Legislator Case Law & Legislation
W19966047925 DK

Selvstændig, midlertidigt ophør, isvinter

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1996 60479 Valid

Selvstændig, midlertidigt ophør, isvinter

Medlemmet påbegyndte arbejde med selvstændig virksomhed som dykkerentreprenør den 5. august 1991.

Det fremgik af medlemmets erklæring om ledighed ved midlertidigt ophør dateret den 5. februar 1996,

- at han var totalt afskåret fra at udøve den selvstændige virksomhed den 31. januar 1996, og

- at han ikke modtog andre forsikringsydelser som følge af driftsstoppet.

Medlemmet oplyste til kassen, at han på grund af isvinteren ikke kunne foretage dykkerarbejde, idet alle havne var lukket med is. Han havde derfor tilmeldt sig arbejdsformidlingen som ledig den 14. januar 1996.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at få udbetalt dagpenge ved midlertidigt ophør med den selvstændige virksomhed.

Kassen anførte, at der skulle være en ekstraordinær begivenhed til stede, der kunne bevirke, at det ikke var muligt at arbejde i virksomheden.

Kassen lagde således ved afgørelsen vægt på, at medlemmet ikke var totalt afskåret fra at drive sin virksomhed, idet ikke alle havne var tilfrosset. Herudover var der også mulighed for at tage til udlandet for at dykke.

I klagen til direktoratet anførte medlemmet blandt andet, at han ingen forbindelse havde til udlandet, idet han arbejdede som dykkerentreprenør i Danmark. Han oplyste endvidere, at havnene, som han havde benyttet på Sjælland, havde været lukket på grund af is, samt at der flere gange havde været isbryderassistance i Køge Havn. Herudover mente han ikke, at andre havne var til at dykke i.

Det følgende af medlemmets erklæring om omfanget af arbejdet i den selvstændige virksomhed,

- at hans beskæftigelse bestod i dykkervirksomhed.

- at virksomheden havde 2 ansatte.

- at hans arbejdsområde var undervandsreparationer, reparation af bolværk, sprængning af bund-

garnspæle m.v.

- at virksomhedens sædvanlige daglige åbningstid var fra kl. 7-15.30, og

- at hans arbejdsopgaver bestod i dykning, regnskab og opsøgende arbejde.

Medlemmet oplyste, at han ville påbegynde arbejdet hos virksomhedens kunder, så snart isen var væk.

Medlemmet oplyste telefonisk til kassen, at han havde vedligeholdelsesarbejde, og en fast aftale med Køge Havn om undersøgelse af havnen, men at han også ind imellem havde aftaler med Amagerværket og Køge Kanal.

Kassen fastholdt ved sagens oversendelse til direktoratet sin afgørelse. Kassen henviste til, at medlemmets arbejde ikke primært bestod i en fast aftale med en kontraktsgiver i en bestemt havn, men at han også havde mulighed for andre arbejdsopgaver i andre havne. Kassen fandt således ikke, at medlemmet var totalt afskåret fra at drive selvstændig virksomhed i den omhandlede periode.

Kassen indstillede dog til direktoratet at se positivt på sagen, idet hovedparten af havnene på Sjælland i daværende periode var frosset til.

Medlemmet oplyste på direktoratets foranledning, at det var første gang i årevis, at der havde været en isvinter, samt at det udelukkende var på den baggrund, at han var afskåret fra at kunne dykke.

Ved direktoratets afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for ret til dagpenge i forbindelse med midlertidigt ophør, jf. reglerne om midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed.

Direktoratet havde lagt vægt på, at medlemmet - uanset om han havde været afskåret fra at dykke i Køge Havn på grund af is - ikke havde dokumenteret hverken, at der skulle udføres dykkerarbejde i Køge Havn, eller at han havde være afskåret fra at udøve forskellige andre arbejdsopgaver i hans selvstændige virksomhed.

