Forsinket diagnosticering af overrevet korsbånd

Forsinket diagnosticering af overrevet korsbånd

Kvinden henvendte sig på skadestuen, hvor hun blev undersøgt af reservelæge A, der stillede diagnosen "forvridning af andre og ikke specificerede dele af knæ" og ordinerede krykker til aflastning samt ny tid i ortopædkirurgisk ambulatorium i begyndelsen af den kommende uge.

Fire dage senere konsulterede patienten en praktiserende speciallæge i ortopædkirurgi, der på baggrund af en objektiv undersøgelsen diagnosticerede en total overrivning af forreste korsbånd. Der blev aftalt tid til rekonstruktion af venstre knæ en måned senere under forudsætning af, at hævelsen var forsvundet, og bevægelsen var i orden. Patienten fik ordineret træning inden operationen.

Ved den aftalte kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium en uge efter skaden, blev patienten undersøgt af reservelæge B, der ikke fandt grundlag for yderligere nærmere udredning og afsluttede behandlingen, da patienten oplyste om undersøgelse og aftale hos praktiserende speciallæge.

Med hensyn til reservelæge A lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin kliniske undersøgelse ikke fandt hævelse eller anslag af knæskallen. Der var endvidere ingen ømhed af ledlinierne eller løshed i knæet, som kunne strækkes og bøjes fuldt ud. En røntgenundersøgelse viste ingen tegn på brud, og knæskallen var normalt beliggende. Reservelæge A aftalte tid til kontrol en uge senere, da årsagen til patientens symptomer ikke umiddelbart kunne specificeres nærmere.

Med hensyn til reservelæge B lagde nævnet vægt på, at lægen ved kontrollen i ortopædkirurugisk ambulatorium undersøgte for løshed i knæet og herved ikke fandt kliniske tegn på overrivning af det forreste korsbånd. Lægen afstod fra yderligere udredning, idet patienten oplyste om undersøgelsen hos den praktiserende speciallæge i ortopædkirurgi og den aftalte behandling.

Nævnet lagde tillige vægt på, at undersøgelse af knæleddet efter akut opstået skade ofte er behæftet med nogen usikkerhed, og det er derfor en udbredt praksis at sætte patienter til kontrol enten hos egen læge eller i ambulatoriet ca. 1 uge efter. Nævnet fandt på baggrund af de nævnte forhold herefter ikke grundlag for at kritisere den behandling, patienten havde modtaget af reservelægerne A og B.

En 18-årig kvinde klagede over den behandling, hun havde modtaget på en skadestue og i et ortopædkirurgisk ambulatorium i forbindelse med forvridning af hendes venstre knæ, herunder at det ikke blev konstateret, at hendes forreste korsbånd var revet over.