Klager over behandling med radio-jod

Klager over behandling med radio-jod

Der blev klaget over, at patienten blev henvist til behandling med radiojod i stedet for en alternativ behandlingsmetode. Der blev tillige klaget over, at der blev ordineret en for stor dosis radiojod, samt at patienten ikke forinden behandlingen var blevet informeret om risikoen ved behandling med for høj dosis radiojod.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den valgte behandlingsmetode.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at det fremgik af patientens sygehistorie at sygdommen, til trods for længere tids medicinsk behandling, ikke var bragt i ro, og at patientens stofskifte var tydeligt forhøjet. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var indstillet på behandling med radiojod.

Patientklagenævnet oplyste i den forbindelse, at det var almindelig praksis ved patienter med forhøjet stofskifte at indlede behandlingen med medicin, der hæmmer skjoldbruskkirtlens funktion. Nævnet oplyste endvidere, at såfremt der efter en eller flere behandlingsperioder af måneders varighed kommer nye tilbagefald med forhøjet stofskifte, vil det være relevant at ændre strategi for behandling til enten operation eller radiojod, og det er ofte behandling med radiojod, der anbefales.

Patientklagenævnet fandt endvidere, at den ordinerede mængde radiojod lå højt men inden for de dosisområder, der anvendes internationalt. Der fandtes således ikke grundlag for kritik af størrelsen af den ordinerede dosis radiojod.

Patientklagenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af en scintigrafiundersøgelse blev skønnet, at der var en kirtelvægt på 50-60 ml og på baggrund heraf, blev der indgivet 600MBq131 jodid som behandlingsdosis. Nævnet lagde endvidere vægt på, at dosis blev beregnet ud fra oplysninger om gentagne tilbagefald under medicinsk behandling, kirtelstørrelsen samt kendskabet til patientens psykiatriske lidelse.

Patientklagenævnet fandt endelig, at patienten var tilstrækkeligt informeret om risici ved behandlingen.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at det i journalen var noteret, at patienten accepterede risikoen for vedvarende nedsat funktion af stofskiftekirtlen på grund af radiojodbehandlingen og eventuelt behov for hormonbehandling for at kompensere for den nedsatte funktion.

Patientklagenævnet fandt det således godtgjort, at patienten havde modtaget information om risikoen ved behandling med for høj en dosis radiojod, og at denne information var i overensstemmelse med sædvanlig praksis på området.

En 43-årig mand havde igennem 7 år haft struma med forhøjet stofskifte. Patienten blev indlagt med henblik på behandling med radiojod og blev i den forbindelse orienteret om behandlingen mundtligt og skriftligt. I det skriftlige materiale var der imidlertid ikke nævnt noget om muligheden for varig beskadigelse af hormonproduktionen ved for kraftig behandling med radiojod og dermed risikoen for livsvarig behandling med stofskifteøgende medicin. Der blev ifølge den behandlende læge i stedet givet mundtlig information herom.

Ved behandlingen blev der givet en dosis radiojod på 600 MBq 131.

Efter behandlingen, som foregik ambulant, blev patienten indlagt akut med symptomer i form af kraftnedsættelse i begge ben og stærk mathed. Tilstanden blev opfattet som en mulig følge dels af stofskiftelidelsen, dels af psykiske problemer, idet patienten igennem flere år havde lidt af maniodepressiv psykose.

Efter udskrivelsen modtog patienten stofskifteøgende behandling (eltroxin).