Direktoratet fandt det således ikke dokumenteret, at medlemmet havde været totalt afskåret fra at drive sin virksomhed som dykkerentreprenør i den omhandlede periode.

Direktoratet henviste til, at det følger af ' 57, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der er afskåret midlertidigt fra fortsat virksomhedsudøvelse på grund af ekstraordinære begivenheder, der ikke skyldes medlemmets forhold.

Af ' 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 626 af 20. juli 1995 om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse fremgår, at retten til dagpenge under midlertidigt ophør er betinget af, at medlemmet dokumenterer,

1) at medlemmet er midlertidigt afskåret fra at udøve selvstændig virksomhed,

2) at ophøret skyldes, at virksomheden er udsat for ekstraordinære begivenheder, der ikke kan til

regnes medlemmet, og

3) at det væsentligste indtægtsgrundlag er bortfaldet under det midlertidige ophør.

Af vejledningen til bekendtgørelsen fremgik det, at det midlertidige ophør skal være begrundet i begivenheder, der ligger uden for den almindelige erhvervsrisiko for den pågældende virksomhed. Den pågældende begivenhed må ikke være sædvanlig eller påregnelig for driften af den pågældende virksomhed. Der skal være tale om noget usædvanligt og ikke hyppigt forekommende både for erhvervet som sådant og for den konkrete virksomhed.

Endvidere følger det, at f.eks. vil dårligt vejr ikke være usædvanligt for virksomheder i Danmark, selv om en del erhvervsdrivende derved midlertidigt kan blive afskåret fra at drive virksomheden. Derimod vil en isvinter med vedvarende kuldegrader kunne være en ekstraordinær begivenhed, der kan medføre ret til dagpenge, f.eks. for fiskere på grund af tilfrysning af havne og farvande.

Det var endvidere af afgørende betydning, at der blev fremlagt dokumentation for, at virksomheden var tvunget til at lukke.

Herudover følger det, at medlemmet skulle være afskåret fra at opretholde driften af virksomheden og ikke må have mulighed for umiddelbart at omlægge driften.

Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse. I klagen anførte han,

-at han var uforstående over for, at direktoratet har fundet det udokumenteret, at han ikke kunne udfører dykkeropgaver på grund af isvintre, og han ønskede det tilkendegivet, om det var fast, at han også i fremtiden var afskåret fra dagpenge, når han ikke kunne dykke på grund af is.

Direktoratet fastholdt ved sagens oversendelse afgørelsen, idet man fortsat fandt, at medlemmet ikke havde dokumenteret, at han havde været totalt afskåret fra at drive sin virksomhed som dykkerentreprenør i den omhandlede periode.

Direktoratet bemærkede i øvrigt til medlemmets klage, at det var en betingelse for at modtage dagpenge ved midlertidigt ophør, at ophøret skyldtes, at virksomheden var udsat for en ekstraordinær begivenhed, der ikke kunne tilregnes medlemmet. Den pågældende begivenhed må således ikke være sædvanlig eller påregnelig for driften af virksomheden.

Der var ikke mulighed for fast at modtage dagpenge ved midlertidigt ophør på grund af isvintre år efter år, idet issituationen således ikke længere kunne betragtes som en ekstraordinær begivenhed, men nærmere en påregnelig risiko for driften.

Direktoratet påpegede, at dagpengene ikke måtte få karakter af erhvervsstøtte, hvilket heller ikke var hensigten med reglerne om midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed.

Direktoratet havde på ankenævnets telefoniske forespørgsel oplyst, at man var i besiddelse af en oversigt i Akoder@ over issituation i de danske havne dag for dag i vinteren 1995/1996, men at man på baggrund af den noget komplicerede oversigt ikke har fundet den af tilstrækkelig betydning for sagen.

