Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - hjælp til forsørgelse - tilbagebetaling - modregning - kontanthjælp - fradrag - revalidering - lov om social bistand § 25, § 26, § 27, § 37, § 37a, § 43

Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - hjælp til forsørgelse - tilbagebetaling - modregning - kontanthjælp - fradrag - revalidering - lov om social bistand § 25, § 26, § 27, § 37, § 37a, § 43

Hjælp til forsørgelse

(Artikel af ankechef Kirsten Hannibal, Den Sociale Ankestyrelse)

Tilbagebetaling

Ankestyrelsen har modtaget en række afgørelser vedrørende reglerne i bistandslovens §§ 25, 26 og 27 om tilbagebetaling af kontanthjælp.

Hovedparten af afgørelserne må anses for at være i overensstemmelse med bistandslovens regler og Ankestyrelsens praksis på området. Disse afgørelser giver ikke anledning til bemærkninger.

Der er blandt afgørelserne nogle, som er meget konkrete og beror på en konkret risikoafvejning af hvem er nærmest til at bære risikoen for fejlagtig udbetaling i den situation, hvor der også er sket fejl fra kommunens side.

* Ankestyrelsen har fået tilsendt en sag, hvor nævnet pålagde kommunen at frafalde krav om tilbagebetaling, idet det forhold at ansøger havde overtrukket sin konto i banken, når han samtidig havde meddelt kommunen, at kontoen ikke skulle anvendes til indbetaling af kontanthjælp, ikke var omfattet af ordlyden i bistandslovens § 26, stk. 1, nr, 1, om uforsvarlig økonomi. Ansøger havde overfor kommunen inden kontanthjælpens udbetaling meddelt, at han ønskede at få ændret sit kontonummer, således, at kontanthjælpen blev indsat på et nyt kontonummer. Kommunen indsatte imidlertid kontanthjælpen på den gamle konto, hvorefter banken havde inddraget kontanthjælpen til dækning af overtræk. Ankestyrelsen har ikke behandlet en sådan sag principielt, men afgørelsen må siges at være i overensstemmelse med tidligere afgørelser om hvem, der er nærmest til at bære risikoen for "fejludbetaling".

* I en sag fandt nævnet, at på grund af, at ansøger på tidspunktet for udbetalingen af kontanthjælpen, ikke havde mulighed for at kontrollere om kommunens beregning var korrekt, kunne han ikke anses for at have modtaget hjælpen mod bedre vidende, da det senere viste sig, at kommunen havde beregnet forkert. Afgørelsen er helt i tråd med bistandslovens regler og Ankestyrelsens praksis på området.

* Ankestyrelsen har modtaget en afgørelse, hvor nævnet pålagde kommunen at frafalde tilbagebetalingskrav vedrørende udbetalt hjælp i forbindelse med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, idet hjælpen ikke var modtaget mod bedre vidende. Hjælpen var ydet til en mor, hvis barn var alvorligt hjertesygt, hvorfor moderen ikke kunne starte på arbejde efter endt barselsorlov. Kommunen udbetalte fejlagtigt kompensationen svarende til ansøgers bruttoløn og ikke nettoindkomsten, som det rettelig skulle have været. Afgørelsen om, at der ikke kunne kræves tilbagebetaling da fejlen ikke skyldtes ansøgers forhold, må siges at være i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

* Nævnet har i en sag pålagt kommunen at frafalde et tilbagebetalingskrav, idet en manglende skriftlig erklæring til A-kassen om optagelse senest 2 uger efter uddannelsens afslutning efter regler i § 41, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring ikke i sig selv kunne sidestilles med uforsvarlig økonomi. Kommunen havde ikke godtgjort, at ansøger havde modtaget særskilt underretning eller vejledning om konsekvensen af ikke at indmelde sig i A-kasse. Afgørelsen er konkret.

