Aktieombytning
Statutory Text (3 Articles)
Aktieombytning
Ligningsrådet gav tilladelse til skattefri aktieombytning jf. ABL § 13 stk. 3 ved en hovedaktionærs ombytning af samtlige sine aktier (100%) til sit helejede holdingselskab mod vederlag alene bestående i aktier i holdingselskabet og af samme nominelle størrelse som de ombyttede aktier.
Rådet tillagde det afgørende vægt, at hovedaktionæren opnåede helejerskab af (det fremtidige) holdingselskab og udtalte, at såfremt et sådant helejerskab ikke var etableret ved ombytningen, ville der skulle vederlægges med aktier i holdingselskabet for en handelsværdi lig de ombyttede aktiers værdi.
Sagens omstændigheder var følgende
Hovedaktionæren P, ejer nominelt kr. 399.000 af en aktiekapital på kr. 400.000 i P A/S og vil blive ejer af 100% af aktiekapitalen, såfremt en række transaktioner iværksættes.
Selskabet har et 100%-ejet datterselskab, P.B A/S, der ikke har drevet erhvervsvirksomhed i flere år. Aktiekapitalen er på kr. 500.000, og selskabet har de sidste 5 år været sambeskattet med moderselskabet.
Da moderselskabet senest i 1996, formentlig i forbindelse med den ordinære generalforsamling i juni måned, vil udvide aktiekapitalen fra kr. 400.000 til det nu lovbestemte minimumsbeløb kr. 500.000, påtænker ledelsen, såfremt Ligningsrådet giver tilladelse hertil, at omdanne P B A/S til et holdingselskab med navent P.Holding A/S og med det formål at eje aktier i P.A/S, og udøve anden finansiel aktivitet i forbindelse med holdingvirksomheden.
Det af hovedaktionæren 100%-ejede selskab P.A/S, vil herefter blive datterselskab og aktionæren ønsker at indskyde holdingselskabet mellem sig og datterselskabet ved benyttelse af reglerne i Aktieavancebeskatningslovens § 13 om aktieombytning.
Aktieombytningen sker ved, at aktionæren i forbindelse med apportindskuddet i holdingselskabet af hele aktiekapitalen på kr. 500.000 i P. A/S, tildeles aktier for nom. kr. 500.000 i P. Holding A/S.
Det er oplyst, at aktionærens eneste vederlag er aktier i holdingselskabet i samme antal og beløb som det foretagne apportindskud af aktier i P. A/S.
Etableres der ikke helejerskab ved en aktieombytning skal der vederlægges med aktier, der har en handelsværdi svarende til de ombyttede aktier