På ankenævnets telefoniske forespørgsel havde medlemmet oplyst, at virksomheden lå stille på grund af is fra julen 1995 og 3 måneder frem, og at han ligeledes var ude af stand til at dykke på grund af is i ca 1 1/2 måned i vinteren 1996/97. Han havde ikke afleveret dagpengekort for perioderne, da kassen jo har tilkendegivet, at han ikke var dagpengeberettiget.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Ankenævnet lagde til grund, at direktoratet ikke har anfægtet, at der for såvidt angik vinteren 1995/96 var tale om en såkaldt isvinter, dvs. en vinter med ekstraordinær langvarig kulde og dermed tilfrysning af de havneområder, hvor medlemmet var beskæftigede som dykker, ankenævnet fandt, at medlemmet midlertidigt var afskåret fra drift af den selvstændige virksomhed, og at han derfor opfyldte betingelserne i ' 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 626 af 20. juli 1995 om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse.

Ankenævnet har hermed alene truffet afgørelse om medlemmets mulighed for udbetaling af dagpenge i vinteren 1995/96, og nævnet havde således ikke taget stilling til, om medlemmet i øvrigt opfyldte de almindelige betingelser for udbetaling af dagpenge.

Idet det til nævnet var oplyst, at medlemmet ikke havde indleveret dagpengekort til kassen i vinteren 1995/96, og det derfor ikke præcis var angivet, for hvilken periode medlemmet ønskede at få udbetalt dagpenge, hjemviste spørgsmålet om hans konkrete dagpengeret til behandling i direktoratet.

Det bemærkes endelig, at nævnets afgørelse ikke var ensbetydende med, at medlemmet også i fremtiden var berettiget til udbetaling af dagpenge, såfremt han var afskåret fra at udføre arbejde som dykker. Denne vurdering må afhænge af, om vejrsituationen kunne antages at være af helt ekstraordinær karakter, som tilfældet var i vinteren 1995/96.

Ankenævnet ændrede dirktoratets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1996 60479 Valid

Et medlem, der var beskæftiget med selvstændig virksomhed som "dykkerentreprenør", meldte sig midlertidigt ledig den 14. januar 1996, idet han på grund af isvinteren ikke kunne foretage dykkerarbejde.

Medlemmet arbejde bestod i undervandsreparationer, reparation af bolværk, bundgarnspæle mv. i sjællandske havne, dog især Køge havn. Virksomheden, der havde 2 ansatte, havde daglig åbningstid i tidsrummet kl. 7.00-15.30.

Direktoratet fandt, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for ret til dagpenge i forbindelse med midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed, idet han ikke havde dokumenteret, at der skulle have været udført arbejde i Køge havn i ledighedsperioden, eller at han havde været afskåret fra at udøve forskellige andre arbejdsopgaver i den selvstændige virksomhed.

Direktoratet bemærkede, at det er en betingelse for at modtage dagpenge ved midlertidigt ophør, at ophøret skyldes, at virksomheden er udsat for ekstraordinære begivenheder, der ikke kan tilregnes medlemmet. Den pågældende begivenhed må således ikke være sædvanlig eller påregnelig for driften af virksomheden.

Der er ikke mulighed for fast at modtage dagpenge ved midlertidigt ophør på grund af isvintre år efter år, idet issituationen således ikke længere kan betragtes som en ekstraordinær begivenhed, men nærmere en påregnelig risiko for driften.

Direktoratet påpegede, at dagpengene ikke må få karakter af erhvervsstøtte, hvilket heller ikke er hensigten med reglerne om midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed.

Ankenævnet fandt, at der for så vidt angik vinteren 1995/96 var tale om en ekstraordinær vinter med langvarig kulde, der forhindrede medlemmets drift af den selvstændig virksomhed, og at medlemmet derfor opfyldte betingelserne i § 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 626 af 20. juli 1995 om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse.

Ankenævnet bemærkede, at man alene traf afgørelse om medlemmets mulighed for udbetaling af dagpenge i vinteren 1995/96, og nævnet tog således ikke stilling til, om medlemmet også i fremtiden ville være berettiget til dagpenge, såfremt han var afskåret fra at udføre arbejde som dykker.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →