Overset overrivning af korsbånd

Overset overrivning af korsbånd

Manden henvendte sig på skadestuen, fordi han havde pådraget sig en skade i venstre knæ i forbindelse med fodboldspil. Ved en undersøgelse blev der konstateret smerter omkring den indvendige ledlinie og de fibrøse bindevævsbånd på indersiden af venstre knæ, samt smerter på indersiden af knæet ved rotation i knæleddet. Der var endvidere skuffeløshed som udtryk for mulig korsbåndsskade, og han fik anlagt gipsskinne. Fem dage senere blev han undersøgt af reservelæge A i ortopædkirurgisk ambulatorium.

En måned efter primærskaden blev patienten på ny undersøgt i ortopædkirurgisk ambulatorium. Undersøgelsen blev foretaget af reservelæge B, som afsluttede behandlingen.

Tre måneder senere vred patienten om på venstre knæ, og henvendte igen på skadestuen, hvor han på grund af mistanke om menisklæsion og læsion af det indvendige ledbånd i knæet blev behandlet med et støttebind. Han blev endvidere tilrådet aflastning samt henvist til efterfølgende undersøgelse i ortopædkirurgisk ambulatorium. Patienten var på dette tidspunkt kommet sig over knæledstraumet, som han havde pådraget sig fire måneder tidligere.

Ved den efterfølgende undersøgelse i ortopædkirurgisk ambulatorium 11 dage senere blev patienten på ny tilset af reservelæge B, der konkluderede, at der var tale om følger efter en forstuvning.

Omkring 3 år efter primærskaden blev patienten undersøgt ved hjælp af en kikkert. Ved undersøgelsen fandtes en ældre komplet overrivning af det forreste korsbånd.

Nævnet lagde vægt på, at patienten primært blev behandlet for skade på de indvendige sideledbånd, at denne skade kunne forklare hans symptomer, samt der havde været god fremgang i forbindelse med de aktuelle knæskader.

Med hensyn til reservelæge A lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin objektive undersøgelse fandt ømhed og 5 graders løshed med fast stop omkring venstre knæleds indvendige fibrøse bindevævsbånd. Ved undersøgelsen blev der endvidere fundet usikker forreste skuffeløshed og usikker Lachmanns test, hvorfor lægen vurderede, at der var grundlag for at gentage undersøgelsen ved en efterfølgende kontrol. Patienten kunne strække benet helt og bøje til 70 grader, og han blev tilrådet at holde benet i ro med en cirkulær gipskapsel i 4 uger, hvorefter bandagen skulle fjernes og knæet vurderes på ny.

Med hensyn til reservelæge B lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin førstes objektive undersøgelse af patienten ikke fandt hverken side eller skuffeløshed, samt at lægen instruerede patienten i optræningsøvelser. Ved den anden undersøgelsen fandt lægen, at det var gået betydeligt fremad med benet, samt at patienten kunne støtte på det, uden at der var smerter. Ved den objektive undersøgelse fandt lægen normale knækonturer, ingen ansamling, men nogen ømhed omkring den øverste tilhæftning af venstre knæleds indvendige ledbånd. Der var hverken side eller skuffeløshed, og der var uømme ledlinier.

Med hensyn til reservelæge C lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin undersøgelse fandt, af patienten var smertefri. Der var en lille ledansamling i venstre knæ, men knæet var uømt omkring ledlinien og ligamentstilhæftningerne. Knæet kunne bevæges fra 0 100 ° , hvorefter der blev udløst smerter på forsiden af knæet. Der blev ikke fundet side eller skuffeløshed.

Nævnet lagde tillige vægt på, at det er hyppigt forekommende, at der er uoverensstemmelse mellem en udvendig knæundersøgelse og fundet ved en senere kikkertundersøgelse. Specielt når der er smerter i knæleddet, vil en patient ofte ubevidst spænde muskulaturen i forbindelse med undersøgelse for løshed og dermed sløre en tilstedeværende løshed i knæet. Nævnet fandt på baggrund af de nævnte forhold ikke grundlag for at kritisere den behandling, patienten havde modtaget af reservelægerne A, B og C, herunder at lægerne ikke på noget tidspunkt havde absolut indikation for at foretage en kikkertundersøgelse i knæet.

En 20-årig mand klagede over, at det i forbindelse med behandling i et ortopædkirurgisk ambulatorium ikke blev konstateret, at forreste korsbånd i hans venstre knæ var revet over.

Godt et år efter primær skaden blev patienten på ny undersøgt på skadestuen, idet han igen var vredet om på venstre knæ. Undersøgelsen gav mistanke om indvendig menisklæsion eller læsion af knæleddets indvendige ledbånd. patienten blev derfor behandlet med en bagre gipsskinne og henvist til undersøgelse i ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor han en uge senere blev undersøgt af reservelæge C, som