Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 92/1998

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 92/1998

K har klaget til Pressenævnet over forsiden og en artikel bragt i Ugeaviserne i Århus den (udeladt), idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Forsiden havde teksten

"- HIV HAR GJORT MIG YDMYG OVER FOR LIVET

- Jeg kunne godt unde andre, at de fik en livstruende diagnose bare en måneds tid så de kunne få ryddet rigtigt op i sig selv, siger (fornavn), der har levet med hiv-smitten de sidste 11 år.

Læs mere side 5."

Forsiden blev illustreret af to billeder af klageren. På det ene billede stod hun med hovedet bortvendt og kiggede op ad en trappe, og på det andet billede kunne man se hendes ene øje mellem fingrene, som hun holdt op foran sit ansigt.

Teksten til billederne lød

"- Selv om jeg ved, at jeg ikke skal dø om 14 dage, kan jeg få dårlig samvittighed over for min søn "

" siger (fornavn), der af hensyn til ham, har valgt at optræde anonymt."

Selve artiklen, der blev bragt over hele side 5, blev illustreret af endnu et billede af klageren, taget foran domkirken. På dette billedes sås klageren fra brystet og op, set fra siden. Også på dette billede havde klageren bortvendt ansigt.

Artiklen havde overskriften "- DØDEN ER RYKKET TÆTTERE PÅ" og havde bl.a. dette indhold

"(Fornavn) har levet som hiv-positiv de seneste 11 år uden at være smittet med aids. Nu har hun opdaget en knude i sit ene bryst og oplever pludselig døden rykke tættere på sig, end hun har set den siden 1987.

- Jeg står foran en mammografi-undersøgelse og ryger med ét ind i en helt anden tankeverden. Der dør jo flere kvinder af brystkræft end af aids!, siger hun og fortsætter

- På den anden side har tiden med hiv givet mig en ydmyghed over for livet. Jeg har hørt og snakket meget om døden, jeg har fået psykolog-behandling, og jeg har lært at acceptere, at vi alle skal dø. Fraværet af dødsangsten giver mig dagligt ro i sjælen.

Konfronteret med tanken om døden og omverdenens fordomme har den 42-årige kvinde oplevet så stærk en renselse af sjælen, at hun gerne vil dele den med andre. Men af hensyn til sin søn ønsker (fornavn) ikke at stå frem med sit fulde navn."

Selv om hun er mærket af sygdommen, har (fornavn) alligevel overskud til at hjælpe andre af de cirka 4.000 hiv-smittede i Danmark. Hun er således aktiv i bestyrelsen for AktHIVhuset i Århus, en selvejende institution som danner rammen om det oplysende, forebyggende og psykosociale arbejde i forbindelse med aids og hiv. Huset bygger på frivilligt arbejde.

- Jeg måtte opgive mit job som kok for fire år siden på grund af en diskusprolaps. Siden da har jeg levet af en førtidspension i et godt og trygt familieliv sammen med min mand og min søn på 16 år.

- Min mand er den kæreste, der oprindeligt smittede mig med hiv tilbage i 1987, efter at han selv var blevet smittet på en af sine sejlture som maskinmester, fortæller (fornavn), der aldrig glemmer den dag, hendes liv forvandlede sig fra orden til kaos på et øjeblik.

- Kort efter, at min kæreste var kommet hjem fra sejlturen, blev han syg. Han lod sig hiv-teste på Marselisborg Hospital og blev fundet positiv. Selv om jeg følte mig forberedt, blev mit liv kaotisk på sekunder. Heldigvis tog sygeplejerskerne på Marselisborg sig godt af mig."

Klageren har anført, at bladet via AktHIVhuset i Århus fik kontakt med hende, og at hun skulle fortælle om det at leve som hivsmittet samt om kombinationsbehandling og dens efterfølgende livsvilkår. AktHIVhuset gjorde journalisten opmærksom på, at han skulle garantere for deltagerens evt. ønske om anonymitet, og journalisten svarede, at det ikke ville være et problem, idet billedmaterialet kunne sløres, og navne og identitet kunne ændres.

Klageren har videre anført, at journalisten over for hende lovede, at anonymiteten ikke ville blive et problem, og at han ville faxe artikel og billedmateriale til AktHIVhuset til godkendelse, når han havde skrevet artiklen. I forbindelse med interviewet bad klageren om at hedde "Mette" som dæknavn.

