Reservelæges kontakt til anæstesioverlæge i forbindelse med indgreb, som ikke var rutinemæssigt

Reservelæges kontakt til anæstesioverlæge i forbindelse med indgreb, som ikke var rutinemæssigt

Patientklagenævnet fandt bl.a. at narkoseoverlægen, der superviserede reservelægen, burde have engageret sig mere direkte i bedøvelsen af patienten, fremfor at være til rådighed på tilkaldebasis. Patientklagenævnet lagde herved vægt på, at der - trods en manglende konference forud for indgrebet - ved reservelægens henvendelser havde været tilstrækkelige muligheder for at erkende, at der ikke var tale om et rutineindgreb uden særlig risiko. Patientklagenævnet fandt dog tillige, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde sagt fra og insisteret på, at han ikke på egen hånd kunne varetage opgaven med at bedøve patienten.

En 16-årig dreng blev overflyttet til et sygehus lungeafsnit på thoraxkirurgisk afdeling med henblik på at foretage en åben lungebiopsi. Han var da generet af meget svær åndenød på grund af forhøjet blodtryk i lungekar-kredsløbet med ringe aktivitetsniveau. Han havde haft et vægttab på 8 10 kg og skulle bruge konstant ilt på næsekateter.

Patienten blev overflyttet så sent, at han ikke var skrevet på det planlagte operationsprogram. Hans navn og data var blot føjet til på observationstavlen. På grund af dette havde man indtryk af, at der var tale om et rutineindgreb hos en patient, hvor man ikke ventede specielle komplikationer. Han blev derfor tilset af første ledige narkoselæge en reservelæge. Ifølge reservelægen vurderede han under tilsynet patientens tilstand som svært påvirket og forelagde derfor sagen for ældre kolleger, idet han selv kun havde et teoretisk kendskab til patientens lidelse. Han forsøgte herefter at komme til at diskutere patienten med den overlæge, som skulle stå for operationen, men han var på dette tidspunkt på tilsyn uden for huset. Reservelægen henvendte han sig derfor i stedet til en narkoseoverlæge for at diskutere bedøvelsen.

Det blev ved konferencen med narkoseoverlægen aftalt, at reservelægen skulle anlægge vene- og ateriekanyle, og derefter igen kontakte overlægen. Da anlæggelsen af arteriekanylen mislykkedes, blev overlægen tilkaldt, og han anlagde kanylen. Reservelægen fortsatte herefter bedøvelsen efter sædvanlige principper, men der opstod betydelig kredsløbspåvirkning, og overlægen blev atter tilkaldt. Overlægen indlagde målekateter i lungearterien og behandlede med kredsløbsstimulerende medicin, og tilstanden blev stabiliseret.