God revisorskik
Statutory Text (3 Articles)
God revisorskik
Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.
Den 1. marts 1996 afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 95-84.989 - Handelsselskabet John R. Hanson ApS og Hanson Finans ApS mod registreret revisor Aage Kirkegaard.sålydende
KENDELSE
Ved kendelse afsagt den 15. juni 1995 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-3/1994) blev registreret revisor Aage Kirkegaard på baggrund af en klage fra Handelsselskabet John R. Hanson ApS og Hanson Finans ApS pålagt en bøde på 10.000 kr. for at have tilsidesat de pligter, stillingen som revisor medfører.
Disciplinærnævnet fandt ham skyldig i
1) ikke i påtegningen i årsregnskabet for 1991 for Handelsselskabet John R. Hanson ApS at have oplyst om et ulovligt anpartshaverlån,
2) ikke i selskabets årsregnskaber for 1991 og 1992 at have oplyst om, at lånet skulle forrentes som foreskrevet i ligningsvejledningen samt for at have posteret lånet forkert,
3) i årsregnskabet for 1992 at have undladt at oplyse om et ansvarspådragende forhold overfor ledelsen vedrørende fejlagtige indberetninger af moms og A-skat til Told- & Skattestyrelsen,
4) at undlade straks at foranledige, at rettelsesredegørelser blev indsendt til Told- & Skattestyrelsen, samt
5) ikke at have sikret sig, at revisionsprotokollerne var underskrevet af selskabets ledelse.
Ved skrivelse af 19. september 1995 har indklagede i medfør af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand om frifindelse.
Klagerens bo er under konkursbehandling. Konkursboets kurator er ved Revisornævnets skrivelse af 28. december 1995 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.
Kurator har i skrivelse af 2. januar 1996 meddelt, at boet ikke ønsker at komme med indlæg i sagen. Kurator har den 15. januar 1996 endvidere telefonisk meddelt, at boet ikke giver møde i sagen.
Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 25. januar 1996 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om registrerede revisorer § 11 d, stk. 2, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, pkt. 1.
Indklagede har i sin indbringelsesskrivelse bl.a. anført: ».................................................................
Sagen er anlagt i fællesskab for begge selskaber og den afsagte kendelse omfatter begge..... på trods af, at der i Nævnets udtalelse ikke er omtalt arbejder udført for Hanson Finans ApS................................
Ad 1. Det nævnte ulovlige anpartshaverlån er ikke oplyst, idet det i den sidst modtagne tegningsudskrift var fru T. Hanson, der i lighed med det tidligere år var anført som direktør. Det blev ikke oplyst overfor mig, at der var sket direktionsskifte ultimo december 1991, før i forbindelse med årsregnskabet for 1992. ...................Det er i materialet fra Nævnet anført, at en del af lånet skulle være til fru T. Hanson, og det derfor skulle være et anpartshaverlån, men dette er ikke korrekt.
Ad 2. Jeg har ikke anført, at mellemregningen skulle forrentes, idet det er min opfattelse, at den omtalte oplysning i Ligningsvejledningen udelukkende omfatter lån til hovedanpartshavere, der på den måde opnår en fordel i forhold til ikke anpartshavere. ......................................
Ad 3. På grund af manglende oplysninger om angivelser indsendt til Told & Skat kunne jeg ikke konstatere, at der forelå et ansvarspådragende forhold, idet betalinger ikke blev foretaget til tiden og kun med a contobeløb. Det eneste jeg kunne konstatere var, at der var en stigende gæld til Told & Skat.
Ad 4. I forbindelse med færdiggørelsen af regnskabet for 1992 kontaktede jeg Told & Skat, Helsingør for at få oplyst de af Pål Hanson angivne momsredegørelser, som jeg havde efterlyst adskillige gange i virksomheden. Det resulterede i en henvendelse fra kontrolafdelingen samme sted, som i forbindelse med en gennemgang af virksomheden ville foretage de nødvendige korrektioner. ..............Selskabet nye revisor oplyser, at han har måttet efterangive et beløb vedrørende moms for 1991 og 1992. Som oplyst til nævnet svarer det til den i årsregnskabet anførte gæld, samt til hvad Told & Skat, Helsingør og jeg i fællesskab på et møde den 5/9 1994 havde konstateret som ikke angivet. .................................................
Ad 5: Det er korrekt, at jeg ikke er i besiddelse af underskrevne revisionsprotokoller, men de er personligt afleveret i virksomheden til Pål Hanson. Jeg har derved påset, at protokollen har været forelagt. ................................................«
Indklagede gav møde for Revisornævnet.
Han forklarede, at selskabets hovedanpartshaver var far til Pål Hanson, som uden selv at være anpartshaver var ansat i selskabet i hele den periode, hvori indklagede havde været dettes revisor. Fra slutningen af 1991 var Pål Hanson registreret som selskabets direktør efter faderen.