Klageren har herudover anført, at hun ikke rykkede journalisten for materialet, idet hun ikke kendte publiceringsdatoen. Hun blev derfor fortvivlet, da hun så sig selv på bladets forside og side 5 med vellignende billeder, autentiske personlige oplysninger om hende selv og hendes familie og ikke mindst, at artiklen var skrevet med brug af hendes rigtige navn. Da hun om aftenen kontaktede journalisten, svarede han, at han desværre havde glemt at faxe materialet til hende.

Klageren har yderligere anført, at artiklen på grund af den manglende anonymitet fik konsekvenser for hende og hendes familie, og at hun er blevet genkendt på billede og navn af personer, der ikke kender hende.

Klageren har endvidere anført, at der er tale om en sober artikel, som med få ændringer ville have givet et objektivt billede af det at være hivsmittet og have bevaret hendes udtrykte ønske om ikke at blive genkendt i artiklen.

Klageren har endelig anført, at hun ikke ønsker yderligere presseomtale, der kan henføres til hende og hendes familie.

Bladet har i en udtalelse anført, at journalisten på det kraftigste har beklaget, at klageren ikke som aftalt havde fået billederne til gennemsyn, inden artiklen blev trykt. Han havde imidlertid sikret sig, at klageren ikke kunne genkendes på det udvalg, der var videregivet til redaktionssekretariatet.

Bladet har videre anført, at de øvrige klagepunkter på ingen måde svarer til journalistens forklaring. Han har ikke indgået en aftale om, at klageren skulle have artiklen til gennemsyn, og han var overbevist om, at det anførte fornavn var opdigtet. Bladet har videre anført, at journalisten tog det for givet, at klageren ville sige fra og sætte en parentes om de detaljer, der ikke måtte komme med i artiklen.

Bladet har herudover anført, at det må være op til klageren selv at sætte grænserne for, hvad hun ønsker medtaget af detaljer i en artikel, hvor hun skal være anonym, og at hun ikke kan genkendes på baggrund af de bragte billeder, som hun i øvrigt selv har indvilget i, blev taget.

Bladet har yderligere anført, at der er tale om en både sober og saglig artikel om et samfundsrelevant emne, og at bladet på ingen måde har ønsket at afsløre klagerens identitet, men det skete på baggrund af den beklagelige misforståelse, at journalisten troede, at klagerens fornavn var hendes forslag til et opdigtet navn.

Bladet har endelig anført, at bladet på grundlag af telefoniske henvendelser fra klageren og hendes ægtefælle har strammet proceduren op, så lignende misforståelser ikke burde kunne finde sted i fremtiden

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Der skal vises takt i forbindelse med alvorlig sygdom af hensyn til både den syge og dennes pårørende. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt, og et ønske om anonymitet skal overholdes fuldt ud.

Det er i sagen ubestridt, at det var aftalt, at klageren skulle have billedmaterialet til gennemsyn forud for offentliggørelsen af artiklen. Såfremt en sådan aftale skal have mening, må det forudsættes, at billederne ikke ville være blevet brugt mod klagerens protest. Klageren fik imidlertid ikke billederne til gennemsyn.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en egentlig bevisførelse om, hvilke aftaler parterne havde indgået i forbindelse med interviewet.

Det er imidlertid Pressenævnets opfattelse, at bladet på grund af klagerens alvorlige sygdom har haft en forpligtelse til i ganske særlig grad at sikre sig, at klageren var indforstået med gengivelsen af de oplysninger, der blev bragt i artiklen.

Pressenævnet lægger til grund, at klageren på grund af billederne sammenholdt med artiklens oplysninger kan genkendes også af personer, der ikke i forvejen kender klageren. Under henvisning hertil og da bladet trods aftale herom ikke lod klageren få billederne til gennemsyn, finder Pressenævnet, at bladet har tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik af Ugeaviserne i Århus.

Pressenævnet finder, at nævnets kendelse i overensstemmelse med klagerens ønske ikke bør offentliggøres, idet dette ikke kan ske uden en yderligere krænkelse af klageren.

Afsagt den 4. november 1998.

I forbindelse med en artikel, der omhandlede klagerens alvorlige sygdom, var det aftalt, at klageren skulle have de optagne billeder til gennemsyn før offentliggørelsen. Dette skete ikke. Da der var tale om omtale af klagerens alvorlige sygdom, havde bladet en forpligtelse til i ganske særlig grad at sikre sig, at klageren var indforstået med gengivelsen i bladet. Klageren kunne p.g.a. teksten samt billederne genkendes, også af personer, der ikke kendte klageren i forvejen.

God presseskik var overtrådt, og nævnet udtalte sin alvorlige kritik. Det blev ikke pålagt bladet at offentliggøre kendelsen, da dette ikke kunne ske uden yderligere krænkelse af klageren.