Nyt fra Ankestyrelsen - ulykkesdefinitionen og arbejde med pasning og pleje - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen - lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9, nr. 1

Nyt fra Ankestyrelsen - ulykkesdefinitionen og arbejde med pasning og pleje - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen - lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9, nr. 1

Den traditionelle ulykkesdefinition

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, kan ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, anerkendes som arbejdsskader. Bestemmelsen beskriver dog ikke, hvad et ulykkestilfælde er, hvorfor den nærmere fortolkning heraf er overladt til administrativ praksis med mulighed for domstolsprøvelse. Den traditionelle ulykkesdefinition forstås inden for såvel ulykkesforsikringsretten som arbejdsskadeforsikringsretten som en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.1)

Sagsoplysning og bevisbyrde

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen er forpligtet til at indhente nødvendige oplysninger for at sikre, at en sag om anerkendelse af et anmeldt ulykkestilfælde afgøres på et tilstrækkeligt grundlag (officialmaksimen). Sikrede bærer dog risikoen for at sagen ikke kan oplyses tilstrækkeligt. Det vil sige, at anerkendelse afvises, såfremt de indhentede oplysninger ikke dokumenterer et ulykkestilfælde. Dette følger af, at sikrede har bevisbyrden for at alle betingelserne i ulykkesdefinitionen er opfyldt.

Udefra kommende indvirkning

En væsentlig betingelse i den traditionelle ulykkesdefinition er kravet om, at der skal være dokumenteret en "udefra kommende indvirkning". Ankestyrelsen udtrykker det almindeligvis således, at der kræves en usædvanlig afvigelse i forhold til det af sikrede igangsatte hændelsesforløb. Når en sådan usædvanlig afvigelse er dokumenteret, lægges det til grund, at der er tale om en udefra kommende indvirkning, eller sagt omvendt - at der ikke er tale om en "indefra kommende" lidelse eller sygdom. Anerkendelse forudsætter således, at der kan påvises en relevant ydre årsag til skaden. Hvis der ikke kan påvises en sådan årsag, er der en formodning for, at der har været tale om en spontan skade, det vil sige en skade uden kendt ydre årsag.2)

Beviskravet

Kravet til bevis for så vidt angår betingelsen om en udefra kommende indvirkning vil være forskelligt, afhængig af typen af hændelse og typen af skade. Har der således været tale om et fald, hvor tilskadekomne har pådraget sig et knoglebrud, så lempes beviskravet, således at det indfortolkes, at faldet skete som følge af en udefra kommende indvirkning.3) Der kendes således en ydre årsag til skaden, da knoglebrud erfaringsmæssigt ikke kan antages at være en spontan skade.

Hvis der derimod er tale om, at sikrede får lumbago (akutte lændesmerter) i forbindelse med et løft af en tung byrde, så øges beviskravet til en udefra kommende indvirkning, da lidelsen lige så godt kan være opstået spontant.

Ifølge lægevidenskabelige erfaringer kan de fleste muskel-, nerve- og ledskader m.v. således opstå spontant, f.eks. på grund af degenerative forandringer, medfødte lidelser med videre, og kan derfor udløses ved ofte meget beskedne belastninger af kroppen. En af de mest almindelige spontane skader er "lumbago", det vil sige akutte lændesmerter, der kan opstå af mange forskellige årsager - men den kan også opstå traumatisk (f.eks. ved et slag mod lænden). I følge praksis kræver anerkendelse af sådanne mulige spontane skader derfor, at der kan påvises en usædvanlig afvigelse i forhold til det igangsatte hændelsesforløb.

Særligt om skader ved håndtering og løft i forbindelse med pasnings- og plejearbejde

Ankestyrelsens praksis ved anerkendelse af håndterings- og forløftningstilfælde inden for plejesektoren er senest beskrevet i en række sociale meddelelser udsendt i 1994.4) Ankestyrelsens forståelse af de ovennævnte krav til anerkendelse som ulykkestilfælde blev præciseret i forhold til plejesektoren. Årsagen til præciseringen af praksis var et stigende antal klagesager om skader indenfor plejesektoren.

Det er i flere klagesager blevet anført, at Ankestyrelsens praksis om anerkendelse af ulykkestilfælde i forbindelse med løft og håndtering indenfor plejesektoren skulle være af nyere dato, og at denne praksis for plejesektoren skulle være strengere end overfor andre erhverv. Ankestyrelsen er dog uenig i begge udsagn. Der stilles principielt det samme krav til anerkendelse indenfor alle erhverv - at der skal påvises en afvigelse, der ligger ud over arbejdets almindelige rammer.

Efterfølgende har der været anlagt nogle retssager mod Ankestyrelsen med påstand om anerkendelse af skader i forbindelse med håndtering af patienter og børn som ulykkestilfælde. Højesteret har ved dom af 20. april 1998 tiltrådt Ankestyrelsens praksis indenfor plejesektoren. Afgørelsen er udsendt som SM U-9-98 og er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 881.

