Klager over undersøgelse og behandling af spædbørn

Klager over undersøgelse og behandling af spædbørn

Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge A ved den første konsultation, på trods af at det foreliggende kliniske billede ikke var usædvanligt eller specielt alarmerende, burde have foretaget en objektiv undersøgelse, som indbefattede en almen vurdering af vejrtrækningsforholdene, herunder inspektion af brystkasse, ligesom undersøgelse af ører og svælg burde være udført. Nævnet fandt videre, at vagtlæge A foretog en utilstrækkelig undersøgelse af drengen, og at vagtlæge A derfor havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet lagde til grund, at drengen ikke var afklædt i forbindelse med undersøgelsen.

Patientklagenævnet oplyste, at undersøgelse af spædbørn kræver stor omhu. Det er endvidere væsentligt, at barnet inspiceres afklædt, således at især barnets vejrtrækning, farver og ernærings- og hydreringstilstand kan vurderes. Patientklagenævnet oplyste endvidere, at spædbørn ret sjældent har luftvejsinfektioner, udover den typiske forkølelse i form af tæt næse.

For så vidt angår vagtlæge B fandt Patientklagenævnet, at han burde have tilrådet drengens forældre en fornyet konsultation, idet der forelå en sygdomsperiode på en uge, og da symptomerne i form af orange urin kunne tyde på en begyndende dehydrering. Det var endvidere nævnets opfattelse, at der forelå en stor risiko for fejlvurdering af situationen uden en klinisk undersøgelse. Nævnet fandt samlet, at vagtlæge B udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at tage initiativ til en lægeundersøgelse, uanset om forældrene ønskede dette eller ej.

For så vidt angår vagtlæge A s anden undersøgelse af drengen fandt Patientklagenævnet, at det var usandsynligt, i betragtning af de objektive fund ved indlæggelsen på sygehuset, at drengen ikke ved henvendelsen i lægevagtskonsultationen havde frembudt tegn til en mere alvorlig udvikling, idet han har været udtrættet og haft tegn på den alvorlige lungeinfektion med eller uden de typiske stetoskopiske tegn. Det var nævnets vurdering, at vagtlæge A burde have foretaget en grundig undersøgelse af drengen, herunder indlagt ham med henblik på videre udredning og afklaring af blandt andet mulig kighoste. Nævnet lagde vægt på, at drengen havde været syg i 9-10 dage, at drengen ikke var afklædt i forbindelse med undersøgelsen, at vagtlægen blev gjort bekendt med, at drengen var født for tidligt, og at han havde lidt af Respiratory Distress Syndrome.

Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge A ved at undlade ovennævnte udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Endvidere indskærpede Patientklagenævnet overfor vagtlæge A, at han udviser større omhu i sit fremtidige virke. Endelig fandt nævnet, at der var begrundet mistanke om, at vagtlæge A havde udvist grovere forsømmelse ved undersøgelse og behandling af drengen ved den sidste konsultation. Vagtlæge A har efterfølgende vedtaget et bødeforlæg på 5.000 kr.

Patientklagenævnet oplyste, at kighoste er en livsfarlig sygdom for børn i de første leveår, specielt for spædbørn. Dødeligheden er ikke ubetydelig, og det gælder også for børn, der bliver indlagt på et tidligt tidspunkt af sygdomsstadiet. Sygdommen er på grund af vaccinationerne sjælden, men det må påregnes, at den praktiserende læge er bekendt med sygdomsbilledet og udviser stor opmærksomhed, når der foreligger oplysninger om kighoste og/eller anfaldsfænomener, der kan repræsentere sygdommen. Efterhånden som anfaldene tager til, udmattes barnet, og det retter sig i stadig ringere grad efter et anfald. Der ophobes endvidere slim i luftvejene, hvilket kan føre til lungebetændelse.

En 9-uger gammel dreng var begyndt at hoste, og hosten gav sig udslag i en kraftig, nærmest pibende hoste. Desuden hostede han slim op samt modermælk. Moderen havde mistanke om, at han kunne være smittet med kighoste, idet der var blevet konstateret kighoste i storesøsterens klasse. Drengen var i henhold til gældende retningslinier endnu ikke blev kighostevaccineret. Dagen efter tog forældrene drengen med til lægevagten. Forældrene har til sagen oplyst, at vagtlæge A ikke undersøgte barnet, herunder at der ikke blev foretaget stetoskopi af lungerne. Vagtlæge A har heroverfor oplyst, at han undersøgte barnets almentilstand, og at stetoskopien foregik ved, at stetoskopet blev stukket ind under barnets tøj. Vagtlæge A stillede diagnosen almindelig virusforkølelse. I løbet af den følgende uge blev drengens hosteanfald heftigere, og han hev efter vejret under anfaldene og hostede slim op.

En uge efter den første henvendelse kontaktede moderen sent om aftenen lægevagten, idet drengen var begyndt at tisse orange i bleen. Vagtlæge B fik derudover oplyst, at drengen ikke kunne holde mad i sig, og at han var feberfri. Vagtlægen mente ikke, at det var nødvendigt, at drengen blev undersøgt i konsultationen.

Et døgn senere fik drengen feber, og han kastede op det meste af natten. 1½ døgn efter den seneste henvendelse var drengens temperatur 39, og han blev om formiddagen undersøgt af vagtlæge A. Vagtlægen tilrådede fortsat observation af drengen og henvendelse til læge, såfremt tilstanden blev forværret.

Dagen efter blev drengen indlagt på sygehus, og det fremgår af journalen, at han var svært akut medtaget, slap, bleg og gusten. Hans temperatur var 39,4 og han åndedræt var meget hurtigt. En røntgenundersøgelse af brystet viste store og svære forandringer.