Videregivelse af elektronisk Statstidende via Internettet
Statutory Text (3 Articles)
Videregivelse af elektronisk Statstidende via Internettet
Forskningsministeriet har forespurgt Registertilsynet, hvorvidt det vil være muligt inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre at iværksætte en elektronisk udgivelse af Statstidende som en videregivelse af oplysninger fra et offentligt, forskriftsbelagt register, eventuelt således at visse af Statstidendes personoplysninger udelades fra den elektroniske udgave.
Samtidig har Statens Informationstjeneste anmeldt den elektroniske Statstidende til Registertilsynet i henhold til lov om massemediers informationsdatabaser § 6, stk. 1, som en offentlig tilgængelig informationsdatabase.
Det fremgår af anmeldelsen, at NetTidende omfatter massemedierne Statstidende og Tingbladet, og at Statens Information med etableringen af NetTidende ønsker at give abonnenterne på Statstidende og Tingbladet adgang til at søge elektronisk i de annoncer, der offentliggøres i de to massemedier.
Det fremgår endvidere, at NetTidende skal gøres tilgængelig umiddelbart efter den trykte udgivelse af Statstidende og Tingbladet. Der vil være visse forskelle i opsætningen af NetTidende i forhold til Statstidende og Tingbladet, hvorimod der indholdsmæssigt ikke vil være forskel.
Sagen har været behandlet på et møde i Registerrådet, og Registertilsynet skal herefter udtale følgende
1. Anmeldelse af NetTidende som en offentligt tilgængelig informationsdatabase
Lov om massemediers informationsdatabaser, lov nr. 430 af 1. juni 1994, gælder efter lovens § 1, stk. 1, for informationsdatabaser, der er massemedier, eller som drives i tilknytning til en eller flere virksomheder, der udgiver massemedier.
Loven gælder efter § 1, stk. 2, ikke for informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte periodiske skrifter eller lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1 eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket uændret i forhold til offentliggørelsen.
NetTidende vil i givet fald ikke adskille sig indholdsmæssigt fra Statstidende og Tingbladet og vil derfor være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lov om massemediers informationsdatabaser § 1, stk. 2. Lov om massemediers informationsdatabaser vil derfor ikke gælde for NetTidende.
Lov om offentlige myndigheder registre finder efter lovens § 1, stk. 7, ikke anvendelse på edb-registre, der er omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser.
Efter lovens § 1, stk. 8, finder loven heller ikke anvendelse på edb-registre, hvori der udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte periodiske skrifter eller lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens § 1, nr. 1 eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket uændret i forhold til offentliggørelsen.
NetTidende vil derfor i givet fald hverken være reguleret af lov om massemediers informationsdatabaser eller af lov om offentlige myndigheders registre, men alene af medieansvarslovens regler.
En lang række af de annoncer, som offentlige myndigheder indrykker i Statstidende og Tingbladet, vedrører enkeltpersoner og har et indhold, der må betragtes som fortroligt. Det drejer sig først og fremmest om forskellige oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold.
Offentlige myndigheders videregivelse af sådanne oplysninger i tilfælde, hvor der ikke foreligger udtrykkelig lovhjemmel, vil efter Registertilsynets opfattelse efter omstændighederne indebære en overtrædelse af reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og straffelovens §§ 152 ff.
Professor, dr.jur. Peter Blume har i en redegørelse om persondatabeskyttelse, optrykt som bilag til betænkning nr. 1328 om elektronisk Statstidende, blandt andet anført følgende (s. 108 foroven)
"Det kan bemærkes, at Statstidende er et massemedie, og som sådan kunne det i og for sig anses for omfattet af reglerne i kapitel 3 i lov nr. 430 af 1.6.1994 om massemediers informationsdatabaser, der tilvejebringer en betydelig frihed til registrering og videregivelse. Statstidende er dog et atypisk massemedie, og det findes ikke betryggende blot at lade disse regler finde anvendelse."
Spørgsmålet ses i øvrigt ikke direkte berørt i betænkning nr. 1328, men det fremgår klart af betænkningen, at den elektroniske Statstidende efter udvalgets opfattelse skal være omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, jf. f.eks. bemærkningerne til § 5 i udvalgets lovudkast (betænkningen s. 82-85).
NetTidende vil, på grund af den elektroniske udgivelse, få en langt større udbredelse end den nuværende papirbaserede udgave, hvilket er en del af formålet med etablering af elektronisk Statstidende. Dette, sammenholdt med det forhold, at papirudgaven af Statstidende med sin forholdsvis begrænsede udbredelse udgives med direkte hjemmel i lov, samt det ovenfor anførte om tavshedspligt, medfører efter Registertilsynets opfattelse, at det må anses for betænkeligt alene at lade NetTidende være reguleret af medieansvarslovens regler.
På denne baggrund, og da NetTidende må anses for et atypisk massemedie, er det Registertilsynets opfattelse, at NetTidende ikke kan anmeldes som en offentligt tilgængelig informationsdatabase efter lov om massemediers informationsdatabaser § 6, stk. 1, og at NetTidende efter Registertilsynets opfattelse heller ikke kan anses for undtaget fra såvel lov om offentlige myndigheder registre som lov om massemediers informationsdatabaser og dermed kun reguleret af medieansvarsloven.
Offentliggørelse af NetTidende i den påtænkte form forudsætter efter Registertilsynets opfattelse - og i overensstemmelse med anbefalingerne i betænkning nr. 1328 om elektronisk Statstidende - at der tilvejebringes en særskilt lovhjemmel herfor, jf. nedenfor pkt. 2.
