Overflytning til fuldtidsforsikring, arbejde som personlig hjælper for voksen søn

Overflytning til fuldtidsforsikring, arbejde som personlig hjælper for voksen søn

Ved begæring modtaget i kassen den 20. marts 1997 anmodede medlemmet om overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring på baggrund af 37 timers ugentligt arbejde som personlig hjælper for sin handicappede hjemmeboende søn.

Kristelig Arbejdsløshedskasse forespurgte den 25. marts 1997 Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, om kassen, på baggrund af oplysninger fra kommunen om, at medlemmet blev aflønnet som en ufaglært medhjælper i plejesektoren for 37 timers ugentlig beskæftigelse, kunne anse hendes fuldtidbeskæftigelse for tilstrækkeligt dokumenteret til, at overflytning til fuldtidsforsikring kunne finde sted.

Det fremgik desuden af oplysningerne, at sønnen var registreret som arbejdsgiver, men at han ikke var i stand til at udfærdige lønsedler, der i givet fald måtte udfærdiges af medlemmet selv.

Direktoratet udtalte i besvarelse til kassen af 29. april 1997 vejledende, at det var direktoratets umiddelbare opfattelse, at beskæftigelsen ikke kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet ved overflytning til fuldtidsforsikring. Direktoratet henviste til, at plejeforhold etableret i henhold til bl.a. bistandslovens ' 48 ikke kunne betragtes som lønarbejde, hvilket fremgik af vejledningen til direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

Direktoratet begrundede sin opfattelse med, at plejeforholdet efter det oplyste var etableret i henhold til bistandslovens ' 48, stk. 4.

Afdelingen traf den 12. maj 1997 afgørelse om, at medlemmet ikke kunne overflyttes til fuldtidsforskikring, da hendes arbejde som handicap hjælper for sønnen ikke kunne betragtes som lønarbejde.

Afdelingen henviste til ' 2, stk. 5, i direktoratets bekendtgørelse nr. 755 af 20. september 1995 om overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring og til ' 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode med tilhørende vejledning.

Afdelingen begrundede afgørelsen med, at plejeforholdet var etableret i henhold til bistandslovens ' 48.

Medlemmet klagede den 20. maj 1997 over afdelingens afgørelse. I klagen anførte hun bl.a., at det måtte bero på en misforståelse, når afdelingen anførte, at hun fik løn efter bistandsloven, idet hun rent faktisk blev aflønnet af sin søn. Hun anmodede på den baggrund om en revurdering af sin anmodning om overgang til fuldtidsforsikring.

Kassens hovedledelse tiltrådte den 7. juli 1997 afdelingens afgørelse.

I oversendelsesbrev til direktoratet af 8. juli 1997 bemærkede hovedledelsen, at det var kassens opfattelse, at der burde være forskel på, om støtten i henhold til bistandslovens ' 48 blev givet direkte til forældrene eller til den handicappede.

Hovedledelsen anbefalede således, at beskæftigelsen i det konkrete tilfælde kunne medregnes til overflytning til fuldtidsforsikring, idet det var den handicappede, der fik ubetalt penge til aflønning af en personlig hjælper. Til støtte for sin opfattelse anførte kassen, at sønnen kunne have valgt at ansætte en anden end sin mor, og at lønnens størrelse svarede til lønnen for en ufaglært i plejesektoren. Kassen fandt således, at beskæftigelsen burde betragtes som Ahjemmehjælper i eget hjem@.

Direktoratet traf afgørelse den 12. september 1997. Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke var berettiget til overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens ' 68, stk. 3, samt til ' 2 i direktoratets bekendtgørelse nr. 775 af 20. september 1995 om overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring, og til ' 2, stk. 1, med tilhørende vejledning, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke havde haft lønarbejde i et omfang, der berettigede til fuldtidsforsikring. Direktoratet fandt således, at medlemmets beskæftigelse som handicap hjælper ikke kunne anses som beskæftigelse i et sædvanligt ansættelsesforhold, idet direktoratet herved lagde vægt på,

- at der var tale om beskæftigelse i eget hjem med pasning af egen søn,

- at det syntes at have været en forudsætning for kommunen for ydelse af tilskud til sønnen, at det var medlemmet, der passede ham,

- at tilskuddet til sønnen blev ydet efter bistandslovens ' 48, stk. 4, og

- at der ved beregningen af tilskuddet syntes at være taget udgangspunkt i medlemmets forhold, og

- at der ikke forelå en ansættelsesaftale, lønsedler m.m., der dokumenterede beskæftigelsens art og omfang.

Medlemmet klagede den 25. september 1997 over direktoratets afgørelse. I klagen anførte hun bl.a., at hun mente, at direktoratets afgørelse var truffet på et forkert grundlag, idet det ikke var forudsat af kommunen, at det var hende der skulle passe sønnen. Det havde alene været tilfældet indtil sønnen fyldte 18 år, men efter 1. januar 1996 var der ikke længere taget udgangspunkt i hendes forhold.