Lånet til Pål Hanson opstod i løbet af 1991, uden at en låneaftale blev oprettet, og forældrene blev først bekendt med lånet i april 1992. Det blev aftalt, at lånet skulle tilbagebetales snarest, og Pål Hanson solgte blandt andet en bil for at indfri lånet. Indklagede havde dog konstateret, at Pål Hanson efter indfrielsen på ny hævede beløb til sig selv. Indklagede erkender, at udlånene til Pål Hanson var ulovlige i henhold til anpartsselskabslovens bestemmelser.
Indklagede forklarede videre, at han ikke havde været klar over, at anpartshaverlån skal posteres særskilt i årsregnskabet foruden at blive nævnt i revisionspåtegningen til regnskabet.
Han gjorde gældende, at han ikke havde været i stand til at konstatere, om indberetningerne til Told- & Skattestyrelsen om moms og tilbageholdt A-skat var fejlagtige, så ledelsen derved havde pådraget sig ansvar, men i sit revisionsprotokollat havde han gjort opmærksom på, at fejlagtige indberetninger ville kunne pådrage ledelsen ansvar.
Han havde bedt om at se lønindberetninger og momsangiveler, da han udarbejdede årsregnskabet for 1992, men de var ikke i selskabet, hvorfor han rettede henvendelse til Told og Skat i Helsingør. Han vidste da ikke, at der af Pål Hanson var indgivet urigtige angivelser. Han blev udskiftet som revisor, før forholdet var afklaret med Told og Skat.
Når 1991-årsregnskabet fremtræder som underskrevet i april 1992, medens revisionsprotokollen først er underskrevet i oktober samme år, skyldes det, at indklagede opfattede det fremlagte regnskab som et udkast. Selskabet holdt generalforsamling i oktober.
Endelig forklarede indklagede, at han havde afleveret revisionsprotokollerne til Pål Hanson, men han havde ikke set, om de var blevet underskrevet af selskabets ledelse.
Revisornævnets bemærkninger
De 5 klagepunkter, som indklagede af Disciplinærnævnet er anset for skyldig i, vedrører alle forhold i forbindelse med hans arbejde som revisor for Handelsselskabet John R. Hanson ApS. Revisornævnet frifinder ham derfor for klagen vedrørende Hanson Finans ApS.
Revisornævnet tiltræder, at det i påtegningen på årsregnskabet for 1991 for Handelsselskabet John R. Hanson ApS skulle have være oplyst, at der var ydet et ulovligt lån til Pål Hanson, jf. lov om anpartsselskaber § 84, og at lånet skulle have været særskilt posteret i selskabets regnskaber for 1991 og 1992.
Revisornævnet finder ikke, at Ligningsvejledningen S.F.1.2.2.5. pålægger revisor pligt til i regnskabet at oplyse om forrentningen af et anpartshaverlån, og indklagede vil derfor være at frifinde for dette punkt.
Det tiltrædes ligeledes, at indklagedes mistanke om, at der af selskabet kunne være indgivet fejlagtige indberetninger af moms og A-skat, burde have givet ham anledning til at søge oplyst, om forholdet indebar risiko for strafansvar for ledelsen, og at det i revisionsprotokollatet for 1992 anførte herom i medfør af bekendtgørelse nr 121 af 23. februar 1989 om revisors påtegning på regnskaber § 3, stk. 4, burde have været oplyst i påtegningen.
Da indklagede har henvendt sig til Told- & Skattestyrelsen om indberetningerne, hvilket en revisor ikke er pligtig at gøre, frifindes indklagede for ikke at have foranlediget, at rettelsesredegørelser blev indsendt.
Revisornævnet lægger til grund, at indklagede udarbejdede revisionsprotokollater, som han forelagde selskabets ledelse, men uden at påse, om de blev underskrevet. Med virkning for årsregnskabet for 1992 gælder i medfør af årsregnskabslovens § 61 g, stk. 3, at en revisor skal påse, at revisionsprotokollater bliver underskrevet. Da dette regnskabs aflæggelse er faldet sammen med hans fratræden som revisor for selskabet, finder Revisornævnet ikke grund til at pålægge ham ansvar for denne overtrædelse.
Med de nævnte ændringer, der ikke giver Revisornævnet anledning til at nedsætte den af Disciplinærnævnets fastsatte bøde på 10.000 kr, stadfæstes kendelsen.
I medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.
Thi bestemmes
Den indbragte kendelse stadfæstes.
Henning Kjær
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Revisornævnet, den 5. marts 1996
Winkler Kromann,
sekr.
Omhu nøjagtighed Disciplinærnævnets afgørelse stadfæstet Revisor idømt bøde 10000 kr.