* I en sag fandt nævnet ikke, at kommunen kunne nægte udbetaling af kontanthjælp til en flygtning og dennes ægtefælle med henvisning til, at ansøger havde nægtet at underskrive på en udvidet § 18-erklæring, hvori kommunen nærmere redegjorde for reglerne om udrejse af Danmark i forbindelse med modtagelse af kontanthjælp. Nævnet lagde til grund, at det ikke efter bistandslovens § 18 er en betingelse for udbetaling af kontanthjælp, at det ved underskrift på den omhandlede erklæring dokumenteres, at ansøger har forstået indholdet. Hvis en lignende sag bliver indbragt for Ankestyrelsen, vil den blive antaget til principiel behandling.

Modregning

Der er indsendt 2 afgørelser vedrørende § 25, stk. 1, nr. 2 og modregning.

* I et tilfælde, hvor der var fastsat en afdragsordning for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, fandt nævnet, at kommunen havde været berettiget til at foretage modregning i ansøgers tilgodehavende vedrørende for meget indbetalt forbrugsafgift. Ankestyrelsen har ikke behandlet spørgsmålet principielt, men ville antage en lignende sag, hvis den blev indbragt med anmodning om principiel behandling.

* Der er indsendt en anden sag om modregning af krav på efterregulering af boligydelse i kommunens krav på tilbagebetalingspligtig kontanthjælp efter bistandslovens § 37a og ikke i tilbagebetalingspligtig kontanthjælp efter § 46. Nævnet fandt, at betingelsen for at foretage modregning efter dansk rets almindelige regler var opfyldt. Ankestyrelsen ville have antaget sagen, hvis den blev indbragt med anmodning om principiel behandling.

Kontanthjælp

Der er indsendt 4 sager, der vedrører bistandslovens §§ 37, og 37a.

* I en sag fandt nævnet ikke, at det forhold, at en 17-årig, der var flyttet hjemmefra på grund af uoverensstemmelse med moderen var sådan en ændring i pågældendes forhold, at det kunne begrunde, at kommunen udbetalte kontanthjælp til ham. Der blev lagt vægt på, at moderen havde forsørgelsespligten overfor ham, og at moderen havde tilkendegivet, at hun ville deltage i drengens forsørgelse. Afgørelsen er i overensstemmelse med gældende regler og praksis.

* I en anden sag tiltrådte nævnet kommunens afslag på supplerende kontanthjælp til arbejdsløshedsdagpenge, der var søgt mere end 1 1/2 år efter, at ansøger var blevet arbejdsløs. Det forhold, at ansøger havde fået et barn og at økonomien var blevet forværret som følge heraf kunne ikke begrunde en ændret vurdering. Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.

* I en sag fandt nævnet ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale kontanthjælp efter reglerne om unge gravide, der har passeret 12. svangerskabsuge, idet der ikke på ansøgningstidspunktet var tale om et dokumenteret behov for hjælp begrundet i graviditeten. Afgørelsen er i overensstemmelse med gældende regler.

Fradrag i kontanthjælp

* Et nævn har truffet afgørelse om, at der kunne ske fradrag i ansøgers kontanthjælp med det beløb på kr. 1.500, som hendes søn betalte for kost. Der blev herved lagt vægt på, at kontanthjælpen beregnedes som forsørgelsesydelse. Ankestyrelsen ville have antaget sagen, hvis den havde været indbragt med anmodning om principiel behandling.

* Et nævn har truffet afgørelse om, at der ved beregningen af supplerende kontant-hjælp yderligere skal ske fradrag af ansøgers indtægt i den beregnede kontanthjælp for den følgende måned. Fradraget skal foretages, således at eventuelt månedligt overskud set i forhold til ansøgers kontanthjælpsniveau skal fradrages i de følgende måneders kontanthjælp. Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis, jf. SM O-31-97.

* Et nævn har truffet afgørelse om, at et udbetalt provenu fra en kapitalpension medførte, at ansøgers økonomiske behov var dækket i en vis periode. Fradraget for provenuet ved tilbagekøbet skulle foretages i den beregnede bruttokontanthjælp og ikke sådan, som det var sket ved kommunens beregning i en beregnet nettokontant-hjælp. Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.

Revalidering

Om de indsendte afgørelser om revalidering efter bistandslovens § 43 bemærkes

Af de 19 indsendte sager giver 15 af dem ikke umiddelbart anledning til bemærkninger ud fra det foreliggende konkrete indhold.

