Ankestyrelsens principafgørelse O-21-97 om flyttehjælp - boligmæssig forbedring - depositum - forudsigelig udgift - livsførelse - huslejeudgift

Ankestyrelsens principafgørelse O-21-97 om flyttehjælp - boligmæssig forbedring - depositum - forudsigelig udgift - livsførelse - huslejeudgift

Resume

Der forelå ikke en boligmæssig forbedring i forbindelse med, at en enlig forsørger for at nedbringe sin husleje flyttede til en billigere bolig i samme kommune.

Der kunne derfor ikke ydes hjælp til depositum.

Udgiften til depositum kunne ikke anses for at være en uforudsigelig udgift.

Udgiften kunne heller ikke anses for at være af helt afgørende betydning for familiens livsførelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var en sådan forskel på huslejeudgiften i den tidligere bolig sammenholdt med udgiften i den nuværende bolig, at der var tale om en boligmæssig forbedring i lovens forstand.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger havde en uddannelse som hjemmehjælper og i flere år havde haft beskæftigelse inden for faget, som hun opgav for at starte på en pædagoguddannelse.

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46 og § 47, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 1

Sagsfremstilling

Ansøger, der var enlig forsørger med 2 børn, blev opsagt fra sit arbejde efter i flere år at have arbejdet som hjemmehjælper.

Hun besluttede herefter at påbegynde uddannelsen til pædagog.

Ansøger havde søgt og fået afslag på revalidering.

Ansøger fraflyttede en 4 værelses lejlighed til netto 2.750 kr. og flyttede ind i en 2 værelses lejlighed til netto 1.500 kr. i samme kommune.

Ansøger søgte om hjælp til betaling af depositum på ca. 20.000 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at flytning til en billigere bolig med det formål at forbedre de økonomiske forhold ikke i sig selv kunne anses for en boligmæssig forbedring.

Nævnet fandt ikke, at betingelsen om en boligmæssig forbedring var opfyldt i forbindelse med flytningen, der havde til formål at nedbringe ansøgers hidtidige boligudgift.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers uddannelse til pædagog var en frivillig disposition, som bragte hende i en situation, hvor hun fik økonomiske vanskeligheder med at afholde den hidtidige husleje.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at således som sagen var oplyst, var der intet til hinder for, at ansøger kunne have opretholdt et forsørgelsesgrundlag ved arbejde inden for sit hidtidige erhverv.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at ansøger havde haft mulighed for at udleje et værelse i sin hidtidige bolig, hvorved hun økonomisk ville være stillet som svarende til forholdene efter flytningen.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var principielt uhensigtsmæssigt at fastholde en enlig mor i en så fastlåst økonomisk situation som tilfældet var med så høj en husleje.

Det var endvidere anført, at det også var samfundsøkonomisk uklogt, idet en billigere bolig medførte en lavere boligsikring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om hjælp til afholdelse af depositum kan ydes efter bistandslovens § 47, stk. 1, når der er tale om flytning indenfor kommunegrænsen, eller om hjælp skal ydes efter bistandslovens § 46.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til hjælp til betaling af depositum efter bistandslovens § 47, stk. 1 i forbindelse med flytningen til hendes nuværende bolig.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var en sådan forskel mellem huslejeudgiften i ansøgers tidligere bolig og den nuværende bolig, at der var tale om en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at ansøger var berettiget til hjælp til betaling af udgiften til depositum efter bistandslovens § 46.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at udgiften var opstået som en følge af behov, der ikke kunne forudses, sammenholdt med, at afholdelsen af udgiften ikke kunne anses for at være af helt afgørende betydning for familiens livsførelse.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på, at ansøger havde en uddannelse som hjemmehjælper og havde haft beskæftigelse inden for faget i flere år.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.