Utilstrækkelig kommunikation mellem sundhedspersoner

Utilstrækkelig kommunikation mellem sundhedspersoner

En 64-årig mand havde gennem år været i behandling med det blodfortyndende præparat Marcoumar efter en blodprop i hjernen. Den aktuelle Marcoumar-dosis var 1 1/2 mg, 2 1/4 mg, 2 1/4 mg fordelt over 3 dage og herefter forfra med samme mønster.

I en periode på 2 måneder var patienten indlagt på et dagshospital. Under opholdet blev hans medicin hældt op i doseringsæsker af personalet efter et internt medicinskema, hvor det var anført: otbl. Marcoumar: 1 1/2 - 2 1/4 - 2 1/4 etc. i 2 ugero. I journalen er anført, at Marcoumar skulle gives efter skema, og kontrollen skulle foregå via egen læge.

Patienten blev udskrevet til hjemmet af en overlæge, og af epikrisen fremgik: oMarcoumar efter skemao. Patientens hustru blev medgivet recepter på medicinen og fyldte doseringsæsker til 4 dage. Epikrisen blev sendt til egen læge 11 dage efter udskrivelsen. Det interne medicinskema var ikke vedlagt epikrisen.

4 dage efter udskrivelsen kom en hjemmesygeplejerske i hjemmet og fyldte doseringsæskerne i henhold til en kopi af det interne medicinskema. Det fremgår ikke, hvornår eller af hvem medicinskemaet var blevet udleveret. Hjemmesygeplejersken opfattede ordinationen som tabletter i stedet for mg, hvorfor hun ophældte 4,5 mg (1 1/2 tablet), 6,75 mg (2 1/4 tablet) og 6,75 mg (2 1/4 tablet) på 1., 2. og 3. dag, og forfra i samme mønster.

Dagen efter ringede patientens hustru til egen læge, idet hun syntes, at hendes mand fik for meget medicin. Ved en konsultation samme dag fandt lægen overensstemmelse mellem æskerne og medicinskemaet. Han fandt, at dosis var upåfaldende, og fandt således ikke grund til at ændre på doseringen.

Hjemmesygeplejersken, der ligeledes havde talt med hustruen om dosis, kontaktede dagshospitalet for at få dosis bekræftet. Imidlertid var dagshospitalet ferielukket, hvorfor hun valgte at sætte sin lid til egen læges vurdering.

Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han informerede egen læge for sent og ufuldstændigt.

Nævnet fandt, at overlægen hurtigst muligt i forbindelse med udskrivelsen, eventuelt pr. telefon eller telefax, burde have informeret patientens egen læge om, at han skulle overtage den blodfortyndende behandling, herunder Marcoumar-dosis. Overlægen burde tillige have informeret om den tilstræbte værdi for blodfortyndingen (INR-niveau), varighed af behandlinger og foreslået kontroldato.

Det var Patientklagenævnets opfattelse, at dosis og eventuelle dosisændringer samt det tilstræbte blodstørkningsniveau klart skulle fremgå af f.eks. journalnotater, medicinskemaer og udskrivningsbreve, ikke mindst når behandlingen overgår til andre sundhedspersoner. Det bør ligeledes fremgå, hvem der har ansvaret for den videre behandling og kontrol.

Patientklagenævnet fandt, at egen læge havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, idet han burde have reageret på størrelsesordenen af dosis, idet den almindeligt anbefalede Marcoumar-dosis ved vedligeholdelsesbehandling er 1,5 til 4,5 mg dagligt, og ikke mindst da patientens hustru havde mistanke om overdosering.

Endelig fandt nævnet, at hjemmesygeplejersken overtrådte lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, idet hun burde have kontaktet egen læge og i samarbejde med ham nøje have undersøgt, om doseringen var korrekt, idet hun var bekendt med den sædvanlige Marcoumardosis og de bivirkninger, der er forbundet med brug af Marcoumar.

En 64-årig mand havde gennem år været i behandling med det blodfortyndende præparat Marcoumar efter en blodprop i hjernen.

Den aktuelle Marcoumar-dosis var 1 1/2 mg, 2 1/4 mg, 2 1/4 mg fordelt over 3 dage og herefter forfra med samme mønster.

I en periode på 2 måneder var patienten indlagt på et dagshospital.

Under opholdet blev hans medicin hældt op i doseringsæsker af personalet efter et internt medicinskema, hvor det var anført: otbl. Marcoumar: 1 1/2 - 2 1/4 - 2 1/4 etc. i 2 ugero. I journalen er anført, at Marcoumar skulle gives efter skema, og kontrollen skulle foregå via egen læge.

Patienten blev udskrevet til hjemmet af en overlæge, og af epikrisen fremgik: oMarcoumar efter skemao. Patientens hustru blev medgivet recepter på medicinen og fyldte doseringsæsker til 4 dage.

Epikrisen blev sendt til egen læge 11 dage efter udskrivelsen. Det interne medicinskema var ikke vedlagt epikrisen.

4 dage efter udskrivelsen kom en hjemmesygeplejerske i hjemmet og fyldte doseringsæskerne i henhold til en kopi af det interne medicinskema. Det fremgår ikke, hvornår eller af hvem medicinskemaet var blevet udleveret. Hjemmesygeplejersken opfattede ordinationen som tabletter i stedet for mg, hvorfor hun ophældte 4,5 mg (1 1/2 tablet), 6,75 mg (2 1/4 tablet) og 6,75 mg (2 1/4 tablet) på 1., 2. og 3. dag, og forfra i samme mønster.

Dagen efter ringede patientens hustru til egen læge, idet hun syntes, at hendes mand fik for meget medicin. Ved en konsultation samme dag fandt lægen overensstemmelse mellem æskerne og medicinskemaet.

Han fandt, at dosis var upåfaldende, og fandt således ikke grund til at ændre på doseringen.

Hjemmesygeplejersken, der ligeledes havde talt med hustruen om dosis, kontaktede dagshospitalet for at få dosis bekræftet. Imidlertid var dagshospitalet ferielukket, hvorfor hun valgte at sætte sin lid til egen læges vurdering. Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han informerede egen læge for sent og ufuldstændigt.

Nævnet fandt, at overlægen hurtigst muligt i forbindelse med udskrivelsen, eventuelt pr. telefon eller telefax, burde have informeret patientens egen læge om, at han skulle overtage den blodfortyndende behandling, herunder Marcoumar-dosis. Overlægen burde tillige have informeret om den tilstræbte værdi for blodfortyndingen (INR-niveau), varighed af behandlinger og foreslået kontroldato.

Det var Patientklagenævnets opfattelse, at dosis og eventuelle dosisændringer samt det tilstræbte blodstørkningsniveau klart skulle fremgå af f.eks. journalnotater, medicinskemaer og udskrivningsbreve, ikke mindst når behandlingen overgår til andre sundhedspersoner. Det bør ligeledes fremgå, hvem der har ansvaret for den videre behandling og kontrol.

Patientklagenævnet fandt, at egen læge havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, idet han burde have reageret på størrelsesordenen af dosis, idet den almindeligt anbefalede Marcoumar-dosis ved vedligeholdelsesbehandling er 1,5 til 4,5 mg dagligt, og ikke mindst da patientens hustru havde mistanke om overdosering.

Endelig fandt nævnet, at hjemmesygeplejersken overtrådte lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, idet hun burde have kontaktet egen læge og i samarbejde med ham nøje have undersøgt, om doseringen var korrekt, idet hun var bekendt med den sædvanlige Marcoumardosis og de bivirkninger, der er forbundet med brug af Marcoumar.