Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 110/1998

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 110/1998

En kvinde og en mand har klaget til Pressenævnet over udsendelsen "Reimer Bo" bragt i Danmarks Radio på DR 1 den 16. september 1998, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen satte fokus på ytringsfrihed. Den første del af udsendelsen tog udgangspunkt i kritikken mod Mogens Camre som følge af hans udtalelser i en anden tv-udsendelse en uge tidligere. Den anden del af udsendelsen tog udgangspunkt i informationsmateriale udarbejdet i forbindelse med årets Operation Dagsværk, der var blevet kritiseret af Mosaisk Trossamfund.

I udsendelsen hed det bl.a.

" Reimer: Jeg går lige herop til dig (kvindens fornavn), for vi har været ude en tur på internettet og se hvad der egentlig foregår af debat, og der finder vi bl.a. frem til dig.

Du har en internetavis, som man mildt sagt kan sige er kritisk over for jøderne. Og du udgiver også en bog, som hedder "Døde virkelig 6 millioner". Det er en bog om holocaust, hvor vil du hen med det?

(Kvindens fornavn): Jeg vil frem til sandheden om det der, det er en ubekræftet myte, det der holocaust (buh-råb), bl.a. fordi for nogle år siden, der sagde man, at der var 4 millioner døde i Auschwitz, og de var gasset alle sammen. Nu er det kommet ned på 1 million eller sådan noget lignende. Hvor er de 3 millioner blevet af?

Reimer: Ja, hvad det vil jeg spørge herovre.

Martin G. Veise: Det her, det her Nu er det, at jeg bliver uenig med Bent Falbert, hvor er det, vi har ytringsfrihedens grænse? Fordi her har vi med at gøre, en gruppe mennesker, der benægter alt, hvad der findes af historiske fakta, og så kan man spørge sig selv, er det nu fordi, vi er bevidst om, at vi vil benægte historien, vi vil simpelthen ikke have med den at gøre, man kan også være almindelig uoplyst eller ubegavet, eller man kan være et menneske, der tjener et helt andet formål. Nemlig at give nazi-tiden, lige pludselig, et lidt mere blomsteragtigt ansigt et acceptabelt udseende. Og hvor har vi det så henne? Hvor er det så, at straffelovens bestemmelser skal komme i anvendelse? Fordi vi er jo 100, hvor du siger "Jamen, folk er oplyste, og de oplyste skal have lov til at drøfte det i medierne. Det er din retssal, og du er selv dommer.

Reimer: Det var så et spørgsmål til Falbert.

Bent Falbert: Nu skal du høre, jeg tror ikke, at risikoen er så stor for, at synspunkter, at så gale synspunkter, som vi lige har hørt her, skal få noget som helst rådefæste, der er vi heldigvis 99,9% af verdens befolkning, der vil sige noget andet.

Martin G. Veise: Hvad så med de mennesker, der har oplevet det? Hvad med de efterladte?

Bent Falbert: Der render mange mennesker rundt i verden med besynderlige budskaber og vil lave om på historien. De har jo set det forsøgt f.eks. i Sovjetunionen og Kina og andre steder. Nu er de altså nogle sennazister, her en meget lille randbevægelse, der forsøger at skrive historien om. Det vil ikke lykkes. Og svaret skal da ikke være at putte dem i fængsel.

Reimer: Lad os lige gå herover nu. Nu blev ordet nazi brugt.

(Kvindens fornavn): Det er jo ikke mig, der har lavet historien om. De 4 millioner, som paven stod og velsignede for, jeg ved ikke, 10 år siden eller sådan noget lignende. Der stod på 19 forskellige sprog: Her er 4 millioner jøder døde. I 1990, tror jeg det var, der raderede man alle de der ting ud, og nu står der, at der er 1 million døde.

Reimer: Hvor står det?

(Kvindens fornavn): Det står i Auschwitz. I flere år stod der ikke noget på de sten. Nu står der 1 million eller 1½ million eller sådan noget lignende, og jeg vil gerne vide, hvor er de millioner blevet af?

Martin G. Veise: Hvor svært kan det være at forstå, at der var mange andre lejre end Auschwitz? Hvor var den danske folkeuddannelse? Hvor har det svigtet for dig?