Sager som har været indbragt for Ankestyrelsen, og hvori der er truffet afgørelse

* Afslag på ansøgning om at medtage bruttorevalideringsydelse under praktikophold i Mexico. Udsendt som SM-38-98

Sager som ikke ses indbragt for Ankestyrelsen, men som formentlig ville/kunne have været antaget som principielle/generelle, såfremt de havde været indbragt

* En sag drejede sig om, fra hvilket tidspunkt en ansøger havde modtaget bruttorevalideringsydelse i 5 år.

En ansøger havde afbrudt to uddannelsesforløb til henholdsvis socialrådgiver og pædagog af helbredsmæssige årsager. Var herefter påbegyndt en uddannelse til folkeskolelærer.

Nævnet fandt, at påbegyndelse af uddannelsen til folkeskolelærer måtte anses for en ny erhvervsplan, hvilket indebar, at en ny 5-års støtteperiode påbegyndte.

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er forkert.

Ankestyrelsen har for nylig truffet afgørelse i en lignende sag, hvor Ankestyrelsen fandt, at et revalideringsforløb, der var iværksat på grundlag af en bestemt helbredsmæssig eller social situation, skulle betragtes som et samlet forløb, uanset der undervejs skete ændringer i erhvervsplanen i form af uddannelsesskift. Afgørelsen er udsendt som SM O-20-98.

* Et nævn har indsendt en afgørelse om fastsættelse af hidtidig arbejdsindtægt, når revalidenden modtager løbende erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskade- forsikringsloven.

Der var tale om en ansøger, som i perioden mellem arbejdsskaden og revalideringen havde haft en større indkomst end før skaden.

Kommunen mente, at den skulle kompensere ansøgeren for netop den indtægt hun havde på skadestidspunktet. Kommunen mente ikke, at reglerne gav mulighed for at anvende den højere arbejdsindtægt, ansøgeren havde, umiddelbart før hun påbegyndte revalidering.

Nævnet fandt ikke, at ansøgerens hidtidige arbejdsindtægt skulle fastsættes til den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte årsløn, jfr. § 41 og 42 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Nævnet fandt, at en ansøgers "hidtidige arbejdsindtægt", jfr. § 11. stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43, skulle forstås som indtægten umiddelbart forud for overgangen til revalidering med udgangspunkt i den gennemsnitlige månedlige indtjening gennem en længere periode.

Nævnet fandt, at dette - såfremt der var gået lang tid mellem skaden og revalideringens påbegyndelse - var udgangspunktet, uanset om ansøgerens indkomst var højere eller lavere, end den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte årsløn.

Nævnet pålagde på denne baggrund kommunen at foretage en ny beregning.

Sagen er ikke indbragt for Ankestyrelsen. Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis den havde været indbragt.

* En nævnsafgørelse som ville have været udsendt som SM til supplement af SM O-75-89, såfremt Ankestyrelsen fortsat udsendte SM'er på sager vedrørende tilbagebetaling af uddannelseslån ydet efter dagældende bistandslovs § 42.

Nævnet havde besluttet at anse ansøgerens to uddannelser som et sammenhængende uddannelsesforløb, jfr. SM O-75-89, således at kravet mod ansøgeren ikke kunne anses for bortfaldet efter den 5-årige bortfaldsfrist i dagældende § 42, stk. 7.

Sagen blev indbragt for Folketingets Ombudsmand, som fandt det betænkeligt, at betragte bortfaldsreglen for su-spenderet, således at den først begyndte at løbe fra januar 1992, hvor den 2. uddannelse var gennemført.

Den omstændighed, at studieophøret i realiteten havde varet i tre år talte for ikke at betragte de to studieperioder som et samlet forløb.

Efter anmodning fra Ombudsmanden genoptog nævnet sagen og ændrede afgørelsen i overensstemmelse med det af Ombudsmanden anførte.

De sociale ankenævn har efter nævnenes forretningsorden orienteret Ankestyrelsen om en del afgørelser om hjælp til forsørgelse, som efter nævnenes opfattelse har interesse for en bredere kreds. De vigtigste er kort omtalt i denne artikel.