Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - serviceydelser - biler -boligindretning - betaling i døgninstitution - lov om social bistand § 58, stk. 6, § 59, § 100 - lov om social service § 99, § 102, § 52

Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - serviceydelser - biler - boligindretning - betaling i døgninstitution - lov om social bistand § 58, stk. 6, § 59, § 100 - lov om social service § 99, § 102, § 52

Serviceydelser

(Artikel af fuldmægtig Niels-Henrik Dam, Den Sociale Ankestyrelse)

Biler

bistandslovens § 58, stk. 6. (nu servicelovens § 99)

Et nævn har indsendt 3 afgørelser, hvor ansøgere er bevilget udvidet støtte, med henblik på medbringelse af minicrosser. Minicrosseren blev betragtet som alternativ til el-kørestol. Der var i alle tre sager tale om ansøgere med muskelsvindlidelser, og alle tre ansøgere havde en gangdistance. I to ud af de tre sager havde nævnets sekretariat indstillet til afslag på udvidet støtte. Ankestyrelsen har ikke truffet principielle afgørelser om dette spørgsmål, men som regel antages det, at minicrosseren er et alternativ til bil i nærmiljøet - og ikke et alternativ til en el-kørestol - hvorfor ønske om medbringelse af minicrosser normalt ikke vil kunne udløse udvidet støtte. Det må således anses for tvivlsomt om afgørelserne er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. På baggrund af disse tre sager vil Ankestyrelsen herefter være opmærksom på, om vi modtager sager om dette spørgsmål, der er egnede til principiel behandling.

Et nævn har indsendt en afgørelse, hvor der bevilges motorkabinevarmer. I afgørelsen er henvist til SM O-13-85, hvor der blev bevilget kabinevarmer, men givet afslag på motor og kabinevarmer. I den konkrete sag var ansøgeren komplet lammet i arme og ben, bortset fra muskelaktivitet i dele af højre arm, således at ansøger kunne styre en el-kørestol. Hun havde tendens til urinvejsinfektioner. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at motor-kabinevarmeren kun var 200 kr. dyrere end kabinevarmer. Sahva havde endvidere udtalt, at der var nogle fordele ved en motor-kabinevarmer i stedet for en kabinevarmer, idet en kabinevarmer ikke kunne indstilles sådan at temperaturen i kabinen er konstant hele tiden. Ansøger i den konkrete sag syntes at være dårligere end ansøger i SM O-13-85, idet hun ikke selv skulle føre bilen. Ankestyrelsen har ikke ret mange sager om (motor)kabinevarmere, og det er sjældent at Ankestyrelsen finder ansøgere berettigede. Ydelser efter bilbkg. § 9 beror på et konkret skøn, og på denne baggrund synes der ikke at være grundlag for at kritisere den indsendte afgørelse. På baggrund af denne sag og den teknologiske udvikling, der (formentlig) har fundet sted siden 1985, vil Ankestyrelsen i fremtiden være opmærksom på sager, der kan behandles principielt med henblik på supplering/ændring af SM O-13-85.

Et nævn har indsendt en sag, hvor en 9-årig dreng blev bevilget støtte til køb af bil. Han havde ikke nedsat gangfunktion, men var et såkaldt DAMP-barn, der ved bustransport råbte af andre passagerer, skabte sig, skreg og lignende. Han havde kørselsordning til og fra skole. Han havde en 4-årig lillebror, der muligvis også havde en hjerneskade. Motorisk blev han dog betragtet som alderssvarende. Moderen var alene med disse to børn. Nævnets sekretariat indstillede til afslag. I SM O-98-85 er der 8 sager om ansøgere med forskellige psykiske lidelser, og i alle sager blev der givet afslag på bilstøtte. Ankestyrelsen har ikke taget principielt stilling til sager vedr. børn der er urolige eller besværlige at medbringe i offentlige transportmidler pga. aparte opførsel og lignende. Ankestyrelsen har dog så vidt vides altid givet afslag i denne type sager. Selvom sagen er noget speciel pga. lillebroderens handicap, er afgørelsen derfor formentlig i strid med Ankestyrelsens praksis.

Et nævn har indsendt en sag om en ansøger, der fik bevilget tilskud til særlig indretning til indbygning i hans nuværende bil, der var fra 1994. Kommunen klagede over afgørelsen. Bilforhandleren havde oplyst, at indretningen ville koste 120.000 kr., og ville være "næsten umulig". Bilinspektøren havde udtalt at ændringen ikke ville kunne fungere uden problemer. Kommunen ankede. På baggrund af de nye oplysninger ændrede nævnet afgørelsen og fandt nu, at der kunne ydes tilskud til særlig indretning i en nyere bil, hvor den særlige indretning hensigtsmæssigt kunne fungere og var økonomisk forsvarlig at foretage. Ankestyrelsen har haft en tilsvarende sag, hvor vi på baggrund af oplysninger fra bilforhandler og bilimportør genoptog sagen og ændrede den tidligere bevilling af automatisk transmission. Sagen understreger, at det i disse sager er vigtigt at indhente sagkyndige udtalelser før afgørelse træffes.

