikke havde tilknytning til aktiviteten i kildelandet.

Landsskatterettens bemærkninger

Ansættelsen af selskabets skattepligtige indkomst til Danmark omfattede den periode, hvor selskabet havde drevet virksomhed på dansk område og herved havde erhvervet indkomst, som var omfattet af kulbrinteskattelovens § 1.

Ved indkomstopgørelsen gjaldt bestemmelsen i kulbrinteskattelovens § 3, stk. 2, sammenholdt med artikel 7, jf. artikel 28 A, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien. Der kunne således i den skattepligtige indkomst kun fratrækkes udgifter i det omfang, de vedrørte indtægter fra det faste driftssted omfattet af den begrænsede skattepligt.

Ved den påklagede ansættelse var der godkendt fradrag for såvel direkte som indirekte omkostninger påløbet i en 12-måneders periode, som strakte sig fra ca. 14 dage før til ca. 14 dage efter kontraktsperioden med C A/S.

Det var herefter spørgsmålet, om selskabet yderligere kunne fratrække faste driftsudgifter, som var påløbet i ledighedsperioder uden for den danske skattepligtsperiode. Ved ledighedsperioder skulle forstås perioder, hvor selskabet ikke havde været begrænset skattepligtig til Danmark eller andre lande.

Landsskatteretten kunne i princippet tiltræde det af Told- og Skattestyrelsen anførte, hvorefter der som udgangspunkt ikke var adgang til at fratrække udgifter påløbet i ledighedsperioder ved indkomstopgørelsen for et fast driftssted efter kulbrinteskatteloven § 3. Der måtte dog efter en konkret vurdering være adgang til at henføre udgifter hertil, hvis der kunne påvises en nødvendig sammenhæng mellem udgifternes afholdelse og indkomsterhvervelsen, jf. den af Styrelsen nævnte praksis fra Norge og England, herunder særlig norsk højesteretspraksis. Den andel af indkomstårets samlede faste udgifter, som kunne fragå i den danske begrænset skattepligtige indkomst, skulle efter rettens opfattelse beregnes på grundlag af et skøn over det antal dage, der i løbet af indkomståret var medgået til udførelsen af indtægtsgivende kontrakter på dansk område. Beregningsmæssigt kunne der således blive tale om at anvende en virksomhedsperiode, der strakte sig ud over skattepligtsperioden.

Ved den påklagede ansættelse var der godkendt fradrag for faste udgifter svarende til en periode, der strakte sig ca. 14 dage på hver side af kontraktsperioden, og det var ikke fra selskabets side gjort gældende, at en større andel af ledighedsperioderne havde været direkte knyttet til udførelsen af den danske kontrakt.

På dette grundlag fandt retten, at ansættelsen var i overensstemmelse med det ovenfor nævnte fordelingsprincip, og den påklagede ansættelse blev stadfæstet på dette punkt.

Med hensyn til selskabets påstand om yderligere afskrivninger på driftsmidler, bemærkede retten, at afhændelsen var sket efter den danske skattepligtsperiodes ophør, hvorfor tabet herved ikke vedrørte den danske indkomst. Der var ikke hjemmel til efterfølgende at korrigere tidligere foretagne afskrivninger som følge af et senere konstateret tab ved afhændelse.

For så vidt angik spørgsmålet om, hvilken valutakurs, der skulle anvendes ved omregning af udgifterne, bemærkede retten, at den selvangivne kurs var i overensstemmelse med gældende praksis, idet tidspunktet for udgiftens afholdelse og ikke indtægtens erhvervelse var afgørende for kursfastsættelsen på udgiftsbeløbene. Der kunne således ikke skattemæssigt rettes op på kursfaldets betydning for udgifternes vægt i forhold til indtægterne, og revisorens påstand blev ikke taget til følge.

Omkostninger i forbindelse med drift af et udenlandsk ejet skib, der foretog seismiske undersøgelser, og som var påløbet i perioder, hvor skibet ikke opererede på dansk kontinentalsokkel, kunne fradrages i skattepligtig indkomst i det omfang, udgifterne kunne anses for direkte knyttet til udførelsen af den danske kontrakt. Ligningsrådets vurdering i så henseende blev stadfæstet.