Forskydning af brud trods korrekt behandling
Statutory Text (2 Articles)
Forskydning af brud trods korrekt behandling
Selvom bruddet senere blev forskudt, fandt nævnet, at patienten var blevet undersøgt korrekt og i overensstemmelse med sædvanlig praksis på skadestuen. Der blev ikke fundet anledning til kritik af den påpladssætning, der var foretaget, idet den efterfølgende røntgenkontrol samme dag samt efter henholdsvis 2 og 3 ugers forløb havde vist, at der herved var opnået en acceptabel stilling af bruddet. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere, at der ikke blev foretaget røntgenkontrol ved gipsfjernelsen, da det ikke var sædvanlig praksis, idet brud primært vurderes klinisk ved gipsfjernelsen. Findes der herved tegn på heling, vil en røntgenoptagelse således ikke have nogen umiddelbare konsekvenser for behandlingen.
En 65-årig kvinde klagede over, at hendes håndled blev sat skævt sammen efter et håndledsbrud. Dette gav efterfølgende gener med bl.a. ømhed og mangel på kraft i hånden.
Kvinden var faldet og havde taget for sig med højre hånd. Hun var herefter blevet undersøgt på en skadestue af en læge, der stillede diagnosen: højresidigt, forskudt håndledsbrud med brud gennem den nederste del af spolebenet. Der var ved røntgenundersøgelse fundet en 20 graders bagudkipning af den nederste del af spolebenet. Lægen satte bruddet på plads med efterfølgende anlæggelse af gipsbandage med hånden i en stilling, hvor den var let bøjet mod håndfladesiden. Røntgenkontrol umiddelbart herefter viste lidt forkortning, men at ledfladen næsten var i neutral stilling. Armen blev lagt i armslynge og patienten blev henvist til røntgenkontrol samt klinisk kontrol i ambulatoriet fem dage senere. Røntgenbillederne blev efterfølgende gennemgået af en røntgenlæge og en ortopædkirurgisk overlæge, der begge fandt, at den opnåede stilling af bruddet var helt tilfredsstillende.
2 uger efter behandlingen blev gipsen fjernet og håndleddet rettet op, således at hånden blev sat i neutral stilling. Røntgenkontrol viste i sideoptagelse uændret brudstilling og i forfraoptagelse en ubetydelig sammenpresning på brudstedet med ganske let vinkling mod tommelfingersiden. Undersøgelsen viste næsten uændret stilling i forhold til røntgenbillederne efter påpladssætningen.
Der opstod en uge efter røntgenkontrollen problemer med følelsesløshed i tommelfingeren. Disse problemer var fortsat til stede ved gipsfjernelse 2 uger senere, og patienten blev opfordret til at søge sin egen læge ved behov for fysioterapi. Der blev ved den kliniske undersøgelse ikke fundet tegn på forskydninger af bruddet, og der blev ikke foretaget røntgenkontrol ved gipsfjernelsen.
Et halvt år senere blev patienten på grund af fortsatte gener fra hånden henvist til røntgenundersøgelse. Der blev da påvist betydelig forskydning af bruddet i forhold til røntgenundersøgelsen ved opretning af bruddet. Bruddet var således helet i en forværret stilling med let tiltagende forkortning og vinkling bagud over mod tommelfingersiden. Det fremgik ikke af sagen præcist, hvornår forskydningen af bruddet opstod.