Sagsfremstilling

Højesteretsdommen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde den 17. juni 1992 hos en kvinde født i 1959, der arbejdede som sygehjælper på et plejehjem.

I anmeldelsen udfyldt af arbejdsgiver og i spørgeskema udfyldt af sikrede var det anført, at sikrede skulle soignere en 90-årig kvindelig beboer på ca. 80 kg uden lammelser, men samtidig uden væsentlig samarbejdsevne.

Efter at have vasket beboeren foran, skulle beboeren vaskes bagpå, bl.a. halen. Sikrede vendte beboeren om på højre side med begge hænder og støttede denne med sin venstre hånd, mens hun begyndte at halevaske beboeren med den højre. Sikrede stod i denne forbindelse i en skævvreden stilling.

Under soigneringen stemte beboeren pludselig fra med armene mod sengehesten op mod venstre væg, hvorved der opstod et pres mod sikredes ryg, da denne forsøgte at holde beboeren på siden under soigneringen. Sikrede fik i den forbindelse et smæld i ryggen. Efterfølgende blev sikrede langtidssygemeldt og opsagt fra sit arbejde.

Sikrede oplyste, at man som sygehjælper tit kommer ud for at gøre en forkert bevægelse, med efterfølgende smerter, men smerterne plejer at forsvinde efter et par dage, hvilket ikke var tilfældet denne gang.

Om arbejdet havde sikrede oplyst, at det var vanligt, og ikke specielt anstrengende. Efter sikredes opfattelse var det den akavede stilling, beboerens vægt samt beboerens pludselige ryk imod sikrede, der var årsag til det skete.

Det var i lægeerklæring I anført, at sikrede havde fået stillet diagnosen lumbago (smerter i lænderegionen).

Ved afgørelse af 11. marts 1993 havde Arbejdsskadestyrelsen afvist at anerkende hændelsen som et ulykkestilfælde, da der ikke skete noget udefra kommende og usædvanligt, da en beboer forsøgte at vende sig under sin morgentoilette.

Ved afgørelse af 8. september 1993 havde Ankestyrelsen tiltrådt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse, hvor der blev lagt vægt på, at der ikke skete noget usædvanligt eller uventet, da beboeren forsøgte at vende sig under sin morgentoilette.

Den 25. marts 1994 blev der udtaget stævning mod Ankestyrelsen med påstand om anerkendelse af den anmeldte hændelse efter lovens § 9, nr. 1.

I forbindelse med afhøringen i Landsretten forklarede sikrede, at hun siden 1980/81 havde været sygehjælper, og at hun kendte den pågældende beboer, der havde behov for hjælp til alt. Det var ikke muligt for beboeren at kommunikere. Under soigneringen lå beboeren på højre side og skulle vaskes bagi, da beboeren pludselig stemte armene mod sengehesten i sengens venstre side og skubbede kraftigt fra. Sikrede, der vaskede patienten med højre hånd og havde venstre hånd på beboerens lændeparti, pressede som en reflekshandling imod for at fastholde beboerens placering; hun mærkede da et smæld i sin lænderegion. Beboeren havde ikke tidligere foretaget noget lignende, da der ellers skulle have været to medarbejdere til at vaske beboeren.

Østre Landsret frifandt Ankestyrelsen ved dom af 11. oktober 1996, og bemærkede, at da sikrede i den beskrevne arbejdssituation som sygehjælper måtte kunne forudse, at patienten ville forsøge at ændre sin placering i sengen, og da dette ikke kunne anses som en usædvanlig handling, fandtes der ikke at foreligge en ulykke, der var omfattet af § 9, nr. 1, i den dagældende lov om arbejdsskadeforsikring.

Sikrede ankede herefter sagen til Højesteret og gentog påstanden.

Højesterets dom

Højesteret stadfæstede den 20. april 1998 Landsrettens dom og bemærkede, at det må lægges til grund, at sikredes rygskade opstod i forbindelse med, at den 90-årige plejehjemsbeboer, som lå på siden i sin seng, og som sikrede var i færd med at vaske, pludselig stemte fra med armene mod sengehesten for at vende sig om på ryggen. Som anført af Landsretten blev sikrede ikke herved udsat for en udefra kommende belastning, som gik ud over, hvad der må anses for sædvanligt forekommende i en arbejdssituation som den omhandlede, og hvad hun derfor måtte være forberedt på. Højesteret tiltrådte, at rygskaden herefter ikke kunne anses for opstået ved et ulykkestilfælde, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Proceduren ved Højesteret

Ved proceduren i Højesteret gjorde sikredes advokat gældende, at der ikke i ulykkesdefinitionen kunne indfortolkes et krav om, at en hændelse skulle være upåregnelig i forhold til generelle normer for sikredes erhverv, før der kunne ske anerkendelse som ulykkestilfælde. Advokaten gjorde endvidere gældende, at nyere forsikringsretlige teorier om den traditionelle ulykkesdefinition ifølge forfatteren Ivan Sørensen måtte finde anvendelse, og der blev særligt henvist til, at denne forfatters definition af et "viljeskrav" 5) ikke gav mulighed for at afvise tilfælde som det nærværende.