(Kvindens fornavn): Det kommer jo ikke sagen ved.

(klapsalver)

Reimer: Prøv lige, prøv lige .

Martin: Hvor svært kan det være

Reimer: Prøv lige at høre, lige et øjeblik, jeg kommer tilbage

(Kvindens fornavn): Må jeg have lov at tale ud? Det er ikke mig, der har lavet historien om.

Reimer: Ved du hvad, nu går jeg

(Kvindens fornavn): Og i øvrigt kan jeg fortælle dig

Reimer: Jamen, jeg går herover. For herovre sidder du "

Klagerne har anført, at ytringsfriheden trues af middelalderlige forhold syd for vore grænser, og at denne oplysning er af allerstørste betydning for offentligheden og derfor ikke må hindres i at blive offentliggjort.

Klagerne har videre anført, at det var aftalt med udsendelsens researcher, at den bog, klagerne havde udgivet, skulle vises for seerne, og at begge klagerne skulle komme til orde i udsendelsen, hvilket imidlertid ikke skete. De oplysninger, der blev bragt i udsendelsen, blev derfor ikke kontrolleret så langt, det var muligt, idet (kvindens fornavn)s oplysninger kunne dokumenteres ved fremvisning af side 34 i bogen. Klagerne burde endvidere havde haft mulighed for at forklare, hvad revisionisme er.

Klagerne har herudover anført, at studieværten benyttede sig af (kvindens fornavn)s manglende rutine, således at hun derved blev fremstillet som en forvirret nazist, der udkastede urimelige påstande. Klagerne er imidlertid ikke nazister og har aldrig været det.

Klagerne har yderligere anført, at den af de to, der udtalte sig, burde have haft ret til at tale ud og burde have haft lejlighed til at svare på de grove angreb, der kom fra andre.

Klagerne har ydermere anført, at det i en debat om ytringsfrihed bør være tilladt at kritisere jødiske opfattelser, uden at fjernsynet stempler dette som nazisme og uddeler mundkurv.

Klagerne har endelig anført, at publikum var instrueret til at fremkomme med en brølekoncert.

Danmarks Radio har i en udtalelse anført, at redaktionen af udsendelsen aftalte med klagerne, at de skulle medvirke i et program, som handlede om ytringsfrihed, ikke om revisionismen.

Danmarks Radio har videre anført, at den ene af klagerne fik mulighed for at præsentere sit synspunkt: at jødeudryddelsen ikke fandt sted i tilnærmelsesvis det omfang, som fremgår af historiebøgerne.

Danmarks Radio har herudover anført, at man må forvente, at der kommer kraftige reaktioner, når man i et debatprogram påstår, at jødeudryddelsen stort set ikke fandt sted, idet udsagnet med rette kan opfattes som et forsøg på at rense de værste krigsforbrydere i moderne historie. Samtidig må det tages i betragtning, at emnet for aftenens debat var ytringsfriheden, og det var derfor centralt, om revisionister som klagerne skal have lov til offentligt at ytre sig.

Danmarks Radio har endelig anført, at der med hensyn til direkte udsendelser altid vil forekomme en risiko for, at et levende forløb kan udvikle sig på andre måder, end det på forhånd var tilrettelagt.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Erling Fugl.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at den redaktionelle frihed, der tilkommer en tv-station, indebærer, at der under en direkte udsendelse kan forekomme ændringer i forhold til det planlagte forløb.

Klagerne var i forvejen bekendt med, at der i udsendelsen ville deltage et publikum, som ville kunne medvirke med både individuelle indlæg og meningstilkendegivelser i øvrigt. På denne baggrund finder Pressenævnet, at man når man accepterer at deltage i en udsendelse af den pågældende karakter må være forberedt på udsendelsens form, herunder også at man ikke nødvendigvis får lejlighed til at komme til orde i det omfang, man selv ønsker, og som under andre omstændigheder kunne være passende.

Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Danmarks Radio.

Afsagt den 16. december 1998.

Den ene af klagerne havde medvirket i en debatudsendelse på tv. Hun måtte derfor være forberedt på udsendelsens form, herunder også at man ikke nødvendigvis får lejlighed til at komme til orde i det omfang, man selv ønsker.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere mediet.