Manglende diagnosticering af blodprop i lunger eller hjerne

Manglende diagnosticering af blodprop i lunger eller hjerne

Patientklagenævnet fandt, at vagtlæge A havde handlet i overensstemmelse med almindelig faglig standard, da han undersøgte patienten, og at han ikke kunne kritiseres for ikke at have stillet den korrekte diagnose efter undersøgelse, idet symptomerne på blodprop var så diskrete, at det var acceptabelt, at vagtlæge A rådede til at se tiden an.

Videre fandt nævnet, at vagtlæge B ikke kunne kritiseres for ikke at have stillet diagnosen blodprop i hjernen, men at der på baggrund af patientens symptomer var tale om et acceptabelt fejlskøn. Nævnet hæftede sig i denne forbindelse ved, at vagtlæge B ved telefonkonsultationen havde direkte kontakt med patienten.

Endelig fandt nævnet, at der forelå modstridende oplysninger mellem patienten og vagtlæge C. Der forelå ikke yderligere oplysninger i sagen, der kunne understøtte den ene forklaring fremfor den anden, og Patientklagenævnet havde ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst. Patientklagenævnet kunne således ikke vurdere, hvad der var foregået. I et sådant tilfælde gælder der et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode. Efter de regler, der gælder for Patientklagenævnets virksomhed, havde nævnet herefter ikke grundlag for at fastslå, at vagtlæge C ikke havde bestilt transport til patienten.

En 68-årig mand vågnede en morgen og var skæv i venstre side af munden samt havde læspende tale. Der blev ringet til lægevagten, hvilket medførte, at vagtlæge A aflagde hjemmebesøg samme morgen. Vagtlæge A blev oplyst om, at patienten havde blodmangel, at han læspede og havde hængende læbe, samt at han skulle indlægges 2 dage senere til undersøgelse for lav blodprocent. Desuden blev lægen oplyst om, at patienten havde haft en blodprop, og at han havde for højt blodtryk. Ved undersøgelse fandt vagtlæge A patienten vågen og klar uden tegn på lammelse, heller ikke lammelse af partiet omkring munden. Vagtlæge A fandt på denne baggrund ikke anledning til akut indlæggelse, men foreslog, at man så tiden an. Patienten blev rådet til at henvende sig til lægevagten igen, hvis der opstod nye symptomer.

Tidligt på aftenen samme dag følte patienten sig yderligere dårlig og ringede til lægevagten, hvor han talte med vagtlæge B. Vagtlæge B fik i telefonen oplysning om, at patienten følte sig slap, at han havde blodmangel og skulle indlægges 2 dage senere. Ifølge vagtlæge B hæftede han sig i særlig grad ved oplysningerne om, at patienten havde blodmangel og skulle indlægges til undersøgelse for dette. Han blev ikke oplyst om alvorlige akutte symptomer, for eksempel lammelser, hos patienten. Vagtlæge B konstaterede ved telefonsamtalen et lettere talebesvær, som han tilskrev blodmangel og heraf følgende træthed. Vagtlæge B hæftede sig ved, at patienten var blevet undersøgt af vagtlæge ca. 10 timer forinden, uden at denne havde fundet symptomer på alvorlig sygdom.

Da patienten vågnede dagen efter, var han slap i venstre arm, som han vanskeligt kunne bevæge. Lægevagten blev kontaktet, og vagtlæge C indlagde samme dag patienten, da der var lammelse i højre arm. Ifølge patienten måtte familien selv tilkalde en taxa til transport. Ifølge vagtlæge C bestilles der rutinemæssigt en liggende transport til en patient med formodet blodprop i hjernen. Vagtlæge C formodede, at det var en fejl i hospitalets visitation, at der ikke blev sendt en ambulance.