Medlemmet gjorde således gældende, at der fra kommunens side alene var udbetalt løn til en hjælper i 37 timer pr. uge, og at hendes søn således kunne have valgt at ansætte en anden hjælper.

Direktoratet anmodede i brev af 1. oktober 1997 Aulum-Haderup Kommune om bemærkninger til oplysningerne i medlemmets klage om, at kommunen ikke havde taget udgangspunkt i hendes økonomiske forhold ved bevillingen af tilskud, ligesom det ikke havde været en forudsætning for bevillingen, at hun selv passede sønnen.

I besvarelse til direktoratet af 3. oktober 1997 oplyste Aulum-Haderup Kommune, at der i forbindelse med at sønnen blev myndig blev bevilget hjælp til aflønning af en personlig hjælper, svarende til de gældende takster indenfor området, og bevilget efter bistandslovens ' 48, stk. 4. Når der i papirerne fra kommunen var tale om delvis aflønning skyldtes det, at der blev udbetalt et plejetillæg til sønnen sammen med pensionen, som var beregnet til at aflønne hjælp, hvorfor halvdelen af plejetillægget blev modregnet i ' 48, stk. 4- hjælpen.

Kommunen bekræftede, at det stod sønnen frit for, hvem han valgte som personlig hjælper, idet der ikke fra kommunens side var stillet krav til hvem eller hvor mange det drejede sig om.

Direktoratet oversendte den 16. oktober 1997 sagen til ankenævnet, idet direktoratet fastholdt den trufne afgørelse.

I oversendelsesbrevet bemærkede direktoratet, at det fortsat var direktoratets opfattelse, at der ikke var tale om beskæftigelse i et sædvanligt beskæftigelsesforhold. Direktoratet lagde herved vægt på, at der var tale om beskæftigelse i eget hjem, at tilskuddet blev ydet efter bistandslovens ' 48, stk. 4, og at der ikke var en ansættelsesaftale, lønsedler m.m., der dokumenterede beskæftigelsens art og omfang.

I brev til ankenævnet af 11. november 1997 uddybede Spastikerforeningen på medlemmets vegne hendes klage over direktoratets afgørelse.

Spastikerforeningen præciserede således bl.a., at kommunens ydelse af tilskud var uafhængigt af, hvem der passede sønnen. Det var ligeledes en misforståelse, når direktoratet havde lagt til grund, at tilskuddet tog udgangspunkt i medlemmets forhold - det havde alene været tilfældet indtil sønnen fyldte 18 år, idet medlemmet indtil dette tidspunkt fik udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til bistandslovens ' 48, stk. 3. Efter at sønnen var fyldt 18 år blev ydelsen udbetalt til ham til aflønning af en hjælper efter bistandslovens ' 48, stk. 4.

Det var Spastikerforeningens opfattelse, at direktoratet i det hele havde forvekslet medlemmets ansættelse med den kompensation, der i henhold til bistandslovens ' 48, stk. 3 kunne ydes til pasning af handicappet barn.

Ankenævnets sekretariat anmodede den 13. november 1997 direktoratet om bemærkninger til Spastikerforeningens supplerende oplysninger til sagen.

Direktoratet meddelte i brev af 12. december 1997, at direktoratet ikke fandt anledning til at ændre sin afgørelse på baggrund af de supplerende oplysninger.

Direktoratet bemærkede, at det af ' 2, stk. 1 i bekendtgørelsen om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode fremgik, at beregning af beskæftigelseskravet skulle foretages på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der var i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Direktoratet henviste videre til, at der i vejledningen til bekendtgørelsen var opregnet en række arbejdsområder som adskilte sig fra, hvad der normalt forstås ved lønarbejde, og som derfor var behandlet særskilt. I disse situationer var det bestemt, at de almindelige kendetegn ved lønarbejde skulle tages i betragtning sammen med eventuelle særlige krav.

Beskæftigelse som hjemmehjælper i eget hjem kunne således betragtes som lønarbejde, hvis der var tale om sædvanlige løn- og ansættelsesvikår, og hjemmehjælperen var undergivet kommunalt tilsyn, mens plejeforhold etableret i henhold til bl.a. bistandslovens ' 48 ikke kunne betragtes som lønarbejde.

Det var fortsat direktoratets opfattelse, at medlemmets beskæftigelse ikke kunne betragtes som beskæftigelse i et sædvanligt ansættelsesforhold, idet direktoratet lagde vægt på, at hun var beskæftiget som handicaphjælper for sin søn, at sønnen var arbejdsgiver og aflønnede hende, at der ikke fandtes lønsedler, og at medlemmet i givet fald selv måtte udforme lønsedler, da hendes søn ikke var i stand dertil. Endelig lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke var undergivet kommunens eller andres tilsyn.

Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at medlemmet måtte anses for berettiget til overflytning til fuldtidsforsikring på baggrund af beskæftigelsen som handicaphjælper.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Et deltidsforsikret medlem anmodede i marts 1997 om at overgå til fuldtidsforsikring på baggrund af 37 timers ugentlig beskæftigelse som personlig hjælper for sin voksne hjemmeboende søn.

Af oplysninger fra kommunen fremgik det, at medlemmets løn var beregnet som svarende til lønnen for en ufaglært medhjælper i plejesektoren for 37 timers ugentlig beskæftigelse. Kommunen udbetalte lønnen som et tilskud til sønnen i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4. Det var derefter sønnen, der som arbejdsgiver frit kunne vælge, hvem han ville ansætte og aflønne som sin personlige hjælper. Han valgte at ansætte moderen.

Sønnen var registreret som arbejdsgiver af skattemyndighederne, men på grund af sit handicap var han ikke i stand til at udfærdige ansættelseskontrakt og lønsedler.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke var berettiget til overflytning til fuldtidsforsikring på baggrund af beskæftigelsen for sønnen.

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at medlemmets beskæftigelse ikke kunne anses som beskæftigelse i et sædvanligt ansættelsesforhold, idet direktoratet lagde vægt på følgende momenter

- at der var tale om beskæftigelse i eget hjem med pasning af egen søn,

- at det syntes at have været en forudsætning for kommunen for ydelse af tilskud til sønnen, at det var moderen, der passede ham,

- at tilskuddet til sønnen blev ydet efter bistandslovens § 48, stk. 4, og at der ved beregningen af tilskuddet syntes at være taget udgangspunkt i moderens forhold, og

- at der ikke forelå en ansættelsesaftale, lønsedler m.m., der dokumenterede beskæftigelsens art og omfang.

Kommunen oplyste supplerende til sagen, at der i forbindelse med at sønnen blev myndig blev bevilget hjælp til aflønning af en personlig hjælper, efter bistandslovens § 48, stk. 4. Når der i papirerne fra kommunen var tale om delvis aflønning skyldtes det, at der blev udbetalt et plejetillæg til sønnen sammen med pensionen, som var beregnet til at aflønne hjælp, hvorfor halvdelen af plejetillægget blev modregnet i § 48, stk. 4- hjælpen.

Kommunen bekræftede, at det stod sønnen frit for, hvem han valgte som personlig hjælper, idet der ikke fra kommunens side var stillet krav til hvem eller hvor mange, det drejede sig om.

Ankenævnet fandt, at medlemmets beskæftigelse som handicaphjælper for sin voksne hjemmeboende søn måtte anses som lønarbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens regler, hvorfor ankenævnet videre fandt, at beskæftigelsen kunne danne grundlag for overflytning til fuldtidsforsikring forudsat, at medlemmet kunne dokumentere, at hun i den relevante 3 måneders periode havde fået udbetalt løn svarende til 37 timers ugentlig beskæftigelse.

Ankenævnet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 3 og 4, jf. § 2, stk. 1, 2 og 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 775 af 20. september 1995 om overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring, samt § 2, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode med tilhørende vejledning.

Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om et plejeforhold i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1-3, der vedrører muligheden for at yde tilskud til forsørgelse og tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18, men derimod om at den voksne handicappede søn i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4, fik udbetalt et tilskud af kommunen til ansættelse af en personlig hjælper.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at den handicappede søn, var registreret som arbejdsgiver, at tilskuddet til ansættelse af den personlige hjælper af kommunen var fastsat som svarende til lønnen for 37 timers ugentlig beskæftigelse for en ufaglært medhjælper i plejesektoren, at det ikke var en forudsætning for kommunens ydelse af tilskuddet, at sønnen ansatte netop moderen som handicap hjælper, idet han frit kunne vælge hvem han ville ansætte, og at tilskuddets størrelse således også var uafhængigt af moderens forhold.

Uanset at der ikke forelå ansættelsesaftale eller lønsedler, fandt ankenævnet, at beskæftigelsens omfang kunne dokumenteres.

Ankenævnet lagde derved vægt på, at arbejdets omfang måtte anses for dokumenteret på baggrund af kommunens fastsættelse af lønnen som svarende til 37 timers ugentlig beskæftigelse sammenholdt med de udbetalingsspecifikationer, der månedligt blev udskrevet fra kommunen til sønnen og den omstændighed, at medlemmet af skattevæsenet for 1997 blev forskudsregistreret for en personlig indkomst svarende til den af kommunen beregnede årsløn for handicap hjælperen, hvilken indkomst hun fik beregnet forskudsskat og arbejdsmarkedsbidrag på baggrund af.

Ankenævnet fandt det rigtigt at medlemmet anses som berettiget til overflytning til fuldtidsforsikring på baggrund af beskæftigelsen som handicap hjælper.