Forvagts kontakt til bagvagt vedrørende et 14 måneders barns symptomer

Forvagts kontakt til bagvagt vedrørende et 14 måneders barns symptomer

Patientklagenævnet fandt, at der var klare indicier for, at der forelå en alvorlig lidelse i bughulen.

Patientklagenævnet fandt dog ikke anledning til at kritisere reservelægens undersøgelse af barnet kl. 04.00. Da reservelægen havde journalført, at barnet efter opkastningerne lidt før klokken 04.00 blev bleg, klam og fjern, fandt Patientklagenævnet at måtte lægge til grund, at reservelægen på bagvagtens forespørgsel havde oplyst ham herom.

På denne baggrund fandt nævnet, at bagvagten havde udvist manglende omhu ved ikke at tilse barnet for selvstændigt at kunne vurdere tilstanden. Patientklagenævnet tog ved sin vurdering i betragtning, at reservelægen var nyuddannet med meget begrænset klinisk erfaring. Patientklagenævnet fandt endvidere anledning til at indskærpe overfor bagvagten, at han skulle udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Et 14 måneder gammelt barn faldt ned fra en sofa. Da barnet kastede op efter faldet, blev forældrene bekymrede for, om det havde fået hjernerystelse, hvorfor barnet om formiddagen blev undersøgt på skadestuen. Forældrene blev tilbudt indlæggelse til observation, men valgte at observere barnet i hjemmet. Da barnet fortsat kastede op om eftermiddagen og havde svært ved at finde ro, kontaktede forældrene på ny skadestuen. Barnet blev herefter indlagt til observation for hjernerystelse. Den ortopædkirurgiske bagvagt blev af reservelægen, der havde undersøgt barnet i skadestuen, orienteret om tilstanden og indlæggelsen.

I løbet af aftenen og først på natten blev barnet tilset af henholdsvis reservelægen og bagvagten. Begge blev af sygeplejepersonalet orienteret om, at forløbet var roligt, hvorfor der ikke blev foretaget undersøgelser af barnet.

Lidt før klokken 04.00 blev reservelægen tilkaldt, idet barnet havde kastet op, og en sygeplejerske mente, at der kunne være tale om tarmindhold. Reservelægen blev oplyst om, at barnet var vågnet i forbindelse med to opkastninger, at han var bleg og klam, og at han havde temperatur på 39,1(. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at reservelægen ved sin undersøgelse fandt en puls på 120 130, hurtig overfladisk respiration og en spændt bugvæg. Reservelægen ordinerede herefter, at der blev taget blodprøver på barnet. Prøverne blev taget fra øret, idet det ikke var muligt at finde en vene i armene.

Reservelægen oplyste til sagen, at hun telefonisk orienterede bagvagten om, at barnet havde haft to opkastninger, og at han herefter var blevet bleg, klam og fjern, samt at han havde temperaturforhøjelse. Det blev endvidere oplyst, at en sygeplejerske havde beskrevet opkastet som værende mørkt. Samtidig gav reservelægen udtryk for mistanke om, at der kunne være noget galt med barnets mave, eksempelvis en gastorenteritis.

Bagvagten oplyste heroverfor, at han ikke blev orienteret om, at barnet var blegt, klam og fjern. Bagvagten oplyste endvidere, at han, da han senere læste journalen, fandt at der var en betydelig diskrepans mellem telefonsamtalen med reservelægen og journalnotatet. Bagvagten anførte tillige, at han alene blev orienteret om, at barnet havde kastet op. Han orienterede herefter reservelægen om, at han ville konferere barnets tilstand med neurokirurgerne.

Ifølge bagvagten oplyste reservelægen, at tilstanden var uændret. Han udspurgte endvidere grundigt reservelægen og barnets almentilstand, bevidsthedsniveau og bevægemønster.

Herefter blev reservelægen orienteret om, at barnets leukocyttal var 25,6. Dette resultat blev telefonisk givet videre til bagvagten, der anbefalede fortsat observation.

Efter at reservelægen havde forladt afdelingen omkring klokken 05.00, blev barnet tilset af en sygeplejerske klokken 05.30 og igen klokken 05.55. Ved det sidste tilsyn fandtes barnet meget dårligt. Pupillerne reagerede meget trægt, pulsen var steget til 170 180 og vejrtrækningen var overfladisk. Reservelægen og bagvagten blev tilkaldt. Der blev forsøgt genoplivning uden held, hvorefter barnet blev erklæret død.