Observation af selvmordstruede patienter

Observation af selvmordstruede patienter

Patientklagenævnet lagde til grund, at reservelægen mundtligt havde instrueret plejepersonalet om, at patienten skulle observeres som selvmordstruet samt at den vagthavende læge skulle tilkaldes, såfremt patienten ønskede sig udskrevet. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere reservelægens handlemåde, der var i overensstemmelse med afdelingens lægefaglige instruks, hvorefter det var vigtigst, at "der gives umiddelbare instruktioner til afdelingspersonalet om eventuelle indskrænkninger i frihed, medicingivning samt særlige nødvendige observationer eller skærmning". Nævnet fandt ikke anledning til at kritisere instruksens udformning. Retslægerådet havde om dette spørgsmål udtalt følgende

"Afdelingens instruks [ ] må efter Retslægerådets vurdering betragtes som tilstrækkelig. Den indebærer, at de vagthavende skal afgive meget detaljeret vejledning til plejepersonalet, hvilket er hensigtsmæssigt. Det havde været ønskeligt, om instruksen havde indeholdt operationelle handlemuligheder, herunder muligheden for at ordinere fast vagt, bl.a. til suicidalfarlige patienter. Rådet kan imidlertid tilslutte sig [overlægens standpunkt] om, at meget detaljerede instrukser ikke nødvendigvis giver det bedste grundlag for udøvelse af god observation og behandling."

Patientklagenævnet kritiserede heller ikke, at patienten ikke havde fået frataget sit læderbælte. Nævnet udtalte

"Det er Patientklagenævnets opfattelse, at selvmordstruede patienter, der indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling, bør visiteres for farlige genstande så som lommeknive, våben, medicin og gifte. Patienterne skal derimod ikke nødvendigvis fratages almindelige brugsgenstande, selv om disse eventuelt kan misbruges til et selvmordsforsøg, eksempelvis læderbælter, seler, slipse, tasker og snørebånd.

Baggrunden herfor er, at der på enhver almindelig psykiatrisk afdeling vil være adgang til nødtørftige stranguleringsmidler, eksempelvis tøj, gardiner, lagener og lignende. Et forsøg på at afværge selvmordsfare ved en fuldstændig fjernelse af alle potentielle stranguleringsmidler ville medføre forhold, der som oftest ikke ville være forenelig med patienters velfærd og trivsel, og som næppe ville blive accepteret af frivilligt indlagte patienter. Dertil kommer, at sådanne foranstaltninger kan forstærke selvmordsimpulser hos psykotiske patienter."

En 22-årig mand uden psykiatrisk sygehistorie blev klokken 23.00 indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling på grund af selvmordstanker. Han havde gennem de seneste måneder nedtrappet et mangeårigt hashmisbrug og isoleret sig i tiltagende grad. Gennem de seneste tre uger var han begyndt at føle sig overvåget og høre konstant kommenterende stemmer, der pressede ham til selvmord. På indlæggelsesdagen havde han opgivet en plan om at drukne sig og i stedet betroet sig til sine forældre, der fulgte ham til indlæggelsen. Ved en samtale denne aften virkede han forpint, anspændt og tydeligt hørehallucineret, men faldt i søvn klokken 1.00 efter ordination af 10 mg Cisordinol og 50 mg Lysantin. Den visiterende reservelæge skønnede patienten fortsat selvmordstruet og noterede dette i journalen. Næste morgen var patienten oppe klokken 6.30. Han gav udtryk for at have sovet godt og færdedes upåfaldende på afdelingen. Klokken 9.30 blev han fundet hængt i sit læderbælte på sin enestue.