G for tvangsmedicinering med depotmedicin ikke tilstede

G for tvangsmedicinering med depotmedicin ikke tilstede

Efter en samlet vurdering fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patienten var sindssyg, og at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at lægerne under tidligere behandling havde anvendt et andet antipsykotisk præparat, som dog ikke gav effekt på patientens psykotiske symptomer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at beslutningen om anvendelse af det først anvendte præparat først blev truffet ved forværing af patientens psykiske tilstand. Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten var søgt motiveret for frivillig antipsykotisk medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt det ikke sandsynliggjort, at daglige injektioner var eller sandsynligvis ville være forbundet med fysisk magtanvendelse over for patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet fandt herefter, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tvangsmedicinere patienten med depotmedicin

Patienten havde været i behandling siden 1979 på grund af skizofreni. De sidste 3 indlæggelser havde været tvangsindlæggelser på farekriteriet i forbindelse med medicinsvigt. Patienten var blevet tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin med god effekt.

Patienten blev i november 1996 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Patienten blev tydeligt bedre ved behandlingen, selv om patienten dog fortsat var psykotisk.

Patienten havde flere gange haft bivirkninger, som dog svandt ved at give patienten bivirkningsmedicin. Med henblik på at minimere bivirkningerne skiftedes der til et andet antipsykotisk præparat.

Efter 3 måneders behandling med præparatet, hvorunder patienten af og til klagede over bivirkninger, fandt man, at der ikke havde været nogen effekt af behandlingen. Bivirkningerne var til stede i samme grad. Endvidere vurderede afdelingen, at effekten af det først anvendte antipsykotiske præparat var, om end ikke fuldgod, så dog væsentlig bedre på de sindssygelige symptomer end behandling med det andet antipsykotiske præparat.

Afdelingen traf derfor beslutning om tvangsbehandling med det først anvendte præparat. Afdelingen ønskede, at man efter en periode kunne anvende depotmedicin.

Ifølge tvangsprotokol og lægeerklæring var patientens psykiske tilstand svært psykotisk og i forværring. Patienten var forpint af tilstanden, højtråbende, udskældende og verbalt aggressiv.

Begrundelsen for at overgå til depotmedicin var, at det tidligere havde været meget vanskeligt at gennemføre tvangsmedicinering 2 gange dagligt. Det var anført, at man håbede på, at man ved depotmedicin kunne opnå færre bivirkninger. Det blev tillige anført, at man håbede at kunne minimere de for patienten meget belastende tvangssituationer.

Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.