Betingelserne for tvangsbehandling ikke tilstede

Betingelserne for tvangsbehandling ikke tilstede

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurderede, at tvangsmedicineringen ikke opfyldte kravet om anvendelse af mindst indgribende foranstaltning. Tvangsmedicinering måtte forudsætte, at vedvarende forsøg var gjort for at forklare patienten behandlingens nødvendighed. Patienten burde således være søgt motiveret til frivillig indtagelse af medicinen med en passende betænkningstid. Nævnet udtalte, at en beroligende injektion i den konkrete situation ville have været et mindre indgribende middel end beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt herefter, at patienten var sindssyg, men at betingelserne for at beslutte at tvangsmedicinere ikke var opfyldt.

En patient havde gennem mange år udvist forskellige symptomer på sindssygdom og havde været indlagt adskillige gange på psykiatrisk afdeling.

Patienten var tidligere blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt.

Patienten blev indlagt ved tvang på behandlingsindikation. Patienten var blevet tiltagende dårlig og urolig, var selvdestruktiv og skar sig selv i ansigtet og på armene. Patienten havde endvidere været særdeles vred og grov over for naboer og truede med at skyde folk.

Ved indlæggelsen var patienten hallucineret på hørelsen, og fremtrådte psykotisk med springende tankegang, forvirring, forpinthed og angst. Der var ingen følelsesmæssig kontakt med patienten, som var vågen, klar og orienteret i tid og sted. Patienten fandtes uden sygdomserkendelse.

3 timer efter indlæggelsen blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin.

Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.