Behandling med blodpropopløsende og blodfortyndende medicin på mistanke om blodprop i hjertet

Behandling med blodpropopløsende og blodfortyndende medicin på mistanke om blodprop i hjertet

Behandlingen havde imidlertid ikke den ønskede virkning, og mistanken om blodprop i hjertet blev afkræftet. Der var herefter mistanke om akut betændelse i hjertesækken. To dage senere fik patienten hjertestop, og genoplivning var forgæves. Efter dødens indtræden blev der foretaget en ekkokardiografisk undersøgelse, hvorved der fandtes en stor ansamling i hjertesækken. Døden mentes herefter at være forårsaget af en akut indsættende, voldsom blødning. Patientens første symptomer måtte derfor være udløst af en bristning på legemspulsåren (dissikerende aortaaneurisme). Den efterfølgende obduktion bekræftede denne diagnose.

Patientklagenævnet kan oplyse, at en bristning af legemspulsåren er en sjælden tilstand, som normalt angives at optræde med en hyppighed på 5-20 per million indbygger, svarende til 25-100 tilfælde per år i Danmark. Den mest almindelige differentialdiagnose er akut blodprop i hjertet, som er en meget almindelig sygdom med ca. 18.000 tilfælde pr. år i Danmark. Andre differentialdiagnoser er ustabil angina pectoris (svære brystsmerter på grund af truende blodprop i hjertet), lungeemboli (blodprop i lungerne), mavesår og betændelse i hjertesækken. I nogle tilfælde kan der optræde specifikke fund, som skal henlede mistanken på dissikerende aortaaneurisme, herunder eksempelvis utæt aortaklap eller pulsforskelle på armene eller benene.

Nævnet kan oplyse, at store undersøgelser har vist, at patienter med typiske smerter for akut blodprop i hjertet (AMI) og særlige forandringer i ekg (ST-elevation eller grenblok) får dødeligheden reduceret med omkring 25%, hvis der akut behandles med blodfortyndende og blodpropopløsende medicin.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at der blev foretaget en ekg-undersøgelse, som viste mindre ST-elevation i de midterste prækordiale afledninger. Der blev ikke fundet hørlige mislyde ved stetoskopi af hjerte og halspulsårer. Der var endvidere god puls i begge lyskeregioner.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at de såkaldte coronarenzymer ikke var fundet forhøjet, efter at blodprop i hjertet var afkræftet, at en ekkokardiografisk undersøgelse ikke viste væske i hjertesækken, samt at de forandringer, der var påvist ved ekkokardiografi, kunne forklares ved patientens sygehistorie fra 1992. Endelig lagde nævnet vægt på, at patienten ikke havde fået nye symptomer, der burde afkræfte den formodede diagnose om betændelse ved hjertesækken.

Patientklagenævnet fandt herefter ikke at kunne kritisere, at reservelægen på grundlag af patientens subjektive klager, de kliniske og parakliniske undersøgelsesfund og de elektrokardiografiske forandringer fandt, at patienten havde en blodprop i hjertet, og derfor indledte behandling med blodpropopløsende og blodfortyndende præparater.

En 64-årig mand blev indlagt akut, da han havde udviklet kraftige smerter af trykkende karakter tværs over brystet med udstråling til halsen. Patienten havde endvidere åndenød, svedudbrud og var utilpas. Ved modtagelsen på sygehuset oplyste han, at han 3-4 dage tidligere havde haft et lignende tilfælde af almen utilpashed udløst af anstrengelse med sovende fornemmelser i højre arm. Han oplyste endvidere, at han siden 1992 havde været behandlet med magnyl 150 mg dagligt, da lægerne under en indlæggelse havde haft mistanke om, at han havde haft en blodprop i hjertet.

Reservelægen, der undersøgte patienten ved indlæggelsen, mistænkte, at der var tale om en blodprop i hjertet og iværksatte behandling med blodpropopløsende og blodfortyndende præparater.