Advokaten mente endelig, at der måtte være grundlag for at fortolke ulykkesdefinitionen udvidende inden for arbejdsskadeforsikringsretten i overensstemmelse med den såkaldte nye ulykkesdefinition, hvor alene hændelser, hvor sikrede har haft vilje til skaden kan afvises som ulykkestilfælde. Dette ville få den konsekvens, at løft og håndteringer skulle anerkendes, selvom der ikke var sandsynliggjort en afvigelse.

Advokaten anførte desuden, at Ankestyrelsen siden begyndelsen af 1990'erne havde ændret praksis og skærpet fortolkningen af ulykkesdefinitionen i forhold til plejesektoren.

Kammeradvokaten gjorde på Ankestyrelsens vegne gældende, at det ifølge Højesterets dom i 1993 og kommentarerne hertil (UfR 1993.220 og UfR Afd. B 1993.226) var den traditionelle ulykkesdefinition, der måtte finde anvendelse, hvorefter der måtte kræves en udefra kommende indvirkning. Efter Ankestyrelsens fortolkning af definitionen måtte anerkendelse således kræve, at der var sandsynliggjort en hændelse, der gik ud over arbejdets sædvanlige rammer, forstået således, at hændelser, som man måtte være forberedt på inden for sit arbejde, ikke kunne anerkendes som ulykkestilfælde.

I den konkrete sag måtte sikrede som sygehjælper være forberedt på mindre bevægelser fra patientens side. Der var tale om en almindelig daglig hændelse, der ikke gik ud over, hvad sikrede som sygehjælper måtte være forberedt på. Der skete således ikke noget faretruende eller akut, og der var tale om vanligt og ikke specielt anstrengende arbejde.

Kammeradvokaten fremhævede endvidere, at der efter Ankestyrelsens opfattelse ikke har været tale om en ændring af praksis ved forløftninger inden for plejesektoren. Ved SM U-8-94 har der alene været tale om en præcisering af Ankestyrelsens praksis.

Opfølgning på dommen

I forlængelse af, Højesterets dom er en anden højesteretssag og en landsretssag med lignende problemstillinger efterfølgende blevet hævet af de sikredes advokater med henvisning til Højesterets dom af 20. april 1998.

Ved den nu hævede højesteretssag (Ankestyrelsens j.nr. 104316-95) havde Ankestyrelsen fået medhold ved Østre Landsret i, at en pædagogmedhjælpers rygskade ikke kunne anerkendes som et ulykkestilfælde. Landsretten fandt ikke, at den omstændighed, at et barn spjættede og krummede sig sammen i forbindelse med et bleskift, kunne karakteriseres som en udefra kommende eller usædvanlig begivenhed. Begivenheden måtte anses som værende naturligt forekommende i sikredes normale arbejdssituation, og således også påregnelig for hende.

1) Der henvises til Højesterets Dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, side 226, til højesteretsdommer Jørgen Nørgaards kommentar til dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 afdeling B, side 220 og til SM U-1-93.

Der henvises tillige til forsikringsretlig litteratur, herunder Dansk Forsikringsret, 7. udgave fra 1994 af Preben Lyngsø, side 805 og Forsikringsret, 2. udgave fra 1997 af Ivan Sørensen, side 364.

2) Det nye arbejdsskadebegreb, "pludselige løfteskader", jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 3, jf. § 9a, åbner mulighed for at anerkende visse spontane skader.

3) Der henvises til SM U-11-97 og til artikel i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/1997 om faldskader

4) Der henvises til SM U-7-94, SM U-15-94 og særligt SM U-8-94.

5) Ifølge Forsikringsret, 2. udgave fra 1997, side 366 og side 369 f, har Ivan Sørensen udtrykt kritik af anvendelsen af begrebet "udefra kommende indvirkning" fra ulykkesdefinitionen i sager om løfteskader. Ivan Sørensen mener således, at afvisning af løft uden en afvigelse i den igangsatte årsagsrække bør ske med en begrundelse om, at sikrede har villet påvirkningen af sin person. Ivan Sørensen henviser i den forbindelse til ulykkesdefinitionens krav om at indvirkningen skal være "af den sikredes vilje uafhængig".

Højesteret har ved dom af 20. april 1998 tiltrådt en afgørelse, hvor Ankestyrelsen havde afvist at anerkende et smæld i ryggen som ulykkestilfælde hos en sygehjælper, der var beskæftiget med pleje af en patient. Efter dommens præmisser havde sygehjælperen ikke været udsat for en udefra kommende belastning, som gik ud over, hvad der måtte anses for sædvanligt forekommende i en arbejdssituation som den omhandlede, og hvad sygehjælperen derfor måtte være forberedt på.