Nyt om arbejdsskader - pludselige løfteskader ved arbejde i plejesektoren - Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9 og § 9 a
Statutory Text (2 Articles)
Nyt om arbejdsskader - pludselige løfteskader ved arbejde i plejesektoren - Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9 og § 9 a
SAGERNE
Erhvervssygdomsudvalget har indstillet til Arbejdsskadestyrelsen, at skader i 4 sager anerkendes som pludselige løfteskader. I alle sager er der tale om skader, der er opstået ved arbejde i plejesektoren.
Arbejdsskadestyrelsen har besluttet at følge udvalgets indstillinger.
SAG NR. 1 - RYGSKADE
42-årig sygehjælper fik et knæk i ryggen, da hun skulle løfte en badebænk med en ældre kvinde. Hun skulle flytte bænken, så beboeren kunne rejse sig op, hvorefter en anden sygehjælper skulle assistere på det lille badeværelse. Der var tale om et delvist understøttet løft i en akavet stilling, hvor sygehjælperen stod foroverbøjet med vrid i ryggen.
Sygehjælperen pådrog sig ved løftet en varig skade i form af mén.
Sygehjælperen har siden 1989 arbejdet som sygehjælper på et plejehjem. Arbejdet er beskrevet som belastende plejearbejde med mange daglige personløft og -håndteringer.
SAG NR. 2 - RYGSKADE
37-årig sygehjælper fik et knæk i ryggen, da hun sammen med en kollega ved hjælp af et stiklagen skulle have en beboer højere op i sengen. Beboeren vejede 100 kg og havde svære lammelser.
Sygehjælperen pådrog sig ved løftet en varig skade i form af mén og et muligt tab af erhvervsevne.
Sygehjælperen har i knap 4 år arbejdet på et ældre plejehjem. Arbejdet er beskrevet som belastende plejearbejde med mange daglige personløft og -håndteringer under uhensigtsmæssige forhold.
Udvalget lagde derudover vægt på, at løftet var særligt belastende på grund af beboerens vægt.
SAG NR. 3 - KNÆSKADE
49-årig hjemmehjælper fik en knæskade, da hun sammen med en klients søn skulle hjælpe klienten fra bækkenstol til en seng. Løftet foregik i en akavet stilling, idet hjemmehjælperen uden selv at kunne dreje sin fod sammen med hjælperen skulle dreje klienten fra bækkenstolen til sengen.
Hjemmehjælperen har ved løfteskaden pådraget sig en varig knæskade.
Hjemmehjælperen har i ca. 11 år forud for skaden været beskæftiget med almindeligt varieret arbejde som hjemmehjælper. Siden 1990 har hun arbejdet i aftenvagt, hvor der var mange akavede personløft og -håndteringer.
Ved udvalgets vurdering blev endvidere lagt vægt på, at knæskaden ud fra en lægelig vurdering med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives det akavede løft.
SAG NR. 4 - SKULDERSKADE
50-årig sygehjælper fik en skulderskade, da hun sammen med en kollega skulle vende en ca. 90 kg tung halvsidigt lammet patient. Vendingen foregik i akavet stilling, idet sygehjælperen i en stærkt foroverbøjet stilling med armen under patientens overkrop, der var fri af underlaget, trak patienten udad.
Sygehjælperen har ved løfteskaden pådraget sig en varig skulderskade.
Sygehjælperen har en lang årrække været ansat på en medicinsk afdeling på et sygehus, hvor hun dagligt har haft mange akavede personløft og -håndteringer.
KOMMENTAR
I 1996 blev arbejdsskadebegrebet udvidet med de såkaldte pludselige løfteskader.
Udvidelsen betyder, at varige muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger, skal betragtes som arbejdsskader under forudsætning af, at den skadede i en periode forud for skaden har haft belastende løftearbejde.
Sagerne vurderes i Erhvervssygdomsudvalget, der indstiller til Arbejdsskadestyrelsen, om skaden i den enkelte sag bør betragtes som en arbejdsskade.
Loven angiver ikke, hvad der skal forstås ved "belastende arbejde i akavede stillinger", og definerer heller ikke, hvad der skal forstås ved "belastende arbejde i perioden forud for den pludselige løfteskade", ligesom denne periodes længde heller ikke er fastsat i loven.
Det er således overladt til Erhvervssygdomsudvalget at fastlægge en ramme for behandlingen af sager om pludselige løfteskader. Det betyder, at de forskellige nye begreber skal afgrænses og indbyrdes afbalanceres. Udvalgets vurdering af disse begreber i den enkelte sag skal ske under hensyntagen til, at anerkendelse som arbejdsskade forudsætter, at skaden med overvejende sandsynlighed må antages at skyldes det arbejde, som den skadede har haft.
Arbejde i plejesektoren med personløft og personhåndteringer kan ikke uden videre sammenlignes med andet arbejde, der indebærer løft.
Erhvervssygdomsudvalget har derfor drøftet en generel ramme for behandlingen af pludselige løfteskader, der sker ved arbejde inden for plejesektoren. I forbindelse med drøftelsen blev det nyeste forsknings- og undersøgelsesarbejde i form af Lone Donbæk mfl.'s rapport "Personhåndtering - Arbejdsmiljø og helbred" forelagt.
Udvalgets overvejelser mundede ud i, at udvalget enedes om følgende ramme for indstilling om anerkendelse som arbejdsskade af pludselige løfteskader i plejesektoren
Skaden skal være sket i forbindelse med et akavet løft eller arbejdssituation, der kan sidestilles med et akavet løft.
Hvad angår lovens krav om belastende løftearbejde i en periode forud for skaden er udgangspunktet, at der skal have været tale om ca. 4 års belastende plejearbejde med akavede personløft og -håndteringer.
Periodens længde kan nedsættes til omkring 2 år, hvis det skadevoldende løft har været særligt belastende eller det forudgående plejearbejde har været usædvanligt belastende.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ingrid Parsby eller konsulent Claus Lind.
Pludselige løfteskader ved arbejde i plejesektoren