Firmabil. Beskatn./ekstraudstyr
Statutory Text (2 Articles)
Firmabil. Beskatn./ekstraudstyr
Fri firmabil
beskatning af ekstraudstyr
Beskatning af fri firmabil efter ligningslovens § 16, stk. 4, sker med udgangepunkt i bilens værdi, der dog mindst skal sættes til 150.000 kr. og højst til 400.000 kr.
Er bilen anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter bilens første indregistrering, fastsættes beregningsgrundlaget med udgangepunkt i bilens oprindelige nyvognspris, jf. ligningslovens § 16, stk. 4., 3. pkt.
Er bilen derimod anskaffet af arbejdsgiveren mere end tre fulde år efter bilens første indregistrering, er beregningsgrundlaget arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 4. pkt.
Det fremgår af Skm. cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af personalegoder, pkt. 2.4.3., at der til beregningsgrundlaget i begge tilfælde skal medregnes normalt tilbehør, hvorved ifølge cirkulæret forstås tilbehør, der forekommer i privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som f.eks. trækspil, telefax, diktafon eller lignende.
Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, hvorledes begrebet normalt tilbehør, som ikke er særligt virksomhedstilbehør, nærmere afgrænses.
Told- og Skattestyrelsen har svaret, at det er styrelsens opfattelse, at den nærmere afgrænsning bør følge registreringsafgiftslovens regler, således at kun registreringsafgiftspligtigt udstyr/tilbehør medregnes ved værdiansættelsen af fri firmabil. Den værdi, der i så fald skal tillægges beregningsgrundlaget, er den pris, som benyttes ved beregning af registreringsafgiften inklusive registreringsafgiften.
Vedrørende fritagelse for betaling af registreringsafgift på ekstraudstyr henvises der til styrelsens afgørelse i TfS 1995.556.
Alene registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr medregnes ved værdiansættelsen af fri firmabil.