Klager over mangelfuld undersøgelse og behandling af lidelse i galdeveje og bugspytkirtel

Klager over mangelfuld undersøgelse og behandling af lidelse i galdeveje og bugspytkirtel

Der blev klaget over, at behandlingen for betændelse i galdevejene ikke var tilstrækkelig omfattende, og at ERCP-undersøgelsen ikke blev iværksat tidligere. Der blev endvidere klaget over ERCP-undersøgelsen, idet denne angiveligt havde medført en beskadigelse af patientens bugspytkirtel, over manglende information om risikoen herfor, samt over at patienten ikke inden hjemsendelse blev undersøgt for eventuel skade efter kikkertsundersøgelsen. Der blev videre klaget over, at hospital A afviste at genindlægge patienten akut efter udskrivelsen. Endelig blev der klaget over, at lægerne, efter at patienten igen var overflyttet til hospital A, ikke havde foretaget tilstrækkelig undersøgelse og behandling af de komplikationer, der indtraf hos patienten efter kikkertundersøgelsen.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af lægernes behandling for betændelse i galdevejene, ligesom det ikke fandtes kritisabelt, at ERCP-undersøgelsen først fandt sted 8 dage efter. Patientklagenævnet lagde vægt på, at behandlingen var i overensstemmelse med almindelig praksis på det aktuelle tidspunkt.

For så vidt angik spørgsmålet om information vedrørende risici forbundet med undersøgelsen, fandt Patientklagenævnet, at den undersøgende overlæge burde have informeret herom. Nævnet lagde vægt på, at der efter en ERCP-undersøgelse er en lille risiko for enten blødning, perforation, eller komplicerende bugspytkirtelbetændelse, og at hver af disse komplikationer er så alvorlige, at overlægen burde have informeret patienten herom. Patientklagenævnet fandt således, at overlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed.

Patientklagenævnet fandt under de givne omstændigheder ikke grundlag for kritik af overlægens undersøgelse af patienten. Nævnet lagde herved vægt på, at bugspytkirtlens udførelsesgang lå mellem 2 udposninger på tolvfingertarmen og var vanskelig tilgængelig, samt at et optaget røntgenbillede viste normal forhold. Det var imidlertid ikke muligt at gennemføre undersøgelsen som planlagt på grund af en apparaturteknisk fejl, hvorfor undersøgelsen måtte afbrydes med henblik på fornyet undersøgelse på et senere tidspunkt.

Hvad angik overlægens tilsyn med patienten, fandt Patientklagenævnet, at det måtte lægges til grund, at overlægen havde tilset hende inden "skrivebordsstuegang" kl. 14. 00. Patientklagenævnet fandt i den forbindelse at overlægens journalføring var mangelfuld, idet det ikke fremgik af journalen, at patienten var blevet tilset og undersøgt på dette tidspunkt.

Patientklagenævnet fandt herefter grundlag for kritik af overlægens opfølgning på patienten frem til udskrivningstidspunktet. Nævnet lagde vægt på, at overlægen var bekendt med, at patienten havde fået smerter efter det tidspunkt, hvor han ved sit tilsyn havde fundet hende velbefindende. Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af afdelingens instruks, at der ved mavesmerter skal foretages blodprøveundersøgelse, og at patienten skal forblive i afdelingen. Nævnet fandt således at instruksen ikke var fulgt i det aktuelle tilfælde. Nævnet lagde endelig vægt på, at det fremgik af patientens journal, at hun kort forinden havde været indlagt på grund af mistanke om betændelse i galdegangene.

Patientklagenævnet fandt endelig ikke at kunne kritisere, at patienten ved genindlæggelsen samme aften blev indlagt på det nærmeste hospital. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke umiddelbart var tegn på akut behandlingskrævende sygdom, der alene kunne behandles på et bestemt hospital, og at hun var blevet indlagt på det hospital, hvor hun områdemæssigt hørte til.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den behandling, kvinden modtog af lægerne på kirurgisk afdeling og intensiv afdeling i forbindelse med de komplikationer, der indtraf hos kvinden efter kikkertundersøgelsen. Nævnet lagde herved vægt på, at lægerne havde foretaget relevante og omfattende undersøgelser af kvinden.

En 62-årig kvinde blev på grund af mistanke om en mulig lidelse i bugspytkirtlen henvist til undersøgelse på kirurgisk ambulatorium på hospital A, hvor et nærmere undersøgelsesprogram blev planlagt. Forinden iværksættelsen af dette program, blev patienten imidlertid indlagt akut på kirurgisk afdeling, hospital A, på grund af mistanke om betændelse i galdevejene. Efter behandling med antibiotika i 2 dage gik tilfældet i ro, og kvinden kunne udskrives til fortsatte ambulante undersøgelser, herunder ERCP-undersøgelse og CT-scanning. Ved udskrivelsen var hun uden feber og velbefindende. ERCP-undersøgelsen blev foretaget 8 dage senere under fornyet indlæggelse på hospital A.

ERCP-undersøgelsen kunne imidlertid ikke gennemføres som planlagt, hvorfor den undersøgende overlæge måtte afbryde denne med henblik på fornyet undersøgelse på et senere tidspunkt. Der blev ikke forud for undersøgelsen informeret om mulige komplikationer, idet disse blev fundet yderst sjældne.

Efter den afbrudte undersøgelse blev patienten bragt tilbage til afdelingen. Ved modtagelsen kl. ca. 11.30 var patienten vågen og velbefindende, havde normal puls og blodtryk og ønskede i øvrigt at komme hjem snarest. Efter frokost klagede patienten over mavesmerter og fik en let smertestillende tablet herfor. Det er oplyst til sagen, at overlægen sidste gang tilså kvinden før kl. 14.00, hvor hun var velbefindende. Kl. 14.00 blev der på grund af travlhed på afdelingen afholdt "skrivebordsstuegang". Ved denne lejlighed blev overlægen oplyst om, at patienten havde fået smertestillende medicin på grund af mavesmerter. Kl. ca. 15.00 forlod patienten afdelingen på trods af anbefaling fra en sygeplejerske om at blive. Forinden fik hun endnu en smertestillende tablet på grund af mavesmerter.

Samme aften blev patienten indlagt akut på kirurgisk afdeling på nærmeste hospital B på grund af mavesmerter. Undersøgelsen viste tegn på betændelse i bugspytkirtlen. Den følgende dag blev patienten overflyttet til kirurgisk afdeling på hospital A, hvor hun tidligere var blevet behandlet. En CT-scanning bekræftede, at der var akut betændelse i bugspytkirtlen og stase i den indre og de ydre galdegange. Patienten blev herefter overflyttet til intensiv afdeling, hvor hun blev behandlet med antibiotika. En fornyet CT-scanning 2 dage senere viste i det væsentlige uændrede forhold. I forbindelse med undersøgelsen fik patienten imidlertid en voldsom opkastning med nedsugning af maveindholdet i lungerne, og der blev indledt respiratorbehandling. På grund af efterfølgende nyresvigt blev det tillige nødvendigt behandle med dialyse. En ultralydundersøgelse af bughulen viste fortsat stase i galdegangene, men ingen tegn på ansamlinger. Ved fornyet CT-scanning 6 dage senere påvistes en ansamling bag mavesækken, der blev udtømt ved ultravejledt drænanlæggelse. Dette måtte senere gentages. Efter yderligere 6 dage blev der foretaget operativ åbning af bughulen, og der blev fjernet henfaldent væv fra bughulen. Patienten sløjede yderligere af, og døden indtraf den følgende dag.