Et nævn har indsendt en afgørelse, hvor der er bevilget trivselsbil på baggrund af total incontinens til en 59-årig kvinde. Det er tvivlsomt om denne afgørelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, når det drejer sig om en trivselsbil, og når der ikke er tale om egentligt ganghandicap.

Boligindretning

bistandslovens § 59 (nu servicelovens § 102)

I en indsendt sag ændrede nævnet kommunens afslag, hvorefter der blev bevilget støtte til forbedringer af adgangsforholdene for en kørestolsbruger til en lejlighed i stueplan. Nævnet hjemviste sagen til udredning af bedste og billigste løsning.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke lovligt kan afslå at yde hjælp efter § 59, alene under henvisning til at boligen ikke var handicapegnet, og at familien derfor burde flytte.

Som begrundelse henviste nævnet til loven og cirkulæret samt den administrative praksis, der kommer til udtryk i Ankestyrelsens afgørelser, hvor det såkaldte frie boligvalg er fastslået.

Afgørelsen synes i overensstemmelse med bl.a. SM O-108-94 og SM O-109-94.

I en anden sag ændrede nævnet kommunens afgørelse, hvorefter en ansøger fik bevilget hjælp til opsætning af 2 elektriske døråbnere. Det var oplyst, at ansøger var kørestolsbruger og ikke længere kunne åbne dørene til den ejendom ansøger boede i, da dørene havde fået opsat nye dørpumper.

Kommunen mente, at den ikke havde hjemmel til at påbyde ændring af dørpumperne, og at problemet skulle løses mellem lejer og udlejer, da boligselskabet burde være ansvarlig for at alle borgere, også børn, ældre og svagelige kunne benytte de almindelige adgangsveje til boligerne.

Afgørelsen synes i overensstemmelse med SM O-38-87 og SM O-57-96.

I en tredie sag ændrede næv- net kommunens afgørelse, hvorefter der blev bevilget hjælp til etablering af en el-trappelift.

Det var oplyst, at ansøger var alene med et 13-årigt handicappet barn, der var kørestolsbruger samt 2 mindre børn. Ansøgningen var begrundet i, at ansøger ikke længere kunne bære datteren de 8 trappetrin ned fra boligen til gadeplan.

Nævnet fandt at etablering af el-trappelift måtte anses for nødvendig, da den skønnedes i høj grad at kunne formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem. Nævnet fandt, at der med el-liften var tale om ikke blot en optimal løsning, men i den konkrete situation også en nødvendig løsning.

I en fjerde sag ændrede næv- net kommunens afgørelse, hvorefter der blev bevilget hjælp til nedrivning af vægge, fjernelse af dørtrin samt indlæggelse af gulvvarme i badeværelset.

Det var oplyst, at ansøger var alene med tvillingedrenge, hvoraf den ene led af muskel-svind, herunder nedsat lungefunktion. Det forventedes, at drengen ville få behov for el-kørestol, ståstativ, gangstativ, pandastol samt klapvogn/ manuel kørestol.

Nævnet fandt på baggrund af oplysningerne om bevægelinierne i lejligheden, at nedrivning af vægge og fjernelse af dørtrin måtte anses for nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted.

For så vidt angik gulvvarme lagde nævnet vægt på, at den nedsatte lungefunktion nødvendiggjorde høj ensartet temperatur samt oplysninger om badeværelsets beskaffenhed ( 2,90 meter til loftet og 3,5 meter mellem radiatorvæg og badekarvæg ).

I en femte sag fandt nævnet, at en kommune ikke var berettiget til at stille vilkår om, at et nyt kreditforeningslån kun kunne optages mod, at et eventuelt nettoprovenu anvendtes til hel eller delvis indfrielse af et lån ydet efter bistandslovens § 59.

Nævnet lagde til grund, at der efter reglerne vedr. indretning af bolig ikke kunne stilles yderligere vilkår, end at et lån forfaldt til betaling ved ejerskifte.

Afgørelsen er i overensstemmelse med SM O-58-85 og SM O-2-91.

Betaling vedr. døgninstitution

bistandslovens § 100 (nu servicelovens § 52)

En 15-årig dreng blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, hvor man fandt at han var psykotisk og havde et absolut og akut behandlingsbehov. Han opholdt sig herefter på et behandlingshjem. Kommunen havde sat moderen i forældrebetaling med et nedsat beløb. Nævnet fandt, at der forelå et udpræget behandlingsmæssigt sigte med døgnopholdet, og fritog derfor moderen for forældrebetaling.

Dette er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, jf. SM O-4-82, O-24-85 og O-40-91. Ankestyrelsen ser fra tid til anden sager om, hvornår der foreligger udpræget behandlingsmæssigt sigte, og Ankestyrelsen ville gerne antage sager til supplering af især SM O-24-85, men indtil nu har ingen af de modtagne sager været egnede.

De sociale ankenævn har efter nævnenes forretningsorden orienteret Ankestyrelsen om en del afgørelser om serviceydelser, som efter nævnenes opfattelse har interesse for en bredere kreds. De vigtigste er kort omtalt i denne artikel.