Registertilsynet har orienteret Statens Information om ovenstående. Tilsynet har endvidere anmodet Statens Information om underretning, såfremt anmeldelsen herefter fastholdes.
2. Udgivelse af elektronisk Statstidende i medfør af lov om offentlige myndigheder registre
Der vil i sig selv ikke være noget til hinder for, at Forskningsministeriet gennem Statens Information opretter et elektronisk register med de oplysninger, som løbende udgives i den trykte Statstidende.
Hvis et sådant register oprettes, opstår spørgsmålet, om der kan videregives oplysninger fra registeret i elektronisk form via Internettet ud fra det synspunkt, at oplysningerne i forvejen er offentligt tilgængelige gennem den trykte Statstidende.
Registertilsynet har tidligere over for Forskningsministeriet tilkendegivet sin skepsis over for en løsning baseret på reglerne om videregivelse i lov om offentlige myndigheders registre. Denne skepsis skyldes, at udvalget bag betænkningen om elektronisk Statstidende er nået til den konklusion, at den elektroniske offentliggørelse af oplysninger fra Statstidende bør ske på et nyt, særligt retsgrundlag. Af betænkningen side 36-37 fremgår bl.a. følgende:m
"Beskyttelsen af personoplysninger i Statens Elektroniske Offentliggørelsessystem foreslås reguleret ud fra følgende principper.
1. Der skabes klar lovhjemmel for at gøre alle personoplysninger i Statens Elektroniske Offentliggørelsessystem offentligt tilgængelige.
I loven indsættes, af hensyn til registerlovens videregivelsesbestemmelser, en klar hjemmel for at gøre alle personoplysninger, som offentliggøres i Statens Elektroniske Offentliggørelsessystem, offentligt tilgængelige, og for at offentliggøre dem uden at komme i strid med registerloven."
På denne baggrund er det Registertilsynets opfattelse, at en elektronisk Statstidende ikke kan udgives via Internettet med hjemmel i reglerne om videregivelse i lov om offentlige myndigheders registre, idet det kræver en særskilt lovhjemmel.
Hvad angår spørgsmålet om muligheden for at udgive Statstidende i elektronisk form med et reduceret dataindhold, skal Registertilsynet bemærke følgende
Statstidende indeholder såvel personoplysninger som andre oplysninger. Som eksempler på oplysninger i Statstidende, som ikke er omfattet af registerlovgivningen, kan nævnes oplysninger om audiens, ministres bortrejse, ministres modtagelsestider, opslag af ledige stillinger og forskellige kundgørelser (oprettelse af nye sogne o.lign.).
Langt den overvejende del af oplysningerne i Statstidende og i Tingbladet er imidlertid personoplysninger, omfattet af registerlovgivningen. Det drejer sig først og fremmest om oplysninger om afskedigelser og udnævnelser samt forskellige retslige kundgørelser (tvangsauktioner, gældssaneringer, stævninger, forkyndelser, m.v.). En særlig kategori udgøres af proklamaer i dødsboer. Oplysningerne i Tingbladet vedrører overdragelse af fast ejendom samt pantsætning af såvel faste ejendomme som løsøre.
Registertilsynet kan i sagens natur ikke have indvendinger imod en elektronisk udgivelse af Statstidende, såfremt personoplysningerne udelades.
Registertilsynet vil dog ikke på forhånd udelukke, at den elektroniske udgivelse herudover kan indeholde visse ikke-følsomme personoplysninger, som - ifølge sagens natur - må anses for offentligt tilgængelige. Det kan for eksempel være oplysninger om tildeling af ordner og andre hædersbevisninger, udnævnelser i offentlige stillinger og hverv og lignende.
Bortset fra sådanne oplysninger er det Registertilsynets opfattelse, at videregivelse af personoplysninger i en elektronisk Statstidende bør have hjemmel i lov. Dette gælder også oplysninger om afdøde, idet disse oplysninger indirekte kan give informationer om arvingers eller andres økonomiske forhold.
Det er endvidere Registertilsynets opfattelse, at en elektronisk Statstidende ikke uden særskilt lovhjemmel kan indeholde tingbogsoplysninger, idet disse oplysninger ikke bør behandles anderledes end andre oplysninger om økonomiske forhold. Hertil kommer, at tinglysningsloven i § 50 ff, navnlig § 50 c, stk. 3-8, indeholder regler om elektronisk videregivelse ("ekstern terminaladgang") af oplysninger fra edb-tinglysningsregistre, og afvigende regler herom bør derfor have udtrykkelig lovhjemmel.
En eventuel elektronisk udgivelse af Statstidende, inden et sådant lovgrundlag er tilvejebragt, kan således efter Registertilsynets opfattelse kun omfatte personoplysninger, der må anses for ikke-fortrolige og - i kraft af oplysningernes natur - offentligt tilgængelige, for eksempel oplysninger om tildeling af ordner, udnævnelser i offentlige stillinger og lignende oplysninger, men ikke oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold, herunder tingbogsoplysninger og proklamaer i dødsboer.
Ingen
Udtalt, at NetTidende efter Registertilsynets opfattelse ikke kan anmeldes som en offentlig tilgængelig informationsdatabase efter lov om massemediers informationsdatabaser, at NetTidende efter Registertilsynets opfattelse heller ikke kan anses for undtaget fra såvel lov om offentlige myndigheder registre som lov om massemediers informationsdatabaser og dermed kun reguleret af medieansvarsloven og at offentliggørelse af NetTidende i den påtænkte form efter Registertilsynets opfattelse forudsætter, at der tilvejebringes en særskilt lovhjemmel herfor