Legislator Case Law & Legislation
W19980919525 DK

Ankestyrelsens principafgørelse B-4-98 om ordinært børnetilskud - forældre - pensionist

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 1998 9195 Valid

Ankestyrelsens principafgørelse B-4-98 om ordinært børnetilskud - forældre - pensionist

KEN#LOKDOK23 1998 9195 Valid

Resume

Der var ikke ret til udbetaling af ordinært børnetilskud til pensionist, der var gift og levede sammen med en person, der ikke var pensionist, selvom den anden af forældrene var pensionist.

Bestemmelsen giver således kun mulighed for udbetaling af børnetilskud, når barnet bor hos biologiske forældre, der er pensionister, og som ikke har ophævet samlivet.

Ankestyrelsen henviste til lovens forarbejder, og de vejledninger, der er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Heraf fremgår tillige, at bestemmelsen finder analog anvendelse for børn, der bor hos gifte eller samlevende pensionister, selvom kun den ene er biologisk forældre til barnet.

KEN#LOKDOK23 1998 9195 Valid

Love

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 2, nr. 4

Vejledninger

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 11

Sagsfremstilling

En kvindelig pensionist ansøgte om ordinært børnetilskud, da faderen til hendes børn var pensionist.

Kvinden var ikke samlevende med faderen, men derimod gift og samlevende med en person, der ikke var pensionist.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at kvinden ikke var gift/samlevende med en anden pensionist.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at det var oplyst, at både kvinden og børnenes biologiske fader modtog social pension.

Nævnet fandt endvidere, at der i børnetilskudslovens § 2, nr. 4 ikke stilles krav om, at barnets forældre skal være gift eller samlevende, eller at den som har barnet hos sig skal være enlig.

Kommunen ankede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det er en betingelse, at et barns forældre skal være gift eller samlevende, eller at den, som har barnet hos sig skal være enlig for at der kan ydes ordinært børnetilskud efter børnetilskudslovens § 2, nr. 4.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for udbetaling af ordinært børnetilskud til kvinden ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at kvinden var gift og levede sammen med en person, der ikke var pensionist.

Kvinden havde derfor ikke ret til at få udbetalt ordinært børnetilskud som enlig efter lovens § 2, nr. 1.

Der kunne heller ikke udbetales ordinært børnetilskud efter lovens § 2, nr. 4, da bestemmelsen kun giver mulighed for udbetaling af børnetilskud, når barnet bor hos biologiske forældre, der er pensionister, og som ikke har ophævet samlivet.

Ankestyrelsen henviste herved til lovens forarbejder, og de vejledninger, der er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Heraf fremgår tillige, at bestemmelsen i lovens § 2, nr. 4, finder analog anvendelse for børn, der bor hos gifte eller samlevende pensionister, selvom kun den ene er biologisk forældre til barnet.

Da kvinden var gift med en person, der ikke var pensionist, var der ikke ret til børnetilskud efter denne bestemmelse.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke ville blive tale om tilbagebetaling af den uberettiget modtagne ydelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →