Den lægelige vurdering af selvmordsfaren

Den lægelige vurdering af selvmordsfaren

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for en kritik af den læge, der havde vurderet patienten tidligere på dagen. Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere havde haft periodiske selvmordstanker, der dog aldrig havde resulteret i selvmordshandlinger. Under samtalen oplyste patienten, at selvmordstankerne atter havde været til stede, men at de ikke havde været konkrete, og der fandtes i øvrigt heller ikke aktuelle tegn på konkrete selvmordsimpulser. Patientens færden på afdelingen var forekommet upåfaldende, idet han foretog sig almindelige gøremål og talte med personalet om neutrale emner.

En 48-årig mand havde gennem hele livet lidt af depressioner og siden 30-års alderen været i antidepressiv medicinbehandling. Gennem de seneste måneder havde han været tiltagende deprimeret med skyldfølelser og selvmordstanker. Ved indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling havde patienten svært forsænket stemningsleje, var grædende og forpint af selvbebrejdende paranoide tanker og skyldfølelser. Han havde sygdomsindsigt og erkendte behandlingsbehovet. Der blev ordineret fortsat antidepressiv behandling med Ludiomil samt beroligende medicin og sovemedicin ved behov. Under en lægesamtale den følgende dag om formiddagen fandtes patienten fortsat forpint og med forsænket stemningsleje, men skønnedes ikke selvmordstruet. Omkring klokken 17.00 begik patienten selvmord ved hængning.