Behandling af delvist læderet korsbånd

Behandling af delvist læderet korsbånd

Kvinden faldt under skiløb i udlandet, og blev undersøgt af en lokal praktiserende læge, som fandt, at der var tale om et sprængt korsbånd og lagde hele benet i gips. Hun blev herefter fløjet til Danmark og undersøgt på en skadestue 3 dage efter faldet.

Ifølge skadestuens instruks skulle patienter med mistanke om hel eller delvis overrivning af forreste korsbånd ikke indlægges i den akutte situation, men vurderes af en bagvagt senest 1 uge efter den første kontakt til skadestuen. I forbindelse med den første henvendelse skulle der foretages undersøgelse med henblik på udelukkelse af brud. Ifølge instruksen var der sædvanligvis ikke behov for bandage. Ved den primære undersøgelse ved bagvagt skulle behovet for primær rekonstruktion vurderes. I givet fald skulle dette planlægges til 6-8 uger senere, når hævelsen var svundet, og bevægelsen normaliseret.

Med hensyn til reservelæge A lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin undersøgelse af patienten fandt indskrænket bevægelighed, let hævelse og dyb smerte i knæet, samt at der ved røntgenundersøgelse ikke var fundet tegn på brud, men ansamling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at lægen i henhold til afdelingens instruks aftalte tid til en fornyet undersøgelse inden for 1 uge ved 1. reservelæge i ortopædkirurgisk ambulatorium.

Med hensyn til 1. reservelæge B lagde nævnet vægt på, at lægen ved sin første undersøgelse af patienten fandt, at der var fremgang. Knæet kunne dog kun bøjes til 90 ° , og at det var vanskeligt at foretage en nærmere undersøgelse af knæet på grund af kraftige spændinger. Lægen gav instruktioner i bevægeøvelser samt aftalte fornyet klinisk kontrol 2 uger senere. Ved den efterfølgende kontrol blev der fundet 5 graders strækkedefekt og ømhed ved den mediale ledlinie, men ellers normale forhold. Det blev aftalt, at der skulle foretages kikkertundersøgelse, og ved kikkertundersøgelsen blev der ikke fundet forhold, som kunne behandles.

Nævnet lagde tillige vægt på, at der altid er en betydelig usikkerhed i forbindelse med knæundersøgelse få dage efter en akut skade, ligesom der heller ikke kan foretages fuldstændig knæundersøgelse umiddelbart efter, at en gipsbandage er fjernet. Nævnet fandt på baggrund af de nævnte forhold ikke anledning til at kritisere den behandling, patienten havde modtaget af henholdsvis reservelæge A og 1. reservelæge B.

En 18-årig kvinde klagede over den behandling, hun havde modtaget på skadestue og i ortopædkirurgisk ambulatorium efter have forvredet venstre knæ.

På skadestuen blev patienten undersøgt af reservelæge A, der af patienten blev oplyst om den anden læges diagnose.

Efter undersøgelsen, aftalte reservelæge A tid til fornyet undersøgelse 1 uge senere.