Tvangsfiksering og mindste middels princip

Tvangsfiksering og mindste middels princip

Nævnet fandt i overensstemmelse med lokalnævnet, at betingelserne for tvangsfikseringen var opfyldt på grund af nærliggende fare for andres legeme og helbred. Nævnet lagde vægt på, at personalet forgæves havde søgt at berolige patienten og skærme hende på sin stue. På baggrund af tidligere erfaringer skønnede lægerne, at en beroligende injektion ved tvang ville nødvendiggøre, at patienten skulle fastholdes gennem længere tid indtil virkningens indtræden.

En 27-årig kvinde med hebefren skizofreni gennem flere år var efter to voldsepisoder blevet dømt til psykiatrisk behandling. Under indlæggelsen blev hun på et tidspunkt tiltagende dårligere, muligvis på grund af manglende medicinindtagelse. Patienten blev overflyttet på lukket afdeling, hvor hun fandtes præget af vrangforestillinger og tidvis aggressivitet. Efter knap to uger var hun en dag tiltagende psykotisk med vrangforestillinger, vredladen, højtråbende og udskældende, hvorfor hun blev skærmet på sin stue. Patienten blev bedt om at holde sig på sin stue, men forlod denne, og blev efter en ny opfordring om at gå på sin stue udadreagerende, i hvilken forbindelse hun slog et personalemedlem hårdt i hovedet. Hun blev tvangsfikseret og accepterede efter en lægesamtale frivillig medicinering med Nozinan. Fikseringen blev ophævet efter 19 timer.