Behandling af karies

Behandling af karies

Patientklagenævnet oplyste, at karies er en sygdom, der skyldes sygdomsfremkaldende bakteriebelægninger, der ligger uforstyrret på tandoverfladen i lang tid. Når bakteriebelægningerne fjernes eller forstyrres grundigt, går en igangværende kariesproces i stå, og der skal lang tid til, før den går i gang igen, og den kan faktisk helt standses, hvis bakterieforstyrrelsen fortsætter. Det betyder, at tandlægen, der finder et igangværende kariesangreb på et tidligt stadie, har tid til at informere patienten om, hvordan han selv er i stand til at forhindre en videre udvikling af sit eller sine kariesangreb. Hvis denne information bliver forstået, og patienten foretager det nødvendige renhold, vil der ske en standsning af igangværende processer, og det bliver ikke nødvendigt med fyldningsbehandling. Fluorbehandling af det begyndende kariesangreb bidrager yderligere til at sænke hastigheden, hvormed et kariesangreb udvikler sig. Denne form for behandling kaldes under ét: 'non-operativ kariesbehandling'.

For at det skal kunne lade sig gøre at standse igangværende kariesprocesser på denne måde, skal tandlægen finde og udpege de aktive steder for patienten, og patienten skal på sin side følge tandlægens råd og anvisninger.

Bliver igangværende kariesangreb ikke standset, udvikler processen sig, og det bliver nødvendigt at behandle den kariesangrebne tand med en fyldning. Hvornår det i det enkelte tilfælde er nødvendigt at vælge at behandle den karierede tand med en fyldning, er det et skøn, den enkelte tandlæge foretager over udviklingshastigheden i hvert enkelt tilfælde, ved at afveje kariesangrebets dybde, dets udvikling over tid overfor hyppigheden og graden af plakfjernelse. Som supplement til de kliniske undersøgelser kan tandlægen benytte sig af sammenbidsrøntgenoptagelser (bite-wing røntgenoptagelser) af kindtænderne, hvorved han får et indtryk af, hvor dybt kariesangrebet går ind i tanden. Dette er en god hjælp til at foretage det rigtige behandlingsvalg, men ved vurdering af udviklingshastigheden af et kariesangreb er det nødvendigt med to billeder taget over tid.

Patientklagenævnet fandt, at røntgenbillederne fra 1992 var utilstrækkelige, fordi 2 af de tandflader, der vendte mod hinanden i de 2 bagerste kindtænder i højre side af overkæben, der hos den tidligere tandlæge var fundet begyndende karies i, lappede over hinanden, så man ikke kunne se, om fundet var rigtigt. Nævnet fandt på denne baggrund, at der burde have været taget nye billeder.

Nævnet fandt, at der tillige var røntgenfund, som burde have givet anledning til "non-operativ" behandling af de igangværende kariesangreb. Den manglende diagnosticering af de igangværende kariesangreb havde således ført til, at tandlægen ikke foretog den nødvendige behandling.

Nævnet fandt tillige, at kariesfundet i marts 1994 burde have givet anledning til at tage nye røntgenbilleder.

Nævnet fandt, at tandlægen i juni 1995 foretog en utilstrækkelig diagnostik af sammenbidsrøntgenbillederne (bite-wing røntgenbillederne) .

Nævnet fandt, at der var kariesforandringer på i alt 6 tænder, hvoraf de 2 havde behov for fyldningsbehandling, mens det ville være korrekt at behandle de øvrige kariesangreb med "non-operativ" kariesterapi.

Nævnet fandt således, at tandlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af patienten.

En 15-årig dreng blev den 18. december 1992 undersøgt af tandlægen efter tilflytning. Den sidste undersøgelse fra hans forrige tandlæge viste, at man dér fandt tre begyndende kariesangreb den 9. juni 1992. Der blev taget sammenbidsrøntgenbilleder (bite-wing røntgenbilleder) i december 1992 til hjælp for undersøgelsen. Tandlægen vurderede, at der ikke var karies, men at tyggefladen på en tand skulle observeres.

I marts 1994 konstaterede tandlægen en begyndende kariesudvikling.

Tandlægen valgte i juni 1995 at behandle 2 kariesangreb med "non-operativ" kariesbehandling i form af fluorbehandling og instruktion i brug af tandtråd.