Klage over mangelfuld observation og smertebehandling

Klage over mangelfuld observation og smertebehandling

Nævnet fandt ikke anledning til kritik af lægerne på anæstesi-intensiv afdeling for behandlingen af patienten, idet han fra indlæggelsen blev observeret og behandlet omhyggeligt. Man var fra starten opmærksom på, at god smertebehandling på grund af de mange ribbensbrud var vigtig for at undgå, at patientens vejrtrækning blev så dårlig, at respiratorbehandling ville blive nødvendig. Vejrtrækningen blev løbende overvåget ved måling af blodets iltindhold og ved kliniske undersøgelser suppleret med røntgenundersøgelse af lungerne.

I øvrigt fandt nævnet, at indgift af væske og ernæring blev omhyggeligt planlagt og dokumenteret. Nyrernes funktion blev kontrolleret ved daglige laboratorieundersøgelser og måling af urinproduktion.

Endelig fandt nævnet, at både stamafdelingen, parenkymkirurgisk afdeling, ortopædkirurgisk afdeling og mikrobiologisk afdeling blev involveret i relevant omfang. Da patientens tilstand blev dramatisk forværret, foregik bestræbelserne på udredning og behandling i et efter beskrivelsen velfungerende samarbejde mellem de nævnte afdelinger.

Nævnet kunne oplyse, at det er velkendt, at en blodansamling i bækkenet og bag bughinden som følge af bækkenbrud kan føre til forbigående ophør af tarmfunktion, hvorfor det var forståeligt, at der gik en uge før patienten havde afføring. Tilstanden begrundede ikke specielle diagnostiske eller behandlingsmæssige tiltag.

En 65-årig mand blev efter en trafikulykke i bil indlagt på skadestuen på et sygehus.

Ved indlæggelsen blev der ved røntgenundersøgelse konstateret brud på flere ribben på højre side og højresidig fortætning på røntgenundersøgelse af lungerne, hvilket blev taget som udtryk for kvæstelse af lungen. Herudover fandtes dobbeltsidigt bækkenbrud. Lægen vurderede, at bækkenbruddet var stabilt, og at der ikke umiddelbart var ortopædkirurgisk behandlingskrævende forhold, hvorefter patienten blev henvist til parenkymkirurgisk læge.

Den parenkymkirurgiske læge fandt ved undersøgelse af patienten, at bugvæggen var blød uden muskelværn, og at det kunne gennemføles uden smerteklager. Patienten var øm i begge flanker, hvor der ikke blev observeret dæmpning. Der blev anlagt blærekateter. Kateteret fungerede primært med klar urin, men senere med blodtilblandet urin.

Det blev besluttet, at akut CT-skanning ikke var indiceret, men at patienten skulle observeres med puls og blodtryksmåling.

Patienten blev tilset om natten. Den kliniske undersøgelse viste ikke nogen væsentlig ændring, men man fandt, at der var sket et fald i blodprocenten fra 8,3 ved indlæggelsen kl. 17.50 til 5,6 kl. 21.50. På baggrund heraf blev der givet blodtransfusion. Ydermere fremgik det af laboratorieskemaet, at der var sket en stigning i se-kreatinin, hvilket er et udtryk for påvirkning af nyrefunktionen. Der var normalt urinproduktion.

Dagen efter blev patienten undersøgt af en afdelingslæge fra ortopædkirurgisk afdeling. Han gennemså røntgenbillede af bækkenet fra indlæggelsesdagen og skønnede, at kvaliteten af billedet var dårlig, hvorfor han ordinerede et nyt samme dag. Han vurderede, at der ikke forelå brud eller ledskred svarende til korsben eller dettes led med bækkenvingen, hvorfor han ordinerede mobilisering af patienten.

Det fremgår af sagen, at patientens tilstand blev bedret i dagene efter indlæggelsen. Den 6. indlæggelsesdag havde han feber. Der blev observeret blod i afføringen den 7. indlæggelsesdag. Den 8. dag var han mobiliseret og spiste og drak fint. Han var godt smertedækket, og der havde været gang i maven.

Den 10. indlæggelsesdag fik lægerne klinisk mistanke om en endetarmslæsion, da der blev observeret luft i underhuden svarende til ben og lysk. De relevante undersøgelser, CT-skanning og røntgenkontrastundersøgelse af endetarmen blev foretaget akut. Undersøgelsen viste, at der var kontrastudløb gennem et lille hul i endetarmen, og der blev der korrekt foretaget akut operation. Operationen blev udført i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

Patienten var i indlæggelsesperioden indlagt på anæstesiologisk-intensiv afdeling, hvor undersøgelse og behandling foregik som et samarbejde mellem de forskellige specialer. Intensivlægerne havde det daglige ansvar, og patienten blev tilset af de øvrige relevante specialafdelinger.