Tvangsmedicinering i depotform

Tvangsmedicinering i depotform

Patienten havde i mange år lidt af skizofreni og havde siden 1978 været indlagt 26 gange på psykiatrisk hospital.

Patienten havde under tidligere indlæggelser været i antipsykotisk behandling med god effekt, blandt andet havde Det Psykiatriske Patientklagenævn i juni 1993 godkendt en tvangsbehandling med Trilafon Dekanoat depot 108 mg ugentligt med en uges interval mellem de 2 første injektioner og herefter med to ugers interval.

Patienten blev indlagt den 18. april 1996 på behandlingsindikation. Den 23. april 1996 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Trilafon Dekanoat 108 mg ugentlig de første 2 gange og herefter hver 14. dag. Begrundelsen for at anvende depotmedicin var, at patienten var afvisende overfor behandling med antipsykotisk medicin. Der var tale om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering, og der skulle endvidere foretages dosisændring i henhold til koncentrationsbestemmelse i blodet. Om nødvendigt ville der blive behandlet med bivirkningsmedicin.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling med depotmedicin, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale psykiatriske Patientklagenævn godkendte den påtænkte tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindsyg og at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det ikke sandsynliggjort, at daglige injektioner var eller sandsynligvis ville være forbundet med fysisk magtanvendelse over for patienten, eller at hyppige injektioner var eller ville virke angstprovokerende på patienten. Skønt patienten tidligere med god effekt havde været behandlet med samme medicin i depotform, var der ved den aktuelle tvangsmedicinering ikke grundlag for at anvende medicin i depotform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at medicinere patienten i depotform.

Patienten havde i mange år lidt af skizofreni og havde siden 1978 været indlagt 26 gange på psykiatrisk hospital.

Patienten havde under tidligere indlæggelser været i antipsykotisk behandling med god effekt, blandt andet havde Det Psykiatriske Patientklagenævn i juni 1993 godkendt en tvangsbehandling med Trilafon Dekanoat depot 108 mg ugentligt med en uges interval mellem de 2 første injektioner og herefter med to ugers interval.

Patienten blev indlagt den 18. april 1996 på behandlingsindikation.

Den 23. april 1996 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Trilafon Dekanoat 108 mg ugentlig de første 2 gange og herefter hver 14. dag. Begrundelsen for at anvende depotmedicin var, at patienten var afvisende overfor behandling med antipsykotisk medicin. Der var tale om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering, og der skulle endvidere foretages dosisændring i henhold til koncentrationsbestemmelse i blodet. Om nødvendigt ville der blive behandlet med bivirkningsmedicin.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling med depotmedicin, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale psykiatriske Patientklagenævn godkendte den påtænkte tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindsyg og at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det ikke sandsynliggjort, at daglige injektioner var eller sandsynligvis ville være forbundet med fysisk magtanvendelse over for patienten, eller at hyppige injektioner var eller ville virke angstprovokerende på patienten.

Skønt patienten tidligere med god effekt havde været behandlet med samme medicin i depotform, var der ved den aktuelle tvangsmedicinering ikke grundlag for at anvende medicin i depotform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at medicinere patienten i depotform.