Nyt fra Ankestyrelsen - servicelovens regler om samvær og kontakt, herunder overvåget samvær - af specialkonsulent Birgitte Randbøll - lov om social service § 57
Statutory Text (3 Articles)
Nyt fra Ankestyrelsen - servicelovens regler om samvær og kontakt, herunder overvåget samvær - af specialkonsulent Birgitte Randbøll - lov om social service § 57
Ved servicelovens ikrafttræden er der kun sket få ændringer i reglerne vedrørende særlig støtte til børn og unge. I reglerne om samvær og kontakt er kompetencen til at træffe afgørelse om overvåget samvær alene Børn og unge-udvalgets, i modsætning til tidligere, hvor en afgørelse om overvåget samvær indtil 3 måneder skulle træffes af kommunalbestyrelsen.
Endvidere er der givet adgang til at træffe foreløbig afgørelse vedrørende overvåget samvær, jf. servicelovens § 57, stk. 4. Tidligere har der kun kunnet træffes foreløbig afgørelse vedrørende samvær og kontakt ved afbrydelse af forbindelsen og anonymisering af anbringelsesstedet.
Fra lovgivers side betragtes overvåget samvær som et uhyre stort indgreb i forældres ret til at være sammen med deres barn, da udgangspunktet i servicelovens § 57, stk. 1 er, at forældre og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt ved barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, og at kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet og den unge holdes ved lige. Denne ret omfatter både en ret til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Ret til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt.
Lovgiver har således fundet, at afgørelser om overvåget samvær er så indgribende, at afgørelser herom, skal træffes under iagttagelse af de særlige retsgarantier, som knytter sig til behandlingen i Børn og unge-udvalget. Kommunen skal derfor tilbyde forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand, gøre forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse i Børn og unge-udvalget. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden.
Hvornår er der tale om overvåget samvær?
I følge servicelovens § 57, stk. 3 kan Børn og unge-udvalget når det findes nødvendigt af hensyn til barnet eller den unges sundhed eller udvikling for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. De materielle betingelser for at kunne træffe en afgørelse om overvåget samvær er således ikke ændret.
Når kommunen finder det nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge, at der er en repræsentant udpeget af kommunen til stede under samværet skal dette forelægges Børn og unge-udvalget. Det er derfor vigtigt at vurdere, hvorvidt denne nødvendighed foreligger eller om formålet kan nås med mindre indgribende foranstaltninger f.eks. stedlig regulering som vilkår for samværet. En kommune kan ikke aftale med forældrene, at et samvær skal være overvåget.
I bistandsloven og serviceloven skelnes der mellem overvåget samvær og vilkår for samvær Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen i § 57, stk. 2, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.1
I SM O-58-98 fandt Ankestyrelsen, at en kommunes afgørelse om fastsættelse af vilkår for samværet, ikke kunne sidestilles med overvåget samvær, hvorfor der ikke skulle træffes afgørelse efter reglerne herom, Af sagen fremgik det, at kommunen alene havde bestemt, at samværet skulle foregå i plejefamilien, og at plejemor regulerede sin direkte tilstedeværelse ved det fastsatte samvær mellem moderen og hendes søn, i overensstemmelse med moderens ønsker og barnets aktuelle behov.
Ankestyrelsen har ophævet afgørelser om overvåget samvær, hvor styrelsen ikke har fundet det nødvendigt, at der var en 3. person til stede under samværet, og hvor formålet har kunnet opnås med mindre indgribende forholdsregler såsom stedlig regulering af samværet.
Der har været tale om situationer, hvor barnets tryghed i samværet blev tilgodeset tilstrækkeligt med den stedlige tilrettelæggelse af samværet, herunder at moderen var indstillet på at søge råd og vejledning og indstillet på, at samværet skulle foregå på institution.
Samvær og kontakt mindre end en gang om måneden = afbrydelse af forbindelsen
Før 1. juli 1998 blev enhver beslutning, som medførte, at samvær kun måtte finde sted mindre end en gang om måneden sidestillet med en beslutning om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge.
I servicelovens § 57, stk. 2, 3. pkt. er det fastsat, at der ikke efter 1. pkt. kan træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden (kalendermåned). En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge og skal behandles efter reglerne herom, jf. § 57, stk. 3. Det vil sige, at selvom der er samvær mindst en gang om måneden, er der tale om afbrydelse af forbindelsen, hvis andre former for kontakt begrænses til mindre end en gang om måneden f. eks. telefon- og brevkontakt, og sagen skal forelægges for Børn og unge-udvalget med iagttagelse af de samme retsgarantier som nævnt ved overvåget samvær.
Ankestyrelsen har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmål om afbrydelse af samvær og kontakt, hvor der var tale om andre former for kontakt end samvær.
Afbrydelse af forbindelsen mellem forældre og barnet eller den unge angår som udgangspunkt forældrenes kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene, da barnet uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentligt behov for at meddele sig til forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis den ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.
Ankestyrelsen har i en principiel sag udtalt, at der ikke eksisterer en generel nedre grænse for, hvornår kontakt mellem forældre er et samvær i bistandslovens forstand. Ankestyrelsen fandt, at det altid må bero på en konkret vurdering af forældrenes og børnenes forhold, hvornår et samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om afbrydelse af forbindelsen.2
Ankestyrelsen har endvidere truffet afgørelse om at afbryde samværet mellem forældrene og et barn på 12 år for en periode på 1 år. Barnet havde været anbragt uden for hjemmet, siden det var 3 år, og samværet, der tidligere havde været overvåget, havde allerede været afbrudt i 1 år. Ankestyrelsen lagde vægt på beskrivelserne af de overvågede samvær, der var belastende for barnet, at forældrene fortsat ikke accepterede barnets ophold i plejefamilien, og at barnet havde særlig behov for stabilitet og tryghed (SM 0-60-98). Sagen er efterfølgende blevet stadfæstet af landsretten.
Samvær og kontakt med andre end forældrene
Det er almindeligt accepteret, at det er vigtigt for et barn eller en ung at fastholde relationerne til det hidtidige nære miljø. Dette omfatter langt flere personer end forældrene. Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets eller den unges dagligdag kan have tætte relationer til barnet eller den unge, som det kan være af betydning at opretholde under anbringelsen uden for hjemmet.
Kommunen skal under hensyn til formålet med anbringelsen sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre nærtstående end forældrene holdes vedlige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge. Kommunen skal derfor være opmærksom på barnets eller den unges egne ønsker om kontakt med andre end forældrene.
Forud for ændringer i bistandslovens regler om anbringelse uden for hjemmet pr. 1. januar 1993 - herunder nye regler om samvær og begrænsning i samværet, blev det i "Graversen-udvalget" drøftet, hvorvidt der burde være en egentlig lovhjemlet ret til samvær for andre end forældrene. Udvalget var af den opfattelse, at denne ret alene kunne tillægges forældrene.
Barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene er blandt de spørgsmål, der under en anbringelse vil være nærliggende af drøfte med indeha
veren af forældremyndigheden. Kommunen må for at undgå konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge, være opmærksom på tilkendegivelserne fra indehaveren af forældremyndigheden med hensyn til barnets eller den unges forbindelse med andre nære pårørende m.v.
Kommunens adgang efter § 55, stk. 1 til at træffe afgørelser om barnets eller den unges forhold under anbringelsen omfatter også spørgsmålet om samvær og kontakt med andre end forældrene. Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunen - af hensyn til formålet med anbringelsen - mod forældremyndighedens indehavers ønske træffer afgørelse om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en nærtstående skal opretholdes som i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens indehaver ønsker. En afbrydelse af forbindelsen mellem en nærtstående og barnet eller den unge bør som udgangspunkt ikke medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at
sende breve til nærtstående. Barnet eller den unge kan - uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører - have et væsentligt behov for at sende en hilsen til nærtstående.
Ankestyrelsen har i en principiel afgørelse gjort opmærksom på, at moderens ønske om andres tilstedeværelse under moderens samvær med børnene henhører under kommunens adgang til at træffe afgørelse om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. bistandslovens § 66 d, stk. 1, 2. pkt.(nu servicelovens § 55). En sådan afgørelse kan af forældremyndighedens indehaver indbringes for det sociale nævn.
1 Om regler for samvær mellem forældre og børn, hvor børnene er anbragt uden for hjemmet: Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2/1995.
2 Om kommentarer til SM O-59-98 henvises til Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/1998. Ankestyrelsen har behandlet 2 principielle sager til afklaring af, hvorvidt der kan antages at eksistere en generel nedre grænse for, hvornår et samvær er et samvær i lovens forstand og ikke en samværsafbrydelse.
Ved anbringelse af et barn/ung uden for hjemmet opfattes overvåget samvær erfaringsvis af forældrene som en meget indgribende beslutning. Pr. 1. juli 1998 skal en afgørelse om overvåget samvær træffes af det særlige Børn og unge-udvalg. Endvidere skal enhver afgørelse, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end én gang om måneden betragtes som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældre og barn/ den unge og behandles efter reglerne herom. Endelig er der givet mulighed for at formanden eller i dennes fravær næstformanden i Børn og unge-udvalget kan træffe foreløbig afgørelse om overvåget samvær, hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i Børn og unge-udvalget.