Ekspedition på baggrund af en vanskelig læselig recept på Methotrexat
Statutory Text (2 Articles)
Ekspedition på baggrund af en vanskelig læselig recept på Methotrexat
Patientklagenævnet fandt, at lægen havde overtrådt dagældende lægelov, § 6, stk. 1, jf. § 5 i dagældende receptbekendtgørelse af 1995, fordi han havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved receptudstedelsen. Nævnet lagde herved vægt på, at recepten var skrevet utydeligt. Nævnet fandt det endvidere hensigtsmæssigt, om lægen havde undladt at understrege den ordinerede dosering, idet en sådan understregning efter den dagældende receptbekendtgørelse og sædvanlig praksis var forbeholdt ordination af et lægemiddel i en ikke sædvanlig dosis eller til en ikke sædvanlig anvendelse.
Patientklagenævnet fandt, at den ekspederende farmaceut havde overtrådt receptbekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 1, idet farmaceuten inden medikamentets udlevering burde have rettet henvendelse til den receptudstedende læge for at afklare receptens nærmere indhold. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at farmaceuten havde forstået recepten således, at der var ordineret Methotrexat i doseringen 7, 5 mg dagligt, svarende til 52, 5 mg ugentligt. Nævnet fandt, at en så høj dosering af det potentielt sundhedsfarlige medikament hos en gigtpatient måtte give mistanke om en fejl ved receptudstedelsen, uanset at doseringsangivelsen var understreget på recepten.
Nævnet anmodede politiet om at overveje en tiltalerejsning, og farmaceuten vedtog senere et bødeforlæg på 1000 kr.
En kunde indleverede en recept på 100 stk. cellehæmmende medicin Methotrexat á 2,5 mg. Recepten var påført en svært lægelig doseringsanvisning, som kunne tolkes både som "3 tabletter, en gang ugentlig for gigt" og som "3 tabletter, en gang dagligt for gigt". Kunden fik herefter udleveret 100 stk. Mathotrexat á 2,5 mg med anvisningen "3 tabletter, en gang dagligt for gigt" Den ordinerede dosering var understreget. Den ekspederende farmaceut, som fandt doseringen påfaldende høj, aftalte i den forbindelse med den receptindleverende kunde, at denne skulle ringe til den receptudstedende læge for at sikre sig klarhed over receptens indhold.