Manglende omhu og uhildethed og for sen afgivelse af lægeerklæring

Manglende omhu og uhildethed og for sen afgivelse af lægeerklæring

På den baggrund fandt Patientklagenævnet, både at lægen havde udvist manglende omhu og uhildethed ved erklæringen udfærdigelse, samt at afgivelsen af erklæringen unødigt var blevet forhalet.

Byretten lagde til grund, at den praktiserende læge rent faktisk havde foretaget en generel helbredsundersøgelse af patienten, nemlig den 28. juli 1994. Retten fandt dog, at lægen ikke havde udvist tilstrækkelig omhu og uhildethed, og at erklæringen ikke var så fyldig, som formålet med erklæringen tilsagde, jfr. bkg. nr. 212 af 20. juni 1935 angående afgivelse af lægeerklæringer, § 4. Retten lagde vægt på, at lægen var blevet anmodet om i helbredserklæringen at vurdere hvilke ændringer, der måtte være sket i patientens helbredstilstand på baggrund af patientens oplysninger om problemer med ryg, knæ og håndled, og at erklæringen intet indeholdt til oplysning om disse klager. Endvidere lagde retten vægt på, at erklæringen efterlod det bestemte indtryk, at klagerens aktuelle tilstand måtte ses på baggrund af et kronisk aktuelt alkoholmisbrug, hvilket der ikke sås at være tilstrækkeligt belæg for. Endelig lagde retten vægt på, at lægen, der inden undersøgelsen havde peget på andre undersøgelsesmuligheder, ikke i erklæringen havde anført sådanne muligheder. Retten fandt ligeledes, at afgivelsen af erklæringen unødigt var blevet forhalet. Lægen blev idømt en bøde på 2.000 kr.

En 50-årig kvinde ønskede forhøjelse af sin pension, begrundet i forringet helbredstilstand. Hun havde tidligere fået påvist discusdegeneration i ryggen. Hun havde endvidere dårligt knæ, tilbagevendende hovedpineproblemer samt dårligt håndled. I skrivelse af 3. marts 1994 anmodede Social- og Sundhedsforvaltningen den praktiserende læge om en vurdering af, hvilke ændringer, der var sket i forhold til sidste pensionskendelse, samt i hvilken grad erhvervsevnen på nuværende tidspunkt af helbredsmæssige årsager skønnedes varigt nedsat. Patientklagenævnet lagde til grund, at lægen ikke foretog nogen klinisk undersøgelse ligesom han ikke havde foranlediget røntgenundersøgelse af patienten. Samtidig med at det af lægens erklæring fremgik, at lægen ikke havde observeret klageren påvirket af alkohol, konkluderede lægen, at misbruget fortsat fandt sted, og at det måtte accepteres som kronisk. Ud over endvidere at oplyse om psykiske problemer, belyste lægen ikke patientens helbredstilstand i erklæringen. Forvaltningen modtog erklæringen 9 måneder senere, den